Da spurgte den Ypperstepræst Jesus om hans Disciple og om hans Lærdom. Jesus svarede ham: jeg haver talet frit for Verden.
Du frit for Verden lærte,
De vidste, hvad du talte,
Saa klart, som Solen skinner, lod din Stemme,
Dit Ord med Lys husvalte
Hver Sjæl, som Lys begjerte,
Med Himlens Lys, som i dit Bryst har hjemme.
Din Magt du lod fornemme
I dine stærke Taler,”
Hvormed du Fred forkynder
Men dommer vore Synder,
Hvormed du vækker, trøster og befaler:
Din Lærdom godt de kjendte,
Af Had til Sandhed og til dig de brændte.
De vilde Lyset slukke,
Som ej de kunde taale,
Du, som er Verdens Lys, for dem stod bunden,
Men jeg for Lysets Straale
Min Sjæl vil vidt oplukke
At lyses op af den i Hjertegrunden:
Jeg min Prophet har funden,
Som kan mig Alt opklare;
Jeg for min Synd vil sørge
Og om din Lærdom spørge,
At al min Brost dens Lys kan aabenbare;
Jeg vil din Glands beskue
I Lyset af din Lærdoms Sandhedslue.
O Hellighedens Ynde,
Som lyser mig imøde,
Naar hvert dit Ord gaaer med min Synd irette!
O Naadens Morgenrøde,
Som du har at forkynde,
At du er den, som vil min Synd udslette,
Det Brød, som kan mig mætte,
Det Kildevæld, som qvæger,
Den Favn, hvor Hvile findes,
Den Havn, hvor Freden vindes,
Den Haand, som rækker til mig Livets Bæger,
Den Skat, som jeg skal vælge,
Den Perle klar, hvorfor jeg Alt skal sælge!
I Templet jeg dig skuer —
Din Plads fra du var liden —
Hvordan du Skriftens Dybder aabenbarer:
Fuldkommet er nu Tiden,
Guds Raad dit Ord afslører
Og Aandens dybe Vink om dig forklarer.
Naar Troen dig besvarer,
Guds Herlighed den skuer;
Naar Vantro Hjertet lukker,
Dybt i din Aand du sukker,
Mens Hellighedens Harm dig gjennemluer —
Hvis over mig du sukker,
O suk, at sig for dig mit Bryst oplukker!
Et Pust fra Søens Bølger
Tilvifter mig din Tale,
Fra Skibet strømmer den med Himmelkræfter.
Ad Bjergets Sider svale
Jeg op med Skaren følger,
Hvis Sind og Øre ved din Mund sig hæfter;
Min Tanke følger efter,
Mens du paa Lilien viser,
Som Gud saa herligt pryder,
At Sjæl og Sands det fryder —
Paa Fuglen, som du glæder og bespiser:
Ak, voxte jeg som Lilie,
Ak, fløj som Fugl jeg efter Herrens Villie!
Du freder om de Svage,
Du Fattige i Aanden,
Umyndige og Smaa med Ordet nærer.
Dem tager du ved Haanden,
Dem ømt vil opad drage
Og Bønnens Ord til Faderen dem lærer,
Men dem, hvis Aag besværer
Med indbildt Viisdoms Nykker,
Dem, som Guds Aand bedrøve
Og hyklet Retfærd øve,
Dem blotter du for alle Løgnens Smykker,
Dem, som det Lyset sømmer,
Med Lysets Myndighed din Tale dommer.
Nu vil de Lyset domme,
De mene det saa ilde,
Men Lyset sejrer klart som ingensinde.
Du Lys og Lysets Kilde!
Dit Lyses Reenheds-Strømme
Lad altid Vejen til mit Hjerte finde!
Du ved din Aand mig minde
Om, hvad din Røst har talet,
Til heelt jeg har mig bøjet
Og efter dig mig føjet,
Til al min Synd er dømt, min Sorg husvalet,
Til, hvor jeg end mon vanke,
Dig om din Lærdom spørger hver min Tanke!