I denne Nat skulle I Alle forarges paa mig; thi der er skrevet: Jeg skal slaae Hyrden, og Hjordens Faar skulle adspredes: men efterat jeg er opstanden, vil jeg gaae forud for Eder til Galilæa.
Tak, Jesu! for dit Fodspors Straaler klare,
Som lyse henad Lidelsernes Gange
Med Guddomsglands, hvor end du Foden sætter.
Lad højt mig prise dem i rene Sange
Og dybt i Sjælens Londom dem bevare,
Mens Andagts Krandse ved din Fod jeg fletter!
Lad i mit Livs Idrætter
Dit Fodspor være Lyset paa min Vandring,
Og Syndens tætte Mørke gjennemfunkle
Og Sorgens Nætter dunkle
Og spores i en lysende Forandring!
Nu Skridt for Skridt lad hen fra Kedrons Bølge
Til Korsets Høj dets lyse Gang mig følge!
Med Sorgens Blik du gaaer blandt dine Kjære:
Du seer den lille Hjord, som snart skal spredes,
Forarget strax, naar Slaget Hyrden rammer;
Med Kjærlighedens Blik, som ej kan vredes,
Du maaler deres Dyd, som ej kan bære,
Og seer et Dyb af Modløshedens Jammer.
Du ej ved dem dig skammer,
Du gaaer at hente Kraften fra det Høje,
Som du vil dem, der kun er Støv, iklæde;
Saa faaer du af dem Glæde
Og kan ved deres Fremgang dig fornøje:
Du seer, de løbe bort fra dig i Sorgen,
Du henter dem igjen paa Glædens Morgen,
O, du kleinmodige Discipelskare!
Du dens og min sagtmodig-milde Leder!
Jert Billed fylder mig med Trøstens Tanker:
For Jesu Blik min Jammer sig udbreder,
Han maaler den med Naadens Øjne klare,
Naar bort fra ham mit deelte Hjerte vanker.
Den spredte Hjord han sanker
Og ej ved de Forvildede sig skammer,
Men maaler Sjælen kun med Øjne milde,
Til ned man synker stille
Og ved hans Fod forgaaer i Skammens Flammer,
Forgaaer med hver en Drøm om Kraft og Ære,
For Kraften fra det Høje at begjære.
De, som gik frem i Kraften fra det Høje,
Den rigtbenaadede Apostelskare,
Hvis Martyrmod saa højt sig turde svinge,
De, som staae fast som Sandhedsvidner klare,
For hvem vi vore Pander ydmygt bøje,
Hvem Verden har en evig Tak at bringe —
Dem seer jeg her saa ringe,
At Qvinder viste større Mod tilvisse.
Thi Qvinderne holdt ud hos ham i Nøden,
Stod fast hos ham i Døden
I Kjærlighed og Troskab fremfor disse —
O Trøst for mig, som kan min Svaghed mærke,
At I var svage først, som blev saa stærke!
O Jesu, styrk mig, som du styrked Hine,
Ej i saa stor og underfuld en Maade,
Dog med den Kraft, som Verden overvinder!
Og lad dit Billed i mit Hjerte raade,
Hvis jeg skal staae forladt som du af Dine,
At dit Exempel mig imøde skinner!
Thi Vreden ej mig blinder,
Men meer og meer hver syndig Blindhed viger,
Naar altid meer dit Billed i sin Blidhed,
Sin Fromheds Lilliehvidhed,
Sin Guddomshøjhed frem for Hjertet stiger:
Lad det saa stærkt i mine Øjne skinne,
At heelt for Verdens Glands de blive blinde!