1.
Knap synker Gotfreds Taarn i sine Luer,
Før flux det andet, han for hint vil bygge,
Ismeno ser i Aanden alt og truer.
Den gamle Skov med evig rædsom Skygge
Ej langt fra Lejren løfter sine Buer:
Der, selv paa Højden af sin Middagslykke,
Dagslyset sørger i de skumle Sale,
Som hvælves tyst, indslyngt af tause Dale.
2.
Men breder Natten sig, og Solen svinder,
Sig Mulmets Vinge sort som Helved sænker,
Den som med Dødens Tyngsel Øjet blinder,
Og holder Sjælen fast i Rædsels Lænker.
Skjønt Bunden Græs, og Løvet Skygge skjænker,
Ej Hyrde dèr med Faar og Kvæg man finder,
Dèr Vandrer sætter Foden kun, forvildet,
Han peger did med Fingren, rædselshildet.
3.
Men Hexe dèr til Fest og Bryllup flokkes;
Ved Billedet af et forønsket Gode,
Som Satan viser dem, de didhen lokkes.
Ej skar sig nogen, som i Egnen bo’de
En Gren af Skoven; dog ej Franker rokkes
Ved slige Sagn, hvoraf de intet tro’de:
Til Krigsmaskiner det fornødne Ved
Dem bydes dèr og intet andet Sted.
4.
Did vandrer næste Nat den skumle Mager;
Ved Midnatsmulmets dødlig stille Stund
Han skriver sine Tegn, sin Kreds han drager,
Han mumler Vers med helvedviet Mund,
Den Stav, som maner op fra Dybets Bund
Fortabte Aander, han i Hænde tager:
Besværgelsen han lod som Torden runge
Med Ord, der nævnes kun af gudløs Tunge.
5.
Den hele Aandehær han stævner brat,
Som flygted ræd for Erkeenglens Sværd
Og ej tør tage Krigens Gjerning fat.
De komme frygtsomt, som var end han nær,
De svæve langsomt, deres Flugt er mat;
Ismeno byder dem at bygge dèr
Hver i sit Træ, som Sjæl i Legem bor:
Sligt tør de, saadant gjaldt ej Englens Ord.
6.
Bort gaar den Mager, glad ved, hvad han magter,
Fortæller Kongen alt og mæler fro:
»Hin Voldsmand, som din Trone eftertragter,
Ej bygger Taarne fler med Hjul og Bro.
Men jeg, som Himlens Tegn og Varsler agter,
Har mer at melde; slaa dit Sind til Ro!
Jeg ser, at Mars med Solen sig forbinder
I Løvens Tegn at true Islams Fjender.
7.
En Hede faa vi, som de knap den kjende
I Nasamoners, Garamanters Egn;
Du bor blandt Kilder her i Skyggers Hegn,
Men Frankerne den skal til Aske brænde:
I aaben Mark — hvorhen skal de sig vende,
Hvor søge Skjul mod Solens Flammeregn?
Naar Marv og Saft og Kraft den ud har glødet,
Ægyptens Hær dem giver Naadestødet.«
8.
Men Gotfred skikked Mænd ved Morgenrøde
At hugge Ved med Øxen skarp og blank,
Dog før de fik den løftet, Hjærtet sank,
En Rædsel slog fra Skoven dem imøde;
Hver Stamme, de var udsendt at forøde,
Ved deres Bortgang knejste lige rank.
I sælsom Angst de naaed Frankers Telte;
Med Haan blev hørt, hvad de med Stammen meldte.
9.
Bygmestre var det mest og Haandværksmænd;
Nu gav til Dækning Gotfred dem en Skare
Af udvalgt Værd, at tage paa dem vare,
Og rejse op det sjunkne Mod igjen.
Da de sig nærmed Skoven — Frygt for Fare
Det var ej, men de naaed ej derhen:
Et vist unævneligt sig i dem rørte,
En Lyd, en rædsom, løndomsfuld de hørte.
10.
Som en Røst tusend Røster Øret rammer,
Som Bølgens Graad, der vildt blandt Klipper skummer,
Som Stormens Hyl og som Forlistes Jammer
Som Løven brøler, og som Bjørnen brummer,
Som Jordskjælvs Brag, som Lyn med Knitren flammer,
Den Slangens Hvæsen, Ulvens Tuden rummer.
Saa mange Lyd i en Lyd samlet tæt
Slaar over Hjærtet Tryllerædslens Net.
11.
De stod for Gotfred: »Did kan Ingen gaa,
Var end hans Mod saa fast som Diamant,
Nej, du maa lade disse Stammer staa;
Den Brusen, Brølen, Hvæsen, dèr vi fandt,
Ej nogen Dødelig tør høre paa,
Nej, Djævlen har sit Spil ad denne Kant.«
Da tren paa Stand Alkast for Drotten hen,
En Mand, som trodsed Død, foragted Mænd.
12.
Han ryster Hovedet med Hovmods Vælde
Og smiler: »Jeg er ej for Gjenfærd bange,
Som Enkeltmand jeg Træerne skal fælde,
Om ogsaa Skoven hvæser som en Slange.«
Af Gotfred fik han Orlov did at gange,
Og gik, og vel for Styrke maa det gjælde,
At frem han gaar til Tryllerøstens Sæde,
Og vil derind trods Varselslyden træde.
13.
Da staar om Skoven som en Mur af Luer,
De løfte sig i Taarne og i Tinder,
Og Skikkelser med Flammevaaben truer.
Da nu, hvad ej han venter, her han finder,
For første Gang han i sit Hjærte gruer,
Det stolte Mod, som skummed over, svinder,
Som Løven sen til Flugt, han Flugten tager,
Dog er det Flugt, og det hans Hjærte nager.
14.
Ej blev han strax det vár, at Frygt ham fældte,
Han mærked det, da han var langt fra Flammen;
Da han kom hjem igjen til Lejrens Telte,
Han lusker enlig af og føler Skammen.
Til Gotfred kaldt, han tøver, og med Stammen,
Da sent han kom, sin Høvding Sagen meldte,
Hvis slette Udfald denne dog alt vidste,
Da hin saa stille saa’s omkring at liste.
15.
I trende Dage prøved Hærens Bedste
Nu en for en, men hver med samme Lykke,
Den troldomsfulde Rædselsskov at gjæste.
Men han, som Grav lod for den Elskte bygge,
Fyrst Tankred, kom for Sværd ved Lænd at fæste,
Skjønt svag endnu, saa Hjælm og Panser trykke:
Han gaar nu rolig mod de skjulte Magter,
Ved Luen studser lidt, ej Larmen agter.
16.
Er Luen mon et Tryllespil, som blænder?
Han springer gjennem den, ej sporer Hede
Han gjennem Staalet, Ilden ej ham brænder;
Da flygter Synet, Vinterskyers Vrede
Et Uvejrsmulm med Hagl og Snefog sender;
Han undres, Vintren flyr, tungsindigt brede
Sig Skyggerne kun over Busk og Krat,
Som Skoven var sig selv kun overladt.
17.
Opmærksom lytter han med anspændt Øre,
At Skovens Løndom ham kan aabenbares,
Dog ingen Lyd af Livet er at høre,
Hans Øje spejder, spørger, ej der svares,
Kun sammenfiltret Vildnis, der skal klares,
For hvert et Trin, han agter frem at gjøre.
Da naâr han til en Slette, stor og vid,
Rund som en Skueplads paa Neros Tid.
18.
Den hvilte, tæt indslyngt af Skovens Hegn,
Selv var den fri for Træ’r, men midt derpaa
En rank Cypres sig løfted mod det Blaa.
Han gik derhen, ufattelige Tegn
Lig Billedskrift ved Nil i Barken staa,
Men derhos klart i Skrift fra Syrers Egn:
»Vær mild, du Helt, som gjæster Dødens Bo,
Und dem, der savne Livet, Dødens Ro!«
19.
Saa lyder Ordet; mens hvad det kan mene,
Han grunder paa, en Klage han fornemmer,
Som Vinden bærer hen fra Skovens Grene:
Al Sangens Vælde Lyden i sig gjemmer,
Suk var det, Hulken, Graad i Toner rene,
Det var, som smelted Sjæle hen i Stemmer,
Ved dem at høre, fyldes Sans og Hu
Unævneligt af Medynk, Smerte, Gru.
20.
Dog retter han tilsidst et vældigt Hug
Mod Kæmpetræet, ved hvis Fod han staar,
Da risler brat af Stammen stolt og smuk
En højrød Blodstrøm ud fra Barkens Saar;
Skjønt ham en Gysen tæt om Hjærtet gaar,
Han slaar med større Vælde: da et Suk
Fra Træets Marv, som op fra Gravens Skjød
Utydeligt, med Smertens Tone lød.
21.
Derpaa fornam han grant, at Røsten klaged:
»O Tankred! saare har du mig bedrøvet,
Ud af mit Legems Herberg du mig jaged,
Det leved med mig og min Vilje øved.
Paa Skjæbnens grumme Bud har Bo jeg taget
I Stammen her — den kaster du i Støvet!
Ud over Døden, Tankred! vil du hade,
Den evig Værgeløse vil du skade.
22.
Jeg var Klorinda. Ikke jeg alene
Tog Bolig i den haarde Stamme her;
Hvorhen dit Øje ser blandt Skovens Grene,
Er Sjæl af Mennesker i disse Træ’r;
Thi hver, som falder hist ved Murens Stene
Af Saraceners eller Frankers Hær,
I Skoven trylles fast: hvis Gren og Stamme
Du slaar, din Haand gjør Manddrab i det Samme!«
23.
Som naar en Syg, hvem Febersyner skræmme,
Vil flygte for dem, skjønt han ej dem tror,
Saa føler Tankred Kval om Hjærtet klemme,
Skjønt ej han tænker, hun i Træet bor,
Han viger brat for denne søde Stemme,
For dette Blod, for disse Smertens Ord,
Hun svæver for ham som en fængslet Aand,
Den Elskede, hvis Blod er paa hans Haand.
24.
Han isner, skjælver, i sin Sjæl forfærdet,
Han taaler Synet ej af dette Blod,
Han ryster paa sin Haand og taber Sværdet,
En Stormvind førte bort det for hans Fod,
Den stærke Helt, saa kjæk, i Farer hærdet,
Kun svag i Kjærlighed, besejret stod;
Han vandrer bort, paa Vejen Sværdet laa,
Men ej mod Skoven han tilbage saâ.
25.
Ej vil han spejde Skovens Løndom mer,
Han staar for Gotfred: »Alt var sandt til visse,
Ad Luer, Larm og Skikkelser jeg ler,
Men jeg har skuet større Ting end disse —
Af Hug i Skoven gjør jeg ingen fler,
Ej Gren jeg bryder, skjærer ingen Ridse,
Jeg kan det ikke, jeg er overvunden,
En Sjæl i hver en Stamme sidder bunden.
26.
Der drypper Blod, man hugger som i Kjød,
Der lyde Stemmer, jeg har hørt den Stemme,
Jeg altid hører, smeltende og blød,
Jeg saâ det Blod, som jeg kan aldrig glemme —
Nej, se det Blod igjen, som dengang flød,
Og høre dette Suk, mit Bryst maa gjemme,
Fornemme denne Smertens Graad igjen,
Nej, Herre! aldrig mer gaar jeg derhen.«
27.
Saa taler Tankred. Men i Gotfreds Hu
Bevæge mange Tanker sig med Vælde:
Skal selv han gaa mod denne Troldoms Gru?
(Thi visselig for Troldom sligt maa gjælde);
Skal andensteds han søge Stammer nu,
Vel mere fjærnt, dog lettere at fælde?
Men bort fra Tankestormen i hans Bryst
Ham kalder Petrus Eremita’s Røst:
28.
Lad dette fare! Ved du faar fra Skoven!
Ej fjærn er Dagen, som os Sejren skjænker,
Og nær er Stunden, da, naar usle Lænker
Er brudte, Helten stævner over Voven.«
Saa taler han, som tændt af Ild fra oven.
Men Solen hede Flammepile sænker
Fra Krebsens Tegn, og grumme Stjærner raade
I Luftens Riger, ej til Hærens Baade.
29.
Naar Solen stiger, den sit Aasyn hyller
I blodrød Damp, som varsler ondt for Dagen,
Og synkende den røde Pletter fylder,
Som for den næste Dag forkynde Plagen;
Trindt falmer Løvet, blegner Blomsters Mylder,
Trindt visner Græsset, og i Sørgelagen
Sig Jorden svøber, trindt dens Skorpe brister,
Mens Bølgen synker og sin Farve mister.
30.
En Ildovn synes Himlen, Intet kvæger
Det trætte Øje, aldrig blæser Vind
Med kjølig Friskhed, Flammepust bevæger
Kun Sandets Hvirvler vredt mod Bryst og Kind;
Selv Natten nægter Svalheds hulde Bæger,
Forfærdende sit Slør den væver ind
Med Ildhjul og Kometer, Duggens Draaber
Af Maanens Gunst forgjæves Jorden haaber.
31.
Forgjæves kalder man ad Søvnen sød,
Den banlyst flyr den lummerhede Nat,
For Tørstens Flamme ingen Lindring flød.
Judæas Drot — o Gjerning, Gud forhadt! —
Da Franker var i Vente, rædsom bød
At blande Gift i Jordens Livsens Skat,
Dens levende Krystal og Diamant,
At Død af hver en Kildes Væld oprandt.
32.
Den lille Siloah, som ren og klar
Sin Bølge havde budt den kristne Hær,
En lunken Væde over Jorden bar.
For meget for de Smægtendes Begjær
Ej Po, naar den i Maj sin Vælde har,
Ej Ganges var, den store Havbugt nær,
Ej Nilen, naar den Senge syv forsmaar
Og over al Ægyptens Haver gaar.
33.
Saâ Nogen Bølgesølv, i Skoves Krans
Taust hvilende som Spejlets blanke Flade,
Ad Klipper styrte vildt i Hvirveldans,
Gaa gjennem Engen mildt blandt Blomsterblade —
For Øjet spiller ham den friske Glans,
I Kjøligheden maa ham Tanken bade,
Og mens det svale Billed han sig maler,
Han øger i sit Indre Tørstens Kvaler.
34.
Se Krigerne af Vestens stolte Hær!
De stærke Lemmer, som i fjendtligt Land
Bar Staalets Vægt og trodsed Fjendens Sværd —
Ej mer at bære nu sig selv i Stand,
Opløste, som forbrændte, henstrakt dèr:
Skjult gaar dem gjennem Aarerne en Brand,
Som lever af og tærer deres Kraft,
Hensmelter dem, udtørrer deres Saft.
35.
Se Stridens Ganger, af sin Ild forladt!
Med Ulyst den det kjære Foder vrager,
Den før saa stolte Nakke bøjes mat,
Usikre Skridt med kraftløs Fod den tager,
Ej Ærens ædle Kald den til sig drager,
Den tabte sine Hædersminders Skat,
De rige Prydelser, det stolte Bytte
Den hader som en Byrde uden Nytte.
36.
Den kloge Hund, saa vagtsom og saa tro,
Sin Omsorg for den elskte Herre glemmer,
Sin vante Vaagen over Hjemmets Bo:
Mens Branden inden i sig den fornemmer,
Den ligger henstrakt, mat, men uden Ro,
Og snapper efter Luften; denne gjemmer
Dog ingen Lindring i sin kvalme Aande,
Blytung og luehed for Kvalens Vaande.
37.
Saa smægter Jorden, saa de Dødelige
Forsmægte trindt om, men i Kristi Hær
Fortvivlet spørges: »Naar vil Gotfred vige?
Tror han til Sejr at føre denne Færd?
Vil han mod Himlens Vrede længer krige,
Mens klare Jertegn Vidne om den bær?
Dog, naar han selv blot svinger Herskerstaven,
For ham kan hele Lejren gaa i Graven.
38.
Glad sidder han tilbords med nogle Faa
Og Kretas Vin med Vand fra Jordan blander,
Mens os ved udbrændt Bæk han lader gaa!«
Den græske Skare under Nattens Banner
Sig Orlov tog, men da det Dagen saâ,
Man trindt i Hæren Flugtens Planer danner,
Mest de, som var med Ademar, Klotar,
Thi disses Død fra Eden løst dem har.
39.
Alt Gotfred mærker, ser og hører nøje.
Skjønt Strængheds Midler i hans Haand er lagt,
Det er hans Sjæl imod at bruge Magt.
Da hæver han mod Frelsens Drot sit Øje;
Til Aandens Sværd han griber i sin Møje,
Og Troens Skjold han løfter uforsagt:
Med Bønnens Kraft han folder sine Hænder,
Og højt mod Gud sit Hjærtes Nødraab vender.
40.
»Vor Gud og Fader hør og bønhør du!
Du lod i Ørken fordum regne Brød
Som Mannadug, du kom dit Folk ihu,
Saa Vandets Straale frisk fra Klippen brød
For Mose Haand: tænk da paa dine nu!
Kom os ihu med Hjælp i denne Nød,
Med Naade dæk, hvad fattes os i Værd!
Vi er dog dine, kaldes dog din Hær.«
41.
Som Fuglen snar mod Himlens Hvælv sig svinger,
Mod Tronen i det Høje snelt sig hæver
Den ydmyg fromme Bøn paa Troens Vinger.
Og Gud har bønhørt, Alnaturen bæver,
Det sortner, Lynet glimter — frydfuldt klinger
I klare Toner Jublers Raab, og hæver
Fra Folkets Bryst sig op mod Tordnens Bulder,
Mens, bedre Tider varslende, den ruller,
42.
Tæt samles Skyer paa det vide Hvælv,
Jordskyer ej, men, fyldt med Regnens Skat,
I hastigt Følge sendt fra Himlen selv;
I Skyggers Favn de knuge Dagen brat.
De svøbe den i uformodet Nat,
Ned strømmer Vandet som en Livsens Elv,
Vidt lader Himlen op for sine Sluser,
Højt stiger Floden og af Glæde bruser.
43.
Ret som ved Sommertid, naar Himlen sender
Forønsket Regn, man ser i snaksom Rad,
Mens Kjæret fyldes frisk, en Flok af Ænder,
Med hæse Røster hilsende den glad:
De Vingen mod den kjøle Væde vender,
Og plasker henrykt i det svale Bad,
Hver søger helst mod Dybden ud og dukker,
Og i den fulde Bølge Tørsten slukker —
44.
Saa Luften sig ved Disses Raab bevæger,
Mens Himlens højre Haand et Bad bereder,
Som, gavmildt udøst, Alles Hjærter kvæger:
Man Haar og Kappe ud for Vinden breder,
Af Hjælmen drikker En, og En af Bæger;
Mens Hin den hule Haand til Munden leder,
Sig Nogle overøse Bryst og Pande,
I Kar opsamle Andre Himlens Vande.
45.
Og ej blot Mennesker — den syge Jord,
Opbrudt i Revner, hvori Tørken brænder,
Indsuger Vædsken, hvori Lindring bor;
Den heles brat, og Lægedommen kjender,
Den Livets Saft til alle Aarer sender,
Og sætter Græs og Urter trindt i Flor,
Den Syge lig, hvem Sundheds Drik forynger
Og Livets Kranse hen om Panden slynger.
46.
Omsider standser Regnen, Solen skinner
Med dæmpet Ild, der Hjærterne gjør glade,
Som man mod Slutning af April den finder
Og først i Maj, udøst blandt Skovens Blade.
O Tro paa Gud, som Verden overvinder!
Ej alle Luftens Magter den kan skade,
Ej onde Stjærner over den kan raade,
Som tror paa Gud og stoler paa hans Naade.