Du elskelige Due,
sig mig, hvorfra du kommer.
Du iler gennem Luften,
din lette Vinge dufter
af Virak. Sig, hvor kommer
du fra, hvad er dit Ærind?
„Anakreon har sendt mig
med Budskab til den elskte,
hvis blide Magt behersker
hans Sind og Sjæl og Tanke.
Kypris har solgt mig til ham
en lille Sang var Prisen.
og derfor, Vandrer, er det
Anakreon, jeg tjener,
og, som du ser, jeg bærer
hans Brev til Vingen bundet.
Han siger, han vil skænke
mig atter straks min Frihed.
Men selv om han mig slipper
bliver jeg ydmyg hos ham.
Hvorfor dog skulde jeg flyve
hen over Mark og Høje,
hvile paa Træets Kviste,
nære af Skovens Bær mig?
Nu spiser jeg det hvide
Brød, som med Haanden kærlig
Anakreon mig rækker.
Han giver mig at drikke
Vin af sit eget Bæger.
Og siden hopper let jeg
paa Skuldren op og klapper
hans Kind med mine Vinger.
Om Natten jeg mig reder
et Leje i hans Lyra.
Nu véd du alt. Far vel nu.
Du har jo, Vandrer, gjort mig
saa snaksom som en Skade.”