Det var Midnatstid, og Bjørnen
bøjede sig allerede
mod Bootes’ Haand paa Himlen.
Af den dybe Søvn betvungne
hviled alle Jordens Slægter.
Da kom Eros til min Dør og
bankede med Hamren paa den.
„Hvem er du,” jeg raabte harmfuld,
„der saa plump min Søvn forstyrrer?”
Og han svared: „Vær ej bange,
luk mig op! Jeg lille Pog, jeg
er hel gennemblødt af Regnen;
jeg er faren vild i Mørket.”
Ved hans Ord blev jeg bevæget,
tændte straks min slukte Lampe,
lukked Døren op og saa’ en
Dreng, en lille én med Vinger —
Bue bar han og et Kogger.
Hen til Arnen jeg ham førte,
mellem mine Hænder varmed
jeg hans lille Haand og vred saa
Vandet af hans gyldne Lokker.
Snart var han igen ved Kræfter,
raabte højt: „Men, aa, min Bue
maa jeg prøve. Stærkt jeg frygter
for, dens Streng er slap af Regnen,” —
spændte Buen, skød og traf mig
midt i Hjærtet. Braaden smerted.
Men da hopped han og jubled:
„Nej, hvor herligt, Ven, min Bue
har jo ej lidt Spor af Skade —
det vil nok dit Hjærte føle.”