Skuren er over; nu løsner sig duften
ud fra de dynkede linde let;
kveldregnens nølende nerver i luften
gresner og glimter — og stanser i ét.
Skyerne flyder forsont i naturen;
lygter er tændt, og det eneste tegn,
sensommerkvelden beholder av skuren
er en aroma av falden regn!
Høit over poppelens løvbjerg kiker
maanen med gylden geografi;
arm-arm vugger der kortbente piger
tvers over singelen min forbi.
Hoi, hvor der nappes og negtes og kræves! —
halvvoksne jentunger jages afsted;
et aldrende pigebarn slaar forgjæves
sit røde og slidte øie ned!
Den lunkne og blaanende sensommerkvelden
eier en eggende magisk glans —
inde paa Tivoli snur karusellen
sin farvede, knirkende lygtekrans
alle lokalers døre staar oppe,
trikkerne klinger med rødt og grønt —
høit over sommerens skjælvende toppe
svømmer en himmel vellystig skjønt!
Inde paa bænkerne, skygget av løvet,
krystes smaapiger med kvinkende skrig —
andre, som lygternes lys har bestøvet,
sidder og stagger sig, bleke som lig —
smægter i liglin, mens blaat fra det høie
fosser der ild fra en ampels skjær —
perlemorsglansen i hviden av øiet
gir dem et skimrende, stilt begjær!
Just, som jeg driver og drikker av duften,
kommer et møde saa pinligt paatvers:
Fire skridt borte, som falden fra luften,
ser jeg en særling, hvis vandel er vers.
Tæt under pælen, hvor gaslys-striben
strømmer mod gruset, nøler han træt —
krafser i lommen og stopper i piben
uldtraad, tobak og en sporvognsbillet!
Medens han tænder og suger og nyder,
klænger a’ Nanni i digterens favn,
én fra de smaa filosofiske gyder
nede ved kaiernes skidne havn.
Øinene egger — men der blir en skuffet —
slig er de blit av forblommet drik —
ligevel ved jeg, jeg sjelden har truffet
magen til literatur i et blik!
Nu har han set mine træk mellem trærne,
frir sig og spærrer min vei med et hop,
bøier sit lurvede hode mod knærne,
hvorpaa han sjeker og retter sig op:
«Dyret i afgrunden hilser serafen —
alskens ydmygelig ære og tak —!
Tænk, at en helt fra Elysions høie
værdiges gjæste vor enkle kloak!
Hører man nogentid dyret brøle
nede fra nætternes iskolde schakt?
Magter dets pote at skvætte lidt søle
opover himlens ætheriske pragt?»
Truende klinger den sammen med natten
digterens hule, forkullede røst —
bag ham i lyset staar fylgjen, og hatten
straaler i broget og blodig høst.
Smilende gaar jeg, men da er han efter —
stemmen blir kold og satanisk tynd:
«Undskyld, om søppelens sanger hefter
herren paa studiereise i synd!
Saa — det blev aflægs med soldrøm-funken?
Pøbel-plæsiren fandt tonen for tam?
Nu skal man være en haarsbred sunken
ned i fordærvelsens dyriske slam?»
Enden blir dog, at han slutter sig til mig,
medens en anden faar Nanni paa laan;
underlig nok — det er noget, han vil mig
bagom den tomme, hysteriske haan —?
Over en time vi driver og slænger;
først, da jeg endelig foregir træt,
er det, hans skjærende stemme krænger
over i blødende sorg med ét:
«Her i alléen har vandret en kvinde,
ædel, i unge gevandters storm,
fri som en tanke, umulig at binde,
selv i det ømmeste favntags form!
Vel — hun gik under i evighedsbruset —
hvor er hun nu i den store natur —?
Stundom jeg søger forpint i gruset
efter det elskede trins kontur!
Kjære, det nytter vel ikke, jeg skjuler:
Dyret, som aander i nætterne bedst,
lever av stjernernes blanke smuler,
slig som de drysser fra solens fest!
Dog — jeg er lænket — mit sind forliser
midt under stjernerne — hér er min høst:
visnede efter-aars-paradiser
og aldrig, aldrig en sol i øst!
Men kunde jeg række en gud med en messe,
bad jeg ham kvæle den iskolde glo,
som garver i blodet av gold interesse
for alle, hvis bryst blev delt i to! — —
Men lygterne trætner i nattekulden —
giv mig lidt renslig tobak, min bro!
Natsort Virginia, dét er mulden,
hvoraf mit foraars drømme gror!»