Hvo er du, som i Livets Vaar
Til Barnets Sjel fortroligt smiler?
Tryg til din Lokkehaand det iler,
Seer tifold Held i flere Aar.
Varmt higende fra Rosenveje,
Som, gangne, møde aldrig meer,
Det blikker Fremtid, troer at eje
En Fryd i hin, det sjelden seer.
Hvo er du, som med Trylleri
Henvinker os i Livets Sommer,
Tilspaaer et Held, som, om det kommer,
Er blandet, ak! og snart forbi?
Mens nyskabt Ønske Hjertet hæver
Flyer Sommerdagen iilsom hen,
Og hvo sin Ungdoms Fryd gjenkræver,
Fik Mindet kun og Savn igjen.
Hvo er du, som i Livets Høst,
Naar Graaden tørres i vort Øje,
Og Alders Sorger os nedbøje,
Opløfter os til himmelsk Trøst;
Som i vort Løvfald bød os finde
Forventning om uafbrudt Vaar?
O Haab! vor Alders Trøsterinde,
Din Bistand over Graven naaer.
Skjønt tit du skuffer smertelig,
Og Drømmegavn for Sandhed giver,
Skjønt ofte den et Støvgran bliver,
Du ahnede fornem og riig;
Saa dog — det er saa sødt, at drømme
I mørke Nat den klare Dag —
Byd falske Glædes-Varsler strømme
Dybt i min Barm, naar den er svag!
Med Moderhuld ledsag mig du
Igiennem skumle Vanhelds Dage!
Min bange Sjel du kjærlig drage
Bort fra hvert ængstesvangert Nu!
Og skal i sidste Stund jeg bæve
Ved Mindet om hver slet henbragt:
O Haab! min Tanke blide du hæve
Til Naadens Gud og Godheds Magt!
M. S. Buchholm.