Du har ei følt, hvor sveget Venskab saarer,
Hvor tungt det er, at have fordums Ven.
Rahbek.
Milde Guddom! til din Throne
Hævedes Suk og bønlig Arm;
Dig blev givet at forsone
Kummers Træl med al hans Harm.
Tidlig blev mit spæde Hierte
Ofret ved dit Alterfod.
Kun dit Smil — og midt i Smerte
Sang jeg Verden huld og god.
End din Guddom jeg tilbeder;
Stor din Almagts Gave er,
Naar du lyse Straaler spreder
Over mørke Sorger-Hær.
Men, Gudinde! paa vor Klode
Misbrugt blev dit dyre Navn;
Tit den, dig at favne tro’de,
Kun din Skygge tog i Favn.
Grumme Konst, som bød at skiule
Hiertets Kuld med borget Ild!
Krøb du lumsk fra Mørkheds Hule
For at boe paa Læbers Smil?
For, lig Glædens Drøm, at blinde
Med et skaffet Gøglespil,
Og, som den forræderske Qvinde,
Naar dens Fryd vi nyde vil.
O, blandt Jordens megen Kummer
Hiertets Graad for den og flød,
Naar af Venneglædens Slummer
Skuffet Haab os vaagne bød.
Heller lad mig evig savne
(Tung min Bøn, Gudinde! er)
Venskabs Lyst, end Vennenavne,
Endog skuffet, have kier.
Heller Falskhed mig bedaare
Evig med et sødt Bedrag —
Lad mig troe hvert Smil, hver Taare,
Blændet til min sidste Dag!