Til min Moder
efter en Sygdom
efter en Sygdom
Meer kiert for mig var Glædens Bud,
End Solens Smil i mørke Dage:
At, Moder, Du! af Livets Gud,
Fik tabte Helbred ny tilbage.
Ham være nu min Lovsang bragt;
Som Lys i Lægens Siel antændte;
Som, da du var i Smerter lagt,
Den Kyndige til Redning sendte.
Hvor qvalt’ af Kummer skulde vi
Din Børneflok, Dit Tab begrædet!
Giort Klager til vor Harmonie,
Og døv’ for hvad os havde glædet,
Kun mindet Dig paa hvert et Sted,
Vi hos Dig var’ i Barndoms Dage,
Din Vandel, og den Flid, hvormed
Du bød os Dydens Vei at drage.
Vi skulde da kun havt den Trøst,
At ogsaa vi var’ dødelige;
At bedre Tiders glemte Lyst
Forened’ os i Glædens Rige.
Du lever op — og Vaarens Huld
Skal, elskte Moder! Dig oplive;
Den skiønne Sommer velmagtsfuld
Ny Kraft til matte Sener give.
Og jeg skal atter skue Dig!
Endnu Dit moderlige Øie
Skal smile ømhedsfuldt til mig;
Og glad jeg prise skal den Høie,
Der styrkede og gav Dig Mod
Paa Sygdoms pinefulde Leie;
Der letted’ mild Din trætte Fod
Igiennem Livets tunge Veie.