Under Bøgens tætte Skygge,
Bedste Pige! vandrer Du,
Himlens Engle venlig bygge
Glæder om Dit Fodtrin nu;
Og Dit fromme ædle Hierte
Kummers Suk endnu ei lærte;
Bedste Pige! glad er Du!
Endnu, i Dit Lives Morgen,
Strømme Glæder til Din Barm;
Godhed er ei Støvet Borgen
For at undgaae Livets Harm.
O! paa denne Jordeklode
Sukker tit den Eiegode
Med en kummerfyldet Barm.
Klare Straaler Morg’nen sendte
Ofte for en skummel Dag;
Maaskee Tordenskyer vente,
Fyldt’ med bittre Hiertenag,
Bedste! paa Din Middagsalder?
Fælle nu den Fryd Dig kalder,
Skiele paa Din Morgendag.
Maaskee — ak vi kan kun giette
(Skiebnens Bog er lukt for os)
Glæden Dig skal Krandse flette,
Længe byde Sorger Trods;
Men, hvor kort er Livets Sommer!
Liig Naturens svinder, kommer,
Og en Vinter rammer os.
Og, som Krigeren at være,
Da bereed til ventet Strid,
Nytte Freden til at lære
Forsvarskunst i Krigens Tid;
Det er Klogskab — tør jeg sige —
Saarer jeg Dig — bedste Pige?
Livet er en evig Strid.
Evig Kamp og sielden Seier
Blev den Lod, os Skiebnen skrev.
Han, som vore Skiebner veier,
Eene veed, hvorfor det blev.
Og i hine bedre Egne
Skal vi tolke allevegne,
Hvad den her saa dunkelt skrev.
Hvi omsonst vi skulde stride
Mod vor Hiertes Overmagt?
Hvi den Fromme skulde lide
Under tunge Sorger lagt?
Hvi den Onde skulde leve,
Mens ham Lasterne henreve,
Eie Glæde, Held og Magt?
Du, o Du! som kort har trædet
Banen hen med lette Fied,
Og den elskte Moder glædet
Ved en from Uskyldighed;
O! Du Livets Glæder nyde,
Fremtids Dage mildt henflyde,
Lette blive Dine Fied!
Vel den Mand, som ved Din Side —
O den, Bedste! blive Din! —
Skal sin Dag see mildt henglide,
Slumre kierlig Natten ind.
Bedste Pige! Du skal være
Mandens Trøst, hans Haab, hans Ære,
O den Bedste blive Din! —