Jeg elskte meest det kiere Land,
Der var jeg fød, og der opdragen;
Der sad jeg tryg ved græsriig Strand,
Og hørte stolte Bølgers Bragen,
Og tænkte: gid paa denne Øe
Jeg leve maae, og boe, og døe;
Jeg paa de grønne Enge gik
Imellem Agres gule Grøde;
Jeg Uld af Faareflokken fik,
Af muntre Qvæg oprigtig Fløde,
Naturen var min Øiens Lyst,
Og Sorgen fremmed for mit Bryst.
Jeg stod saa glad med Solen op,
Naar Sommerdagens Morgenrøde
Forgyldte fierne Klippers Top,
Og Straaler sig paa Bølger brøde;
Og klar og blank, som Himlen blaa,
Saa var min unge Siels Attraa.
Jeg kom til Byens qvalme Borg,
Til Moders og til Daarskabs Sæde,
Hvor Glæden var forgyldet Sorg,
Hvor Armod gik i Herreklæde,
Hvor Vellyst Sygdoms Moder var,
Og Lasten Dyders Maske bar.
Da sagde jeg: o kiere Land!
Jeg seer ei dine hulde Skygger,
Ei Skov, ei Mark, ei Qvæg, ei Vand,
Og ei, hvor Fuglen Rede bygger;
Hvad er Palladser, Torv, og Muur
Mod Hytten og den frie Natur?
Men Damon kom, en Dalens Søn,
Anholdte om min Haand og Hierte,
Jeg elskede — fandt Byen skiøn,
Og Landet at forglemme lærte.
Hvad blev nu Eng, og Qvæg, og Lam,
Imod at see og elske ham?
Bedrøvet Byen jeg forlod,
Thi Damon jeg forlod tillige;
Jeg saae den Eng, hvor grøn den stod,
Jeg saae Naturens muntre Rige,
Jeg sagde, det en Ørken er!
Thi jeg seer ingen Damon her.
Nu førte Kierlighed ham hen
Til Øen til sin kiere Pige;
Strax randt mig Solen blid igien,
Min Øe blev dobbelt skiøn tillige;
Og i hans muntre Favnetag
Jeg smagte Livets bedste Dag.
Thi hører, Piger! denne Sang,
Og lærer intet Sted at vrage;
Os falder Tiden aldrig lang
Ved Siden af en elsket Mage;
Paa Bye og Land, paa Dal og Field
Udbreder Elskov Fryd og Held.
J. Nordal Bruun.
