Du skulde komme herhjem til mig,
jeg har saa meget at hviske dig,
— saa meget sødt og rart.
— Du skulde komme en Aftenstund
og lægge dit Øre imod min Mund
— jeg skulde hviske din Sjæl til Ro
og hviske al Sorg i Blund.
Du skulde komme herhjem til mig,
jeg har saa meget at give dig,
— saa meget sødt og rart.
Du skulde kysse min hvide Arm,
jeg skulde blotte min bløde Barm,
— jeg skulde give min røde Mund
saa blussende, luevarm.
Du skulde komme herhjem til mig,
jeg har saa meget at sige dig,
— saa meget sødt og sandt.
— At altid jeg hvisker dit kære Navn,
at altid jeg længes imod din Favn,
at du er den eneste, jeg har kær;
jeg græder mig syg af Savn.
Du skulde komme herhjem til mig,
jeg har saa meget at hviske dig
— saa meget sødt og rart.
Du skulde komme — men kommer ej,
— du skulde lytte — og hører ej.
Men hver min Længsel — og hvert mit Savn
de vandrer dog tro til dig.