„Hvor er alle de Blomster smaa?“ —
Tys! de slumre i Jordens Skjød.
Sneen dækker dem, hvid og blød;
Stille! dem Ingen vække maa!
Sove lad dem en stakket Tid,
Da kommer Foraar med Solskin blid;
Nærmer sig sagte den Vintereng,
Tager det hvide Tæppe fra Seng.
Blaa da hvælver sig Himlen skjøn,
Jorden klæder sig lysegrøn.
Og da kommer den kjære Gud,
Mægtigt lyder hans Faderbud:
„Vaagner, alle Smaablomster! op;
„Solen skinner paa Bjergets Top.
„Solen skinner paa Busk og Tjørn;
„Vaagner, alle I kjære Børn!“ —
Se! da spire de Blomster maa,
Aabne de smilende Øjne blaa.