Birgitte Boye (1742–1824)

Gud reiser sig — hans Fiender maa adspredes,

Og alle de, som hade ham, maa flye,

Som Røgen let af Vindene adspredes,

Og taber sig i den uldhvide Skye,

Saa skal de alle slettes ud;

Thi du forfølger dem, du Jacobs sterke Gud!

        Som Voxet maa for sterke Luer smelte,

Saa svinde de ved Herrens Øiekast,

Der træde frem, som Ondskabs mørke Helte —

Men Israel! din Grund er klippe-fast;

Høit lyder dit: Halleluja!

Du holder Høitid for den store Jehova —

        Lovsyng vor Gud! thi ham tilhører Styrken,

Bered hans Vei og giør hans Bane viid,

Hans, som staaer op og drager giennem Ørken,

Og kommer, o! hvor majestætisk, hid,

Hans store Navn er Jehova,

Hans Navn er Trøst og Fryd, saa fryder eder da!

        De Faderløses Fader, Enkers Dommer,

En eene Gud i Helligdommene,

Som Abrahams Velsignelse hukommer,

Og gav ham Børn, og løser Fangerne,

Og fører dem til Canaan;

Men lader Voldsmand boe i skarpt og nøgent Land.

        O Jehova! da du dit Folk udførte,

Og satte først i Ørken dine Fied,

Sig Jorden da paa sine Piller rørte,

Og Himlen flød og Skyen drypped’ ned,

Og Sinai skialv frygtelig

For Gud — ja Israels høiloved’ Gud — for dig.

        Ved Sommer-Regn du da opløste Tørken

I Biergets Egn, dig helliget især,

Og Fedmen flød, og giennemstrømmed Ørken,

Saa dine Dyr de kunde trives der,

Din Godhed vederqvægede

Det længe Opholdssted for de elendige.

        Da gik de frem, og frem til stolte Fiender;

Men Jehova dem sendte Seiers-Bud;

„Held Israel!“ (sang Kampens Sangerinder)

„Sig Kongerne til Striden rusted’ ud,“

„Men flygte bort med modløs Hær,“

„Og Kampens Bytte alt et Rov for Qvinder er!“

        Men Israel! du maa dig ei nedlægge

Til doven Roe og opslaae Hyrde-Leir

I græsblød Eng ved Hiordens Lædske-Bække,

Og finde nok i allerførste Seir;

Ei nok i sølvhvid Due-Hær,

Som kiælen tumler sig i guldrød Aftenskier.

        Da Zion først blev Judæ Kongers Sæde,

Og Herren dem indsatte paa sit Bierg,

Da tindred’ det af høi og fest’lig Glæde,

Og Basans Bierg, det prægtig Basans Bierg,

Som gnistrer af en evig Snee,

Saae ned — paa Zion ned — men med Misundelse.

        I Bierge, som paa Zions blide Grændser

Krumbeied’ staae og bære Skyerne,

Og alle af en evig Vinter glindser,

Og Herrens Bierg ved eders Fødder see,

Hvi skiele I misundelig? —

Gud intet andet Bierg til Boelig vælger sig.

        (Thi al vor Jord, jeg seer den Time komme,

Skal dyrke Gud i Himlers Helligste) —

Gud stiger op til hine Helligdomme,

Til Englenes talløse Tusinde;

Imellem dem er Herren, som

Nedsteeg til Sinai, og til sit Tempel kom.

        Ja du, du er opfaren i det Høie,

Og du har ført i Seier Fangerne,

Og Helt! for dit guddommelige Øie

Skal Mennesker, end de Gienstridige,

Som Skienk og Gaver føres frem;

Og Jehova skal boe og dyrkes mellem dem.

        Fra Dag til Dag vor Gud tilbedet være!

Paalægges os en Byrde tung og svær,

Saa hielper han, ved ham vi kan den bære;

Thi vores Gud en Gud for Hielpen er;

Den Herre, Herre, seer vor Nød,

Og veed Udgange fra en øiensynlig Død.

        Men tungt hans Haand paa deres Isse falder,

Som hade ham, og gaae i Synden frem,

Jeg, siger han, fra Basans Bierg dem kalder,

Og Havet skal for mig ei skiule dem —

Vadsk du¹ i deres Blod din Fod! —

Ja, Gud! lad Hundene opslikke Fienders Blod!

        Din Fest er nu, o Gud, min Gud og Konge!

Dit Indtog i din Helligdom vi see;

Alt Sangerne gaae foran dig, og siunge

Og slutte Chor med Cithar-Spillere,

Og Festens Sangerinder gaae

For dig i Høitids-Dragt, og deres Trommer slaae.²

        Syng Chor mod Chor, tilbeder ham, den Største!

Som gav sit Folk et sikkert Opholdssted! —

Benjamin yngst, men dog sit Folkes Fyrste,

Og Fyrsterne af Juda, Purpur klæd,

Af Sebulon, og Naphtali,

De gaae om Pagtens Ark — og Folket stemmer i:

        Din Varetægt, som har din Huld fortolket,

Beskytte os! den Huld du har bered

Fra Templet for Jerusalem og Folket,

Den lyse, og befæstet være ved;

Forfærded’ maa da Kongerne

Ved Gaver ære dig, du eene Vældige.

        Ægypti Land, den trædske Crocodile,

Som boer blandt Rør — straf den, og Tyrene,

Som barske sig fra kaade Kalve skille,³

Og straf du og den Overmodige,

Som paa Sølv-Thronen hæver sig;

Slaae og adspred de Folk, som elske Vold og Krig!

        Og Chaschmanæer⁴ skal fra Ægypten komme,

Og ilende skal Ethiopien

Kun søge dig, de skal blandt dine Fromme

Kun vende sig med Bøn til Himmelen —

I Kongeriger! priser da

Den eene sande Gud, ophøier Jehova!

        Tilbeder ham, som over Himle farer,

(Hans Vaaning, før han vikled’ Tiden ud)

Han tordner — hør! (tre Gange Bierget svarer!)

Tilbeder den unævnelige Gud!

Seer over Israel hans Magt;

Og seer i Skyerne hans Majestæt og Pragt.

        Ja! frygtelig og herlig du fremtræder,

Du Lysets Helt! fra Helligdommene;

Og Israel! — den Gud, som du tilbeder

Han giver dig Kraft og Velsignelse; —

Stor er vor Gud! Halleluja!

Tilbedelse og Tak tilhøre Jehova!