Birgitte Boye (1742–1824)

Stolt prunker Ondskabs Børn: lad det dig ei forlede,

Fortrængte Dydens Søn! til Had og syndig Vrede,

Misund ved Mangler ei de Uretfærdige;

Men deres Herlighed ved Viisdoms Lys besee!

Den varer ikkun kort; alt svæver Leen hvæsset,

Og Glæden meies af, som man afmeier Græsset,

Den skiøn, som Sommergrønt ved Foraars Smiil, opgroer,

Men kun til tidlig Høst — den visner i sin Flor —

Men haab paa Jehova, giør Ret og aldrig andet,

Saa skal du boe med Roe og varig Held i Landet;

Fornøi dig i din Gud, og beed med reen Attraae,

Saa veed du ikkun af at bede og at faae —

Læg Livets Byrder ned for ham, som styrker trætte,

Fortroe dig ham; thi han vil alt for dig udrette,

Han din Uskyldighed, som Lyset, viser ud,

Din Ret skal straale, som en Middag, ved din Gud.

Stiltiende du maae Guds Førelse betragte,

Og haabe trygt paa ham, og ei med Vrede agte

Paa deres Kaar, som det gaaer stedse lykkeligt,

Skiønt de bedrage, ja foragte Dyd og Pligt —

Nei! dæmp din Vredes Ild! afkøl en nidkiær Brynde,

At du dig ikke mod Guds Forsyn skal forsynde;

En Ond udryddes snart; men de, som sig fortroe

Til Jehova, de skal med Fryd i Landet boe —

Snart ender Tiden den Ugudeliges Gode,

Om føie Tid man seer det Sted, hvor han opgroede

Grøn, som et Palmetræ; men seer da intet Spor

Af ham, som nylig stod i en saa herlig Flor.

Men de Retsindige, de fromme Undertrykte,

Som søge Jehova, og ham alene frygte,

De skal besidde det forjætted’ Land, og der

Fornøie sig i Gud ved hans Velgierninger —

Tit Uretfærdige med Vælde efterjage

Uskyldige, og dem fra alle Sider plage;

Og naar de ei kan faae al deres Ondskab frem,

De da i Bitterhed skiær Tænder imod dem —

Den Eftersatte vel for deres Ondskab gruer;

Men deres Raserie Gud leende beskuer;

Thi Døden iler alt paa Tidens Vinger frem,

Og fuld Gjengjeldelse med Døden møder dem —

Naar Uretfærdige tør Morder-Sværd uddrage,

Og rasende med de opspændte Buer jage

En Undertrykt, en Arm, og de Retsindige,

For at nedlægge dem grumt som Slagtoffere.

Da Sværdet pludselig i deres onde Hænder

Sig ved usynlig Magt mod egne Hierter vender;

Ja! de skal see derpaa med en forfærdet Aand,

At Buen brister høit i deres stærke Haand.

Om Herrens Tienere kun liden Velstand haver,

Er den dog bedre end de store Lykkens Gaver,

Som Uretfærdige har samlet sig — hvorved?

Maaskee ved List, ved Vold, og ved de Armes Sveed —

En Uretfærdig kan dog ei sig selv betrygge

I sine gode Kaar, ja tit beundred’ Lykke;

Gud bryder selv den Arm, som han forlod sig paa;

Men de Retfærdige skal understøtted’ staae —

Dem kiender Herren, og han talte deres Dage,

Og saae de beste var endnu for dem tilbage,

Ja under Lidelser, at Glæde, Ære, Held

Dog vist tilfalder dem som deres Arvedeel —

Endog i Nødens Tid, naar Landeplager ramme,

Skal de dog ikke staae ved deres Haab til Skamme;

Er end det ganske Land udsat for Hungers Nød,

Guds elskelige Børn skal dog ei mangle Brød.

Men Herrens Fiender skal da pludselig omkomme,

De skal fortæres ved hans svare Straffedomme

Liig en fortørret Marks antændte visne Straae,

Der med en grusom Pragt i Røg og Damp opgaae¹

De Onde borge, og kan ei betale Laanet;

Men de Retfærdige ei blive saa forhaaned’;

De skal betale hver, og dele med en Ven,

Og give Almister, og have nok igjen.

Thi Guds Velsignede skal trygt besidde Landet;

Men vee det Folk, som er af Jehova forbandet,

De frække Syndere; thi disse ryddes ud

Ved Straffedomme af en stærk og nidkiær Gud.

Naar Gud med Velbehag anseer en Mands Idrætter,

Saa giver han ham Held til alt, hvad han forretter,

Og glider end hans Fod, han falder ei til Skam,

Men han opreises strax; thi Gud opreiser ham —

Jeg haver været ung, nu gammel og troværdig;

Men endnu aldrig har jeg seet, at en Retfærdig

Er bleven af vor Gud forladt i nogen Nød,

Ei heller at hans Børn har søgt og manglet Brød —

Nei af hans Overflod kan han endog bortgive,

Og ved et venligt Laan sin Næste til oplive,

Dog mangle ei hans Børn, og Guds Velsignelser

Skal hvile over dem i deres Handlinger.

Afhold dig strængt fra Synd, elsk og udøv det Gode,

Saa skal du i det Land, hvor dine Fædre boede,

Og som du efter dem er bleven Borger af,

Boe stedse sikker, til det yder dig en Grav —

Gud elsker Dyd og Ret, han Fromhed ei forgietter,

Men Uretfærdige og deres Sæd udsletter,

Ved ham Oprigtige skal i fuldkommen Roe

(Trods Fiende-List og Vold) i deres Huuse boe —

Den redelige Mand, som efter Viisdom leder,

Forkynder Viisdom, og Retfærdighed udbreder;

Og Herrens Lov er hvad hans Siel forlystes ved,

Derfor staaer han og fast, hvor mange andre gleed’.

De Uretfærdige tit lure paa den Fromme,

Men Gud ham lader ei i deres Hænder komme;

Naar han for Dommeren med sin Modstander gaaer,

Saa giver Gud ham Ret, han der frimodig staaer —

Haab kun paa Jehova, og følg hans Veie nøie,

Saa vil han dig tilsidst af Miskundhed ophøie,

Du bliver i det Land, han dine Fædre gav,

Ja en Tilskuer af de Ryggesløses Straf —

Jeg saae en Mand opstod, som handlede ubilligt,

Og ligesom et Træe, der grødefuldt og villigt

Blot ved Naturens Vink opgroer i eget Land,

Og bliver høit og stort, saa vorede og han —

Og dog forsvandt han snart, man hadede hans Minde,

Og han, som nys var stor, var ingensteds at finde,

Jeg søgte og om ham; men see! han var og er

Forglemt indtil sit Navn — jeg fandt ham ikke meer.

Vær redelig, og vær oprigtig, elsk Gud troelig;

Thi for en Fredens Mand er Enden god og roelig,

Men en Uredelig bortstødes vist af Gud,

Og Uretfærdige omsider ryddes ud.

Det er fra Jehova, at Jordens Overdommer,

De Redeliges Hielp til rette Tider kommer,

Han er en sikker Borg for dem i Nødens Tiid;

O lykkelig enhver, der slager til ham sin Liid!

Han staaer dem troelig bi — han deres Suk omvender,

Og vrister dem med Magt af Ondskabs grumme Hænder;

Stor er Guds Hielp og viis for de Oprigtige;

Fordi de søgte kun hos ham Beskyttelse —