Den 29. Psalme
Mel. (af Kingo) Den prægtig’ Soel, som hele Verden glæder.
Mel. (af Kingo) Den prægtig’ Soel, som hele Verden glæder.
1.
Det er hans Fest! han kommer svøbt i Torden,
Som rundede i Almagts Hænder Jorden,
Og har den under sine Fødder lagt;
I Sønner — I, som tiene fremmed’ Guder!
Tilbeder ham, som Skabningen bebuder;
I see hans Magt!
2.
Hans store Navn selv eders Rædsel være,
O knæler ned for al Naturens Herre
I hellig Prydelse og Høitids Dragt;
Fra Skyerne, som hvælvede og tykke
I Vester-Havets skumle Bølger skygge,
Vi see hans Magt!
3.
Gud — Ærens Gud! han tordner over Havet
Det fæle Dyb, i evig Nat udgravet,
Gientager Almagts-Røst, høit som en Gud —
Guds Stemme, hør! hvor er den ikke prægtig!
Guds Stemme — o! hvor er den ei almægtig
4.
Guds Stemme sig mod Ceder-Skoven nærmer,
Almagten slaaer, og hvo er vel Beskiærmer?
Hans Torden-Straaler knuse Cederne;
De brage høit paa Libanon, de falde
I det de staae, og trodse Verd’ners Alder
Som evige —
5.
Ja Cederne omstyrtende deroppe
I største Fald, som unge Kalve hoppe,
Som vilde Ørne tumle Biergene,
Ja Hermon selv, som stolt sit Hoved rakker
Mod Skyen, og ældgammel Isse dækker
Med evig Snee.
6.
Stormvinde drog det frygtelige Mørke,
Og Tordener med majestætisk Styrke
Slog zittrende Ildflammer ned og ned,
Da bævede Udørk’ners store Øde,
Den drægtig’ Hiind maae sammenkrømpet føde
Af Skræk derved —
7.
Bestormet af de stærke Kaste-Vinde
Faldt Dyrets Skiul, mens Dyret laae derinde,
Og Hvirvelvinde slog den bare Grund —
Naturens Alt udraabte: Han er Herre!
Gienlydene gjentoge: Ære! Ære!
Alt var een Mund!
8.
Han satte sig — Er nu Naturen roelig?
Den tause Jord var mørk som Nattens Bolig,
Og Luften bugned’ svanger, fæl endnu,
Da slap hans Haand den tunge mørke Torden,
Og — o! den Søe, som skygged’ over Jorden,
Brast nu i tu —
9.
Og Jehova, som giennem alle Tider
Som Jordens Gud og Kongers Konge sidder,
Han os sit Folk med Styrke ruster ud;
Han stedse for Syndfloder os betrygger;
Han os med Held og Naade overskygger;
Han er vor Gud!