Den 9. Psalme
Mel. (af Kingo) Vaag op og slaae paa dine Strenge.
Mel. (af Kingo) Vaag op og slaae paa dine Strenge.
1.
O du, som al min Sang besieler,
Gud, Jehova! jeg takker dig,
Og dine Underværk fortæller,
Dit store Navn henrykker mig! —
Med Saligheder om min Aand
Skal Harpen tone i min Haand!
2.
Naar mine Fiender først begynde
At vende Ryg, saa falde de,
I det de ilende sig skynde,
Ja af dit Land udryddes de;
De, som jeg nys med Skræk ansaae,
Skal overvundne undergaae —
3.
Fra dig min stolte Seier kommer,
Du har holdt Dom og talt min Sag;
Du talte, som den strænge Dommer,
Og hvert et Ord var Tordenslag;
Du dræbte Uretfærdige,
Og deres Navn udslettede —
4.
Og Fiendernes nedbrudte Stæder,
De forhen stolte Boeliger,
Man nu i Støv og Gruus nedtræder,
Og de skal ei opbygges meer,
Og deres Ihukommelse
Som Skyggeværk bortflygtede.
5.
Men Jehova vor Dommer sidder
Og har sin Domstoel grundet fast,
Han giennemtrænger alle Tider
Det Ganske med sit Øiekast,
Og dømmer hele Jorden med
Retfærdighed og Billighed —
6.
Den Fromme, grumt nedtraadt i Støvet,
Skal reise sig ved Almagts Arm,
Hans Raab, som syntes overdøvet
Af Fiendens steiende Allarm,
Skal høres af den Gud, der er
En Tilflugt under Trængsler —
7.
Derfor skal alle de, som kiende,
O Jehova! dit store Navn,
Sig hen til dig med Attraae vende,
Som de, der hige efter Havn;
Thi du har aldrig den forladt,
Som alt sit Haab paa dig har sat!
8.
Stem i med stærke Jubel-Toner,
Mit Folk, som har hans Omhue seet!
O synger høit: I Zion troner
Den Gud, som seer og dømmer ret,
Kundgiører mellem Hedninger
Hans underbare Gierninger —
9.
Han søger (som har Ret at lede)
Om Blod, udøst ved fiendtligt Sværd,
Og tænker i sin strænge Vrede,
Som Hevnens Gud, paa Blodets Værd;
Han glemmer ei Fortrængtes Skrig,
Som til hans Trone trænge sig.
10.
Strid da mod dem, som mig bestride,
Ansee du dog de Trængsler,
Som jeg maae af min Fiende lide,
Du, som igiennem Drøvelser
Fra Dødens Port mit Suk har hørt,
Og har mig til det Høie ført.
11.
Red mig! at jeg i Zions Porte
Kan for mit Folk forkynde dig,
Og glad fortælle: at du giorde
Mig ved din Vælde seierrig —
Saa synger jeg og Zions Chor:
Gud, Zions Gud er eene stor!
12.
Thi Hedninger vor Grav beredte,
Men sank i Gruben, som de grov,
De Snarer tredskt for os udbredte,
Og ansaae os for Dødens Rov;
Men da vi stode, tumled’ de
I egne Garn indviklede —
13.
De skal forfærdede erkiende,
At han er Gud, som har holdt Dom,
Tredskt vilde de os Fald tilvende,
Men faldt i egne Snarer om;
Tilsidst skal Onde ryddes ud,
Og Folket, som foragter Gud —
14.
Men den Elendige ei bliver
For stedse glemt af Jehova,
Nei! han af Fader-Huld dem giver
Et Haab, som Kræfter spire fra,
Til endelig den Lidende
Kan alt sit Haab belønnet see —
15.
Reis dig, vor Gud! at Dødelige
Ei blive overmægtige;
Lad hver en hedensk Fiende vige
For dine Domme zittrende,
Forfærd’ dem, lad dem see, de er’
Kun dødelige Mennesker!