Endnu et Aarstid, og saa er det endt,
det største Aarhundred, vor Klode har kjendt,
mens rundt den rulled i Rummet.
Et Æventyr er os Mennesker hændt.
Hvad Damp og Traad over Jord har spændt,
og hvad den elektriske Gnist har tændt,
har knap vor Tanke fornummet.
Med uhyre Kræfter en Menneskehed
har ædt sit Brød i sit Ansigts Sved
fra Morgen til Aften silde.
Vi tværs gjennem Bjærge sejgt os bed,
vi bored til Havets Dybder os ned,
og intet dødeligt Væsen véd,
hvor langt vi endnu kan ville.
Men medens Maskinerne gik deres Gang,
og ingen Kranse for højt os hang,
og Hænderne skabte og skabte,
sad Nød og Kummer i Stuen trang,
og der blev Dyrtid endog paa Sang;
fra kolde Hjærter det Spørgsmaal sprang,
om Mennesket vandt eller tabte.
Det gamle Aarhundred randt op i Blod,
og haardt har det stampet med jærnklædt Fod
mod Fremskridtet Stykke for Stykke.
Men Menneskeviljens Snille og Mod
har bundet saa tidt dets hærgende Flod,
at Haabet aldrig vor Slægt forlod
om kommende Menneskelykke.
Thi den, der har Verden under sig bragt,
der føler sin Storhed, kjender sin Magt,
paa Vejen ikke tør raste,
før Trylleordet en Gang er sagt,
der bryder hvert Aag og kun har Foragt
for Svælget, som Fordom og Trældom har lagt
imellem Kaste og Kaste.
Saa kom uden Tynge, du nye Aar;
du er jo det sidste, før Seklet gaar
ind til Historiens Hvile!
Bring Fred og Lykke i Vinter og Vaar,
giv alle værdige Menneskekaar,
og smed, mens Luen fra Essen slaar,
til Plovjærn om dine Pile!
Og hold over Danmark, vort Fædreland,
vort elskede Land med Skov og med Strand,
din Haand — en Moders, den milde!
Og tænd som i Skjoldet bestandig i Brand
de unge Hjærter hos Kvinde og Mand,
at alle for Livet øse vi kan
af Kjærligheds evige Kilde!