Valdemar Kolling
1834 — 11. Oktober — 1894.
1834 — 11. Oktober — 1894.
Lad os synge en Sang for en Mand,
der har Venner som ingen i Staden,
der ej gaar blot et Skridt ned ad Gaden,
før han slider paa Højhattens Rand.
Lad os synge en Sang for en Ven,
der er Ridder i mer end paa Kjolen,
der selv Uret stak tidt under Stolen,
naar kun selv han var Gjenstand for den.
Lad os synge en Sang for en Mand,
der vel aldrig sig frem kunde bore,
men var tro i det smaa som det store,
mod sit Hjem, mod sin Kunst og sit Land.
Lad os synge en Vise for ham,
der tog Livet og Scenen alvorlig,
og som nødig, skjønt tidt han var daarlig,
lod Plakaterne rødme af Skam.
Lad os synge en Sang for en Fugl,
for en Spillefugl — dobbelt at nemme —
der sig fik, naar man glemte ham hjemme,
et Slag Kort i det huslige Skjul.
Men var ej det Theatret til Tarv,
om man vendte Hr. Fallesens Kærre,
saa de L’Hombrere bleve lidt færre
og lidt flere hans Mads og hans Arv?
Lad os haabe, at han med de Tres
maa faa alt i sit Liv paa det tørre,
og at Aarene — snart er de fyrre —
paa hans Livskald maa gjøre ham vis.
Var det ikke Hr. Svale, der fandt,
at det gjaldt for os alle i Livet
at faa Øje blot for Perspektivet,
der som Led i en Kjæde os bandt?
Vi vil synge vor Sang for en Mand,
der er sanddru og ærlig og ægte,
der har gjort, hvad saa mange ej mægte:
selv mod Uret og Vold holde Stand.
Vi vil synge vor Sang for en Ven,
der har Hjærtet, hvor Hjærtet skal være,
der har røgtet sin Gjerning med Ære
og endnu har sin Høsttid igjen.