Ludvig Bødtcher (1793–1874)

Maanens fulde Midnatsflamme

Glimred gjennem Dunster graae

I den dybe stille Aa,

Hvor sig speiled Pilens Stamme. —

Frøen vaaged end i Kjæret,

Lyd gav mindste Blad, som faldt;

Luftigt Sølv var overalt,

Engens Dampe steg iveiret.

Alt stod færdigt, Neden, Oven,

Ventende i magisk Glands

Ellepigens Cirkeldands,

Alfers Echo hist fra Skoven:

Tys! da nærmer sig med Dvælen,

Ingen Alf i Maanens Skin,

Men en Qvindes svage Trin

Med Fortvivlelse i Sjælen.

Korte Drøm i Paradiset!

Hun har lydt Natur, dit Bud,

Seet i Elskov blindt sin Gud,

Verden staaer med Flammeriset: —

Indtil nu med Kæmpestyrke

Skuffede hun Alles Blik,

Stred mod Skammens Dolkestik;

Men nu stiger Angst og Mørke.

„O, Johannes! om Du vidste!“

Sukker hun i Sorgens Nat,

„Om Du vidste, hvor forladt! —

Og at Hjertet snart vil briste! —

O Johannes!“ — Navnet rummer

I sin svagtudtalte Lyd

Hendes Himmel med sin Fryd,

Hendes jordisk dybe Kummer.

Og paa Knæ ved Aaens Bredde,

Bøiet over Vandets Strøm,

Stirrer hun som i en Drøm

Paa sin nylig fødte Spæde:

Knuger med de sidste Kræfter

Barnet i sin unge Favn.

„Nu Farvel i Jesu Navn!“

Hvisker hun, „Jeg følger efter.“

„Nu Farvel i Jesu Navn!“

Syndigt Læberne gjentage,

Men paany i hendes Favn

Vender Barnet frelst tilbage.

Tredie Gang i Nattens Stille

Bæver hendes sagte Røst:

Ak! da mægter fra sit Bryst

Ei sit Barn hun meer at skille. —

Dæmrende bag Taagesløret,

Sygner Maanens matte Lys,

Og en Vind med natlig Gys

Hvisker hende kold i Øret:

„Hvorfor vil Du døe Marie?

Hvorfor kalder Du paa Gud?

Ti, og kast Din Byrde ud, —

Let din Synd du kan fortie!“

Bleg hun reiser sig og gruer, —

Hvis var Stemmen, som har talt?

Taushed ruger over Alt,

Intet Levende hun skuer;

Dog bevæges Løv og Grene,

Skjøndt der lufter ingen Vind,

Og hun gyser i sit Sind,

Føler syndig sig og ene.

Pludselig, som gik et Dække

Fra den lune Sommernat,

Myldrer det i Skov og Krat,

Pusler det bag Busk og Hække: —

Hvirvlende omkring i Bue

Suser Ellepigen hen,

Og som tusind Lygtemænd

Staaer den hele Eng i Lue.

Hvor er Frelse for den Svage?

Skoven er ei hvor den stod, —

Aaen skummer som en Flod,

Gynger fremad og tilbage;

Og en skummel Afgrund gaber,

Som har sluget Vei og Sti, —

Alting, Alting er forbi!

Høit hun jamrer til sin Skaber.

Tys! det larmer fjernt histnede,

Det er Glam fra Gaardens Hund,

Lys i Farens mørke Stund,

Stjernen, som kan hende lede.

Øiet lukker hun forvoven.

Blindt fortvivlet frem hun gaaer,

Og da Blikket op hun slaaer,

Er hun kommen alt i Skoven.

Der, i Taageklæder hvide,

Skyde sig med lange Fjed

Tause Skikkelser afsted

Ganske tæt ved hendes Side;

Og som Snoge Træets Rødder

Krybe under Løvets Hang,

For at hindre hendes Gang

Og forvikle hendes Fødder.

Barnet sig i Smerte vaander:

See, da glemmer hun sin Nød,

Skjælver kun for Barnets Død,

Priser Gud, da frit det aander. —

Men i samme Stund er svunden

Nattens hemmelige Færd,

Og i roligt Maaneskjær

Ligger Gaarden foran Lunden.

Storken staaer i natlig Dvale

Skarpt og stivt paa Tagets Skjæg.

Dæmpet brøler Staldens Qvæg —

Hunden logrer med sin Hale. —

Over maaneklare Tofte

Sniger sig Marie frem,

Finder snart sit Sorgens Hjem

Høit og eensomt under Lofte.

Lyksalighed! i Somrens gyldne Dage

At sprænge kjækt det lumre Fangebuur

Og flygte til Dit Blomsterbryst, Natur!

Og vinde Rødme og Natur tilbage.

Og dobbelt Lyst, naar Livets gyldne Alder

Er nærbeslægtet med det unge Aar,

Og varme Hjerter os imøde gaaer,

Og Barndomsminder klage ømt og kalder.

Da slaaer omsonst Minervas lærde Ugle

Sin Aftentrille i Cathedrets Sal;

Den overfløites af en Nattergal,

Ja af den Ringeste af Skovens Fugle. —

Johannes var blandt hine Sommerglade, —

Midt paa sit Gulv laa Candidaten krum

Og bragte Pakker til sin Kufferts Rum,

Som Bien bringer Honning til sit Stade.

Han vendte seirrig Ryggen mod Reolen,

I Kufferten han halvt var krøben ind,

Og Blodet steg ham i den fine Kind,

Der høilig trængte til lidt Brunt af Solen.

Han glemte ei, han gik fra Hovedstaden, —

Nedlagde derfor kjærlig og galant

En Æske, med forskjelligt smagfuldt Tant

Til Søstre og Cousiner efter Raden.

Men Eet, som skulde gjemmes dybt paa Bunden,

Blev aabnet, før i Kufferten det sank,

Og Lysets lange Tande pudset blank,

Mens Smilet laa Johannes skjelmsk om Munden.

Og Gaven var — mon Nogen vel den gjetter?

En qvindelig og høirød Huepuld,

Af Bondeslags, brodeert med Sølv og Guld

Og rigt besat med tusind Pailletter: —

Han lod den funkle smukt og Straaler sende:

„Den glæde vil Marie, — ja bestemt! —

Hun skal dog see, at hun er langtfra glemt,

Skjøndt Aaret strømmed mellem mig og hende.“

Den næste Dag, just da i Morgenstunden

Fra Hovedvagten Klokkeslaget klang,

En Postvogn raslende forbi sig svang,

Og han i den, med en Cigar i Munden.

Mod Aften samme Dag, da gik fornøiet

Paa Solskins-Veien fra en landlig Gaard

Letklædte Jomfruer med blottet Haar

Og speidede med Haanden over Øiet; —

Og der blev spøget kjækt — man var jo ene —

Og drillet lidt — Cousinerne var med —

Men Ingen kunde blive rød derved,

Thi Solen rødnede den hele Scene.

Og hist den gav sit Kys til Husets Guder:

Den gjestfri Røg, som steg paa vanlig Viis,

Og Reenlighedens øienklare Dis,

Der funkled fra de blankpolerte Ruder;

Men indenfor betragted ret dens Flammer

Med gyldent Smil en moderlig Gestalt,

Hvis Blikke fløi som Solens overalt

I hver en Krog af Sønnens Gjestekammer. —

Alt stod saa hjemligt der, saa muntert broget,

Fra Haven Blomsterduft og Fuglesang,

Og længer borte Skov og Sø og Vang, —

Slet intet mangled, — og dog mangled Noget:

Et manglede, — som i Aladdins Bolig,

Thi pludselig i Moder Annas Træk

Stod malet aabenbar en huuslig Skræk,

Og paa Marie raabte hun urolig.

„Marie dog! at hun kan reent forglemme, —

Hvor er du Pige? varer det en Dag?“

„Nu kommer jeg,“ lød under Husets Tag

En blød, melodisk Bondepigestemme; —

Moer Anna ventede og faldt i Tanker:

Marie var af hendes egen Æt,

Men gik — skjøndt mere zirlig — bondeklædt

Og holdtes strengt til Arbeid og i Skranker.

Den Gamle saae mod Sengen, rynked Brynet:

„Her mangler Noget“, sagde hun med Vægt, —

Marie stammede — „en Støvleknegt“, —

Og ud af Døren foer hun rask som Lynet. —

Hun var en rank, blegrosenfarvet Lillie,

Med brune Øine, sky som Skovens Hind,

Og da hun atter pustende kom ind,

Blev Anna hende god imod sin Villie:

„Du kom fra Loftet nylig?“ — hør Marie,

Hvad gjør du der saa tidt ved Dag og Nat? —

Jeg troer, du leger med den sorte Kat,

Og hindrer Killingerne fra at die!“

Marie stod i Skyggen i det Fierne,

Dog var det, som om Aftenrøden varm

I en Secund fløi over Kind og Barm,

Og Øiet funkled uvist som en Stjerne:

„Naa? — siig mig smukt en Grund, og som er gyldig: —

Tys! Stille! — hør hans kjære, kjære Røst!“ —

Og ned hun ilede med Moderlyst,

Men Svaret blev Marie hende skyldig. —

Snart gjenlød Huset høit af Spøg og Latter: —

Hun stod endnu og lyttede en Stund,

Da trak sig som til Graad Maries Mund,

Og sagte sneg hun sig — til Loftet atter. — —

Den første Velkomstfryd var neppe svunden,

Før Anna indbød Alle til sit Bord:

„Hos os paa Landet“ lød den Gamles Ord,

„Man taler bedst med en Bid Brød i Munden.“

Og til Johannes — Modstand hjalp ham ikke —

Var sat en Livret, blot for hans Person,

Og rundtom saae han en Constellation

Af lutter tindrende og glade Blikke.

Vidt aabne stode Havestuens Døre,

Hvor Morten under Æbletræet laa

Og kjælent op i Træets Krone saae,

Mens Fugleqvidder kildrede hans Øre:

Langt ude høstedes paa Engen Græsset, —

Det var, som nærmede sig Høets Duft,

Han hørte henrykt i den stille Luft

Den hæse Klang af Leen, som blev hvæsset.

Ja, indtil Smørret, — maatte det vurderes,

Det stod saa gyldent paa den hvide Dug, —

Han saae paa Brødets rene gode Rug,

Og paa sin Moder saae han som paa Ceres.

Men Anna saae i ham, om ikke Paven,

Dog meer end en sædvanlig Candidat, —

Og da Johannes spildte lidt Salat,

Blev hun bekymret alt for Præstekraven.

Cousinerne drev lønlig deres Gammen

Og styrkede ved Vink hinandens Mod:

Tilsidst tog Glasset En, saa rød som Blod,

Og gratulerede til endt Examen.

Men Anna bød høitideligt at tie: —

„Ved Festens Skaal bør Alle være med!

Spring hurtigt et af Børnene afsted

Og hent et Glas og kald saa paa Marie!“

Der laa en skjult, electrisk Gnist i Navnet,

Som samled Alt, hvad der var spredt og glemt;

Johannes blev urolig, sødtbeklemt

Og følte sig af tusind Minder favnet.

Og da nu Pigen selv stod ved hans Side,

Og disse Øine ved den dunkle Glands

Saae natlig hemmelighedsfuldt ind i hans,

Og syntes mellem Graad og Smil at stride, —

Da svimlede Johannes fast forskrækket,

Han maatte støtte sig ved Annas Bord,

Fornam af hendes Tale ei et Ord,

Og hvert et Glas gav Klang, som det var knækket;

Og da han atter drømmende tog Sæde,

Var Glæden ikke meer saa rosenrød, —

Den Gamle trilled Kugler af sit Brød,

Et sikkert Tegn hos hende til lidt Vrede. —

Imidlertid var Solens Timer omme,

Og Maanens Skive over Skoven stod, —

For Annas huusligvante Blik den lod

Ret som en frisk, uhyre Æggeblomme;

Men for Johannes hang fra Himlens Blaanen

Dens bløde Runding som en yndig Frugt, —

Og Pigerne fandt Synet meget smukt

Og stirred efter Manden selv i Maanen.

Men Maanen saae saa stivt paa Allesammen,

At Ingen meer sad rolig paa sin Plads, —

For Annas Vel blev tømt det sidste Glas,

Og rundtom Bordet gik et klangfuldt Amen!

Nu vinked Haven med de dunkle Gange, —

Som muntre Bier sværmed Alle ned,

Kun Anna blev i Kuben paa sit Sted

Og hørte fjernt som Summen deres Sange.

Blidt slog Erindringen sin Rosenlænke

Tilkring Johannes’ Bryst og om hans Sind,

Den drog ham i hvert stille Lysthuus ind

Og tvang ham ned paa hver af Havens Bænke.

Og rask forbi fløi mangen svunden Scene

Af Ungdomslivets første muntre Act, —

Og mangt et yndigt Billede blev vakt,

Men atter skræmmet bort bag Busk og Grene:

Thi skinsyg skjød den glade Pigeklynge

Sig mellem ham og Mindets skjønne Fee;

Han maatte dandse med dem, synge, lee

Og sidde lystig op i Havens Gynge;

Omkaps nu trak med Latter, uden Orden,

De bløde Pigehænder Gyngens Reb,

Og heftig svaiende ved hvert et Greb

Steg i Triumf Johannes op fra Jorden.

Han fløi, mens Haaret viftede om Kinden,

Høit mod de ranke Popler, Havens Ziir,

Tilsidst hans Blik gik over Poplens Spir,

Hvis Sølvblad skjælvede af Frygt for Vinden.

Da saae han med en sød urolig Smerte

Fra Høiden af sin Flugt et jordisk Syn,

Der kom og svandt og hvergang som et Lyn,

Saatidt det kom, traf nedenfra hans Hjerte.

I Skjæret af den sidste Aftenrøde,

Stod fjernt Marie, skjult af Træets Hang,

Og bredte, naar Johannes op sig svang,

Med Ømhed sine Arme ham imøde:

Johannes hæved sig, som for at klæbe

Til Luften fast, saa ofte Gyngen steg,

Men ak! som Tantalus, saasnart den veg,

Blev hvergang Bægret revet fra hans Læbe.

Da voved han sin ene Arm at strække

Fra Høiden ud, — men som ved Sympathi

Sig gjorde ubevidst den Anden fri,

Og Lidenskaben hævede dem Begge.

„Stands Gyngen!“ skreg i Angst den hele Vrimmel,

Han tryglede saa bønlig, men omsonst:

„De vilde ikke mere see den Kunst.“

Og fik ham draget hurtig fra sin Himmel.

Endnu saamangen Barndomsplet de søgte,

Og da tilsidst Godnat de bød til Hver,

Da tændte alt i Græsset hist og her

Johannesormen taus sin lille Lygte. — —

Johannes higed efter ensom Hvile,

Han ilte til et Stevne med sig selv:

Hans Følelser var som en standset Elv,

Hans Mund var træt af evig glad at smile;

Og indenfor hans Kammers tause Mure

Kom endelig den skjulte Kamp til Brud:

Frit græd han Sorg og Glæde voldsomt ud, —

Selv Maanen gik bag Sky for ei at lure.

Forfrisket af sit Taarebad og trøstet,

Gik Candidaten langsomt op og ned,

Tilsidst, — som tog han af sig selv en Ed, —

Han standsede med Haanden lagt paa Brystet.

Og da hans Blod nu flød med svalet Varme,

Begyndte Annas Seng sin Tryllemagt:

Den tog imod ham i sin hvide Pragt,

Saa blødt og kjærligt, som en Moders Arme. —

Seent slumred han, og ud paa Natten silde

Lød tyst fra Loftet sagte, sagte Trin, —

De flettede sig i hans Drømme ind,

Og gik for ham endnu, da Alt var stille.

I Syd, hvor gamle Pan i Jorden blunder,

Er Sommerhimlens Sol bestandig huld

Og udbetaler blank som myntet Guld

Hver Levedag til Støvet nedenunder;

Her mere lunefuldt dens Blik os maaler,

Og mangen let og gylden Aftensky

Er næste Morgen tung og graa som Bly

Og sender os for Solens — Vandets Straaler.

Men selv en Regndag, ak! som trist og vandet

Nedrasler hæsligt i den golde By,

Og træffer kun paa Tag og Paraply,

Har Ynde og harmonisk Fald paa Landet.

Det er en Nadvere, hvor Alt sig qvæger,

Som rækker Marken Guldet til dens Neg

Og Skoven Marv og Skjønhed til dens Eeg

Og Blomsten Farve til dens Drikkebæger.

Og hvilken Prøvedag for Husets Qvinde!

Mens Skyen breder Dug paa Himlens Blaa,

Opklarer hendes Tanke Hjemmets Vraa,

Som var hun Solen, der var lukket inde.

For Fliden har hun Roes, for Brøden Naade,

For den Bekymrede et kjærligt Ord;

Thi „Sødhed vel i Fløiter, Harper boer,

Men venlig Tale er dog bedre end de baade!“

Og virksom dreier sig foruden Bulder

Det indre Hjul ved hendes Varetægt:

Hun seer sig rolig om med Byrdens Vægt,

Og villig rækker frem Enhver sin Skulder.

Saaledes Anna stod, mens Alting ude

Var klædt i aarle Taage, Regn og Rusk,

Og Vinden slog med Træets vaade Dusk

Uhyggeligt mod Havestuens Rude.

Men klogt fordeelt i Kjøkken og i Kjelder,

Fandt ingen ledig Haand et dovent Skjød,

Den travle Arm fik Kinden varm og rød,

Og Talen klang som Lyd af muntre Bjelder.

Selv mønstred Anna med forstandig Mine

Et herligt Vaar, rødstribet, uden Meen,

Og vendte Talen til sin Øiesteen,

Sit yngste Barn, sin lille kloge Trine:

„Paa Loftet veed du staaer vor Fjedertønde,

Spring rask derop, hæv dig paa dine Tæer,

Og see i Tønden, om der mangler Fjer

Til Vaaret her, og til et lille Hynde.“

Og ud fløi Trine, fulgt af hendes Blikke, —

Den Gamle klappede sit Dynevaar:

„Snart komme Dagene, hvorom der staaer,

At de os Mennesker behage ikke!

Og Eftertanken smukt maa komme forend,“

Og nu begyndte hun i Ro og Mag

For Døttrene et lille Foredrag,

Da Trine aandeløs foer ind ad Døren:

„Ak Moder, skynd dig!“ raabte hun med Stønnen,

„Der ligger iblandt Fjedrene i Skjul

En ganske levende uhyre Fugl,

Som vælter sig omkring i hele Tønden!“

„I Tønden!“ brummed Anna, „Hvad for Noget?

Jeg seer desværre, hvordan det er fat,

Det er igjen en Høne eller Kat,

Og Pigen har forsømt at lukke Laaget.“ —

Fortrædelig hun reiste sig fra Stolen

Og steg mod Loftet som en Tordensky;

Den lille Trine fulgte hende kry,

Men holdt til Sikkerhed dog bag i Kjolen. —

I mystisk Mørke stod den høie Tønde

Blandt mindre landligt Huusgeraad iflæng,

Og nær derved Maries simple Seng

Med Renlighedens tarvelige Ynde.

„Hvad seer du Moder?“ hviskede den Lille,

Da Anna ubevægelig og stum

Blev ved at stirre i dens dunkle Rum,

Og Alt omkring var ængsteligt og stille. —

„Jeg seer“, — lød Svaret med et Suk tilbage,

„Jeg seer — det var Indbildning, hvad Du saae, —

Forføi Dig rolig ned igjen, du Smaa,

Jeg selv har Noget her at varetage.“

Og neppe fandt hun Skridt og Miner trygge,

Før Anna bøiede sig atter ned,

Og Skræk, Forbauselse, Medlidenhed

Fløi over hendes Træk, som Lys og Skygge.

Dybtnede laa i Ly for hver en Fare,

Som i en Fuglerede, blød og luun,

Et deiligt Barn iblandt de bløde Duun,

Med aabne Øine, store, barneklare.

Sødt havde Glutten nylig morgenblundet,

Paa hver en Kind laa end et Valmu’blad,

Og Munden atter gjerne drikke gad,

Og Haanden søgte, — buttet og bedunet.

Der er et Sprog, som kun en Qvinde næmmer,

Som kun en Moder hører og har seet

I al dets himmelske Naivitet,

Og som hun siden aldrig mere glemmer.

Og uden Anna selv ret vidste nøie,

Stod Barnet i sin Ham paa hendes Skjød, —

Og Haanden afstrøg lempelig og blød

Den lille Papagenos Fjedertrøie.

Og medens Hjertet handled lyst som Dagen,

Sig modned Tankens Frugt paa skjulte Rod, —

Thi klog den gamle Anna var, som god,

Og Frugten bar af Begge altid Smagen.

Hun bragte hemmelig, ei seet af Nogen,

Sit lille levende livsvarme Rov

Ind i den Helligdom, hvor selv hun sov,

Og Andres Sorger tidt holdt hende vaagen. —

Da hun igjen forlod sit sikkre Gjemme,

Kom hun tilsyne som en lukket Bog:

Hun var som altid rolig, mild og klog,

Kun mere Blødhed laa i hendes Stemme.

Hun flyttede til Døren hen sit Sæde,

Lod Rokken snurre i sin jevne Takt,

Men medens Haanden spandt, gav Øiet Agt

Paa Hver, som op til Loftet vilde træde.

Men Ingen kom, — i Kjøkken og i Kjelder

Den travle Arm fik Kinden varm og rød,

Og lattermildt de fjerne Stemmer lød,

Som en forvirret Klang af muntre Bjelder.

Omsider — tys! — sig nærmed Annas Øren

Et sagte Fodtrin, sagte og ihast.

Den Gamle saae iveiret — Traaden brast —

Det var Maria, som gik bag ved Døren.

Det var Marie, som kom frem fra Skjulet

Og smidig op ad Loftets Trappe sprang, —

Paa ny fik Anna Rokken sat igang,

Men Foden rystede, som traadte Hjulet.

Og atter var en føie Tid henrunden,

Da kom igjen Marie, dødninghvid,

Hun fløi forbi, — hun gav sig ingen Tid,

Og som et Luftsyn var hun brat forsvunden.

Med Annas Styrke led det mod sin Ende,

Dog blev hun paa sin Plads: „Klart vil jeg see;

Er der ei andet for, — Guds Villie skee!

Hun kommer snart igjen, hvis det er hende!“

Og snart hun kom, — det var som tusind Snoge

Jog hende i Fortvivlelse omkring; —

Hun ændsed ikke Anna, — ingenting!

Og kasted Blikket vildt i alle Kroge.

Med Et hun lyttede, — hvert Træk i Pine! —

Og styrtede til Loftet op igjen;

Da satte Anna Rokken stille hen

Og vented hende med sin ædle Mine;

Og da hun som et Billede paa Jammer

Kom atter hulkende og kraftløs ned,

Tog Anna Haanden, som Marie vred,

Og ledte hende blidt ind i sit Kammer. —

Hvad der den Angergivne, dybt henrevet,

Har skriftet som for Himlens Tribunal, —

Og Annas Naade med den Armes Qval,

Blev vist i Skyen seet og underskrevet. —

Men bitter, som naar Sorg med Vrede blandes,

Steenkold, som Tavlen med de ti Guds Bud,

Var Annas Mine, da hun traadte ud

Og nærmede sig uformærkt Johannes.

Han havde aabnet Vinduet og tømte

Den søde Lugt af Havens friske Hyld:

Uroligt digted’ Hjertet en Idyl,

Og med Horats han sukkede og drømte:

„Lyksalig, hvem de rige Guder give

Fra Livets Tummel fjernt et landligt Hjem!

Og saa“ — hans Finger tegnede et M —

Med klare Træk paa Rudens klamme Skive.

„Johannes!“ udbrød Anna, du som taler

Om rige Guder, — husk som Christen Een,

Hvis hele Rigdom neppe var den Steen,

Hvortil han kunde læne sine Qvaler:

Men han var Uskylds Ven og Lastens Fjende

Og nød en Jords Velsignelse til Løn, —

Kom nu, saa skal jeg vise dig, min Søn,

Hvor trofast du har gjemt hans Ord i Minde.“

Johannes følte høit sit Hjerte banke,

Han havde gjerne sagt en munter Spas,

Men alle Guderne med samt Horats

Jog Annas skarpe Blik bag Skjul og Skranke.

Paa Kinden tændte Ængstelsen sin Lue,

Han fulgte langsomt i den Gamles Spor,

Som taus, alvorlig, uden flere Ord

Ham aabned Døren til sin Sovestue.

Et Blik, — og hvad han længe havde anet,

Og Tanken stundom henrykt havde tænkt,

Sig formed for hans Øie klart og strengt,

Fra Phantasi til Virkelighed manet.

Der stod hun, liig den fulde Rose bøiet, —

Nedtynget, som ved Kindens Purpurblod, —

Til Hjertet trykkede hun sit Klenod,

Og Angerens Juveel bedugged Øiet.

Der var i Stuen tyst som i en Kirke,

Hvor Menigheden staaer i ydmyg Krands,

Enhver med Livets skarpe Dissonants,

Og hver med Suk til Naaden om at virke.

Da hæved Følelser, ukjendte søde,

Dybt i Johannes’ Bryst sin Bølgegang,

Natur og Kjærlighed sig øverst svang,

Og Ængstelsen forsvandt, og Frygten døde;

Og hurtig stod han ved Maries Side, —

Han bøied op til sig den Armes Kind,

Han blandte hendes bittre Graad med sin,

Og Begge tømte Sødmen af at lide.

Men ude deelte Solen Skyens Vande,

Igjennem Ruden strømmed Lysets Aand

Og lagde, som en varm og gylden Haand,

Sin Morgenstraale blidt paa Barnets Pande.

Og ømmere blev Taarerne og Sukket,

Og stedse tættere det stille Favn,

Og Anna følte et uroligt Savn,

Som var hun næsten glemt og udelukket.

Og først, da ogsaa hendes Arme slynged

Sig mildt tilgivende omkring de To,

Opløste Smertens Knude sig med Ro,

Og Byrden svandt som hidtil havde tynget.