Jeg hvilte under Bøgens Skjul
En Sommeraften mild,
Højt over mig der sad en Fugl,
Smaanynned af og til.
Hvad Fuglen sang saa tyst i Løn,
Ej fatted ret min Hu,
Men Skoven aldrig var saa grøn
Og duftende som nu!
Et Blink brød frem bag Løvets Hang
Af Øresundets Blaa,
Da kunde klart, hvad Fuglen sang,
Mit Hjerte nok forstaa.
Den sad i Aftensolens Lyn
Saa højt og saae sig om,
Og af og til et lille Nyn
Af Tak og Glæde kom.
Da Solen sank, en sagte Vind
Gik gjennem Skov og Krat,
En Hvisken lød i Bøg og Lind
Et blideligt Godnat!
Min lille Fugl nu tav paa stand,
Den fandt til Reden Vej,
Og drømte om et yndigt Land —
Det Samme drømte jeg.