Ludvig Bødtcher (1793–1874)

Endt er Sommerhedens Qvalme, —

Hvad vil Sydens Ild i Nord?

Danmarks Bøg er ingen Palme,

Snogen ei i Græsset boer:

Frit vil Hver sin Aande drage —

Brænder Solen ret med Fynd,

Kalde vi det „Hundedage”, —

Gud forlade os vor Synd!

Med en mild og dæmpet Varme

Aabner nu September smukt

Sine kraftigsunde Arme,

Rækker os sin svale Frugt;

Dagen har igjen sin Aften,

Ven til Vennen sender Bud —

Hjemme blinker Druesaften,

Ude smukke Stjerneskud!

Og September har i Eje

Iblandt Dage En især —

Dybt for den de Andre neje

Sig med et fordunklet Skjær.

Den til Glæde sætter Stevne

Et begejstret Vennelag,

Og med Ære vi den nævne

Jublende „Vor Frues Dag!”

I dens Favnetag vi haste,

Den er uden Tvang og Baand,

Ingen „Fruedag i Faste”

For vor Sands og for vor Aand: —

Tidt naar vi os fjerned glade,

Morgenstjernen stod i Øst,

Og den øde, stille Gade

Gjenlød af vor muntre Røst!

Lyse Stund blandt Livets Dage!

Hendes Glædesfest og Hans!

Vend i mange Aar tilbage

Med din friske Asterskrands!

Kommer saa de Dage kolde,

Og lidt Mismod tidt med dem,

Er dit Minde blandt de Skjolde,

Som vi trøstigt holde frem!