Ludvig Bødtcher (1793–1874)

Den blege Død greb med et Spring sit Bytte

Og trak sig lumsk og snigende tilbage, —

Om hele Danmark græd for anden Gang

Ved Balders Liig, — den slipper ej sit Greb:

Men, hvis hans Aand forlade kan sin Himmel,

Da veed vi, hvor den er: den færdes nu

Foruden Rast ved Danmarks gamle Gjerde,

Den svæver natlig om de mørke Skandser

Og har ej Ro, før Alt er vel fuldbragt.

Som Skygge skrider den henover Sundet

Og staaer useet i Sveas Kongehal

Og stirrer paa sin Broders Blik og Mine,

Men flyver i sin Uro flux tilbage; — —

Du ædle danske Konge! hvi blev

Din Grav ej højnet hist ved Dannevirke

Paa Oldtidsviis! Det blotte Syn af den

Var nok for Dannemænd i Kampens Stund

Til dobbel Stordaad; tifold vee den Fod,

Som fjendtlig vilde trampe paa dit Hjerte! —

Men i dit Hjertes Dyb stod skrevet Slesvig,

Hiint minderige, dyrebare Navn,

Og derfor fylker sig det danske Folk,

Det frie danske Folk, og svinger Sværdet

Og være vil din Tankes djerve Tolk

Og gjennemføre Tanken uforfærdet!