(Et stort Ligkistemagasin i Udkanten af Byen. — Lige overfor, paa den anden Side Gaden, en gammel Gaard med Have — tilhørende: først Skibsrheder Hauge — nu hans Søn, Ingeniør Jack Hauge. I Magasinet leger Snedkermesterens to Børn, Fin og Ruth, Skjul mellem Kisterne med lille Gerd Hauge. Hendes store Bror Tuk sidder paa Kanten af en af Kisterne og fløjter sagte. Døren ind til Værkstedet bagved staar aaben — derfra Lugt af Smuld og Lyd af Høvl og Hammer.)
Gamle-Fin (lille og mørk — finsk af Fødsel — med let kruset Skæg og Haar og spillende, hvasse Øjne, staar og høvler paa en Ligkiste — synger til:)
Du travle Flok, som haster forbi,
bi! bi!
Tøv og se!
Din sidste Seng jeg høvler maaske.
I glade Folk, som fæster Jer Bo
to og to —
lid kun ej
paa Følge den hele Livsens Vej!
I lystige Folk, som tumler til Dans,
stands! stands!
Jeg præker bedst,
bedre end Klokker og Degn og Præst:
Jeg præker med Høvl, jeg synger med Fil
hvil! hvil!
Tøm ud dit Krus!
Jeg tætner med Støv dit sidste Hus.
Men trætte Sjæl, der gik ensom om,
kom, kom!
Hvad der end sker,
her skal du aldrig længes mer —!
Tuk (som er hørt op med at fløjte.)
Gamle-Fin er tungsindt i Dag —
saa føler han altid et sært Behag
i at synge om Døden.
(Støder med Foden mod noget haardt — bøjer sig og tager det op.)
Hvad er det? — En gammel Visebog! — — Mester!
Gamle-Fin.
Hvad godt, min Ven?
Tuk.
Maa jeg eje den lille snavsede Bog,
som ligger smidt hen
i denne gamle, mugnede Kiste?
Gamle-Fin.
Tal med Respekt om Kisterne, Dreng!
Hvor langt Du saa farer,
dér bliver dog din sidste Seng.
Tuk.
Godt Ord igen. — — Er Bogen saa min?
Gamle-Fin (ser paa ham — nikker langsomt.)
Den faar vel — herefter — at være din.
Tuk (blader i Bogen.)
I har sat Mærker ved flere af Viserne.
Gamle-Fin.
Troligt nok — jeg noterede Priserne.
Tuk.
I har lagt Æselsører, som jeg!
Gamle-Fin (nikker.)
Læg Mærke til dem — de har Bud at bringe
til fler end mig.
(Han kaldes tilbage til Værkstedet — Tuk indtager sin forrige Plads paa Kanten af Kisten med Fødderne nede i Bunden og Albuerne paa sine Knæ. — Børnene støjer. — Han stopper Fingrene i Ørerne og læser:)
Jeg trode en Gang, jeg var Herre
ved Livets gyldne Fest —
nu ved jeg, at jeg er Tjener,
og aldrig bliver jeg Gæst!
Men I, som sidder for Borde
ved Lykkens funklende Vin,
Tak, fordi I saa ofte
har strakt Eders Haand mod min! — —
Jeg trode en Gang, jeg var Herre
ved Livets gyldne Fest —
nu ved jeg, da jeg er Tjener,
at Tjener er Herre bedst.
Tuk (ser op — ryster paa Hovedet.)
Det forstaar jeg ikke! — Jeg vil være Herre!
Fordi — ja fordi,
Gamle-Fruen siger, jeg er født til at være det.
(Læser videre:)
Det drager forbi,
det store, farende
Tog af Slægter — —
Vægter! Vægter!
rejs dig og blæs!
Vildsomme farer
de tætte Skarer —
var dem for Grundene,
medens de farer!
Lær dem at øve
Kærlighed, Kærlighed
til de levende!
Naar de er døde,
strækker et helt langt
Liv ikke til
for at bøde —!
Tuk (lader Bogen synke.)
Strækker et helt langt Liv ikke til
for at bøde —!
(Hugger sin knyttede Haand imod Kisten.)
Saa er de ogsaa ubarmhjærtige Folk,
disse Døde!
Man kan jo ikke vise den Kærlighed, man vil —
kan man da vel?
Nogle af Ens Kræfter maa gaa med til at pine
og saare, slaa ihjel!
Hvad der er helt, maa man først se brudt — —
(Fanger Ruth, som løber forbi.)
Hej! Nu en Tagfat mellem Kisterne, Ruth!
Ruth.
Nej, Blindebuk, Tuk!
Tuk (binder sit Lommetørklæde for Øjnene.)
Lad gaa da —
Ruth (smutter forbi ham.)
Kuk! kuk!
Tuk (griber efter hende.)
Hvor er Du henne?
Fin.
Her!
Ruth (fra den modsatte Side.)
Her, Tuk!
Tuk (staar stille.)
Bag en Kiste — men hvor?
Fin.
Den sorte paa Kant!
Ruth.
Nej, her Tuk! Bagved den gamle gule,
hvor Du Viserne fandt!
Gerd (som holder Ruth i Haanden).
Tittit, Bror Tuk!
Fin (hviskende.)
Nu fanger han dig som ingenting!
Spring ned i den sorte! Skynd dig! Spring!
Ruth.
Jeg tør ikke, Fin!
Tuk (som har hørt det, trænger hende ind i Krogen — vildt:)
Jo, spring — spring, Ruth!
Jeg jager dig ned i den sorteste Kiste —
Før jeg har gjort det, har jeg fortrudt
og ber dig saa mindelig: vær ikke vred!
men Du skal derned! (Ruth skriger.)
Hvorfor tør Du det ikke? — Sig, at Du tør det!
Det er jo fordi, at jeg holder saa voldsomt
af dig, Ruth, at jeg gør det —!
(Dørklokken ringer. Børnene kryber i Skjul bagved Kisterne, hvor de bliver siddende stille som Mus. Gamle-Fin kommer fra Værkstedet. To Herrer ind — Arm i Arm.)
Den Højtidelige.
Hm! Vi vilde gærne se paa en en Kiste —
Gamle-Fin.
Ja, her er Udvalg, som Herrerne ser.
Tør jeg spørge om Prisen? — (Peger paa en.) Passer den der?
Den Tilfredse.
Den dyreste passer.
Tante var sgu alle Ornamenterne værd.
Den Højtidelige.
Du glemmer aldeles, hvor sparsommelig hun var,
hvor tarvelig, beskeden — Det vilde daarligt passe
at gemme hendes Legeme i kostbare Kar.
Den Tilfredse.
Jeg stemmer for en rigtig elegant skaaren Kiste.
Penge er sgu til for at rulle deres Vej.
Den Højtidelige.
Jeg nægter ikke, Fætter, det glæder mig, at Arven
lovformelig skal deles imellem dig og mig.
Gamle-Fin.
De Herrer har bestemt sig for —
Den Tilfredse (flot.)
Den Egetræs!
Den Højtidelige.
Den Fyrres!
Sortmalet — tarvelig — det ligner hende bedst.
Hvad siger De, Snedker?
Gamle-Fin.
Jeg siger som Herren:
Skomager, Skomager, bliv ved din Læst!
Jeg kan tydelig se, hvordan Herrens skal være,
naar Deres Tid kommer — jeg kan se den paa en Prik:
Sortmalet — enkel — efter Fattigfolks Skik —
dygtig smal paa Siderne og trang op i Laaget
— ikke mange Blomster — og faa Kvinder i Toget,
Den Tilfredse (hviskende.)
Manden er uhyggelig — Bestem dig!
Den Højtidelige.
Lad gaa da —
(sagte.)
— i Betragtning af den Glæde hun har gjort os ved at dø.
Den Tilfredse.
Saa er vi enige. — Den Egetræs! Adieu!
Gamle-Fin (ler sagte — uden at svare.)
Den Højtidelige (vender sig vredt.)
Den simple Person! Jeg tror, han vil!
Den Tilfredse.
Hu! ha! Gaa til!
Han ligner en Helhest, som han staar der og griner.
(De møder i Døren en ung sortklædt Kvinde. Hun ser bleg og forstyrret ud.)
Den Højtidelige (idet han lukker Døren.)
Hun dér var nok knust — kunde næppe sig samle — —
Den Tilfredse (med et lettende Suk.)
Gud ske Lov, vi ikke holdt for meget af den Gamle!
Kvinden.
Jeg vilde — (brister i Graad.) Jeg vilde kun —
Gamle-Fin (nikker bedrøvet.)
Jeg ved det —
Kvinden.
En Kiste —
Aa, men det maa være den bedste, De har!
Han plejede at ligge saa blødt, hvor jeg redte — —
Puder skal der være — og det Lagen, jeg bredte
over ham i Døden — det skal altsammen med.
Ingen haarde Kanter, som kan gøre Fortræd.
Og Laaget — aa husk — det maa ikke være trangt her over hans Hode —!
Han elskede at kunne aande frit, hvor kan bode.
Gamle-Fin (rækker hende Haanden.)
Kvinden.
Jeg be’r Dem saa bønlig — Tag varligt og blødt,
naar De kommer for at lægge ham i Kiste!
Hans Pande er saa ren og saa pletfri endnu —
og hans Mund — aa, hans Mund var det kæreste, jeg vidste!
Gamle-Fin (slipper hendes Haand.)
De græder ustandselig — Hold op! Hold dog op!
Kvinden.
Hvis jeg ikke havde Taarer, vilde Hjærtet i mig briste.
Jeg har Taarer, derfor slaar det — Først naar de rinder ud,
har jeg ikke mere at miste,
saa er jeg fri, og saa kan jeg fare — —
Gamle-Fin.
Maatte det længe, længe vare!
Kvinden (smiler.)
Naar De faar Bud om at tømre min Kiste,
skal De synge — synge højt, mens De hugger den til!
Sig, at De vil det —
Gamle-Fin.
Ja ja, jeg vil.
Kvinden.
Men ingen af de drøvelige Viser skal det være
med Gravtoneklang —
Jubel skal der være som i Pilgrimmens Sang,
den, som alle Ensomme synger, naar de fare — —
»Dejlig er Jorden,
prægtig er Guds Himmel,
skøn er Sjælenes Pilgrimsgang« — —
Hvor jeg vil være glad, naar De synger den Sang!
Gamle-Fin (tørrer Øjnene med Bagen af sin Haand.)
Kvinden (vender sig for at gaa, men bliver staaende og stryger ligesom kærtegnende med Haanden henover en af Kisterne.)
Spaaner er saa haarde — — han plejede at ligge
saa blødt, hvor jeg redte. — Aa glem det nu ikke!
— Giv mig Haanden paa det —
Gamle-Fin.
Min Haand er lidt vaad.
Kvinden (som før.)
Blødt maa han ligge —
Gamle-Fin.
— I det fineste Smuld.
Kvinden (nikker Farvel og gaar til Døren, men betænker sig og vender igen tilbage — bedende)
Kan De ikke bore et ganske lille Hul,
et bitte, bitte lille — i Kistelaaget bare —
saa Solen kan skinne derned og bevare
et Glimt ham i Mørket af sin varmende Glød —
Gamle-Fin.
Solen er grusom, naar den skinner paa en Død.
Desuden — ingen Solstraale trænger igennem
paa tre Alen Muld.
Kvinden.
Jeg be’r Dem alligevel —
Gamle-Fin (rækker hende Haanden.)
Han skal faa det Hul.
Kvinden (slipper hans Haand.)
Tak —! Farvel saa længe — — —
(Standser i Døren — nikker tilbage.)
— indtil De kan synge den jublende Sang — —
Gamle-Fin (ser efter hende.)
— den, som alle Ensomme synger, naar de fare —
(Staar et Øjeblik stille — gaar saa langsomt tilbage til Værkstedet.)
Børnene (kommer frem fra deres Smuthuller — Fin har Taarer i Øjnene — Ruth græder.)
Ruth.
Jeg vil straks gaa og hente min Dukkevogns Puder
og lægge dem ved Fødderne — de luner da lidt.
Tuk (smiler overlegent — krænger saa pludselig sin Trøje af.)
Du kan godt faa min Trøje —
Fin (ivrig.)
Ogsaa min Hue!
(Ruth lægger begge Dele ned i Kisten. — De bliver staaende og ser ned i den.)
Ruth.
Hvor hun dog græd!
Fin.
Og saa var hun saa smuk!
Ruth.
Bare der var Plads til dem begge to, Tuk!
Tuk.
Saa maatte hun jo dø — og saa aldrig mere Solen —
Ruth.
Sig mig for det første:
Er det at ligge nede under Jorden det samme
som aldrig at se Solen?
Tuk.
Ja.
Ruth.
Saa vil jeg ikke dø
— for Solen er det største.
Tuk (tager hende fast om Haandleddet.)
Hør, hvad jeg siger dig!
Ruth.
Nej, slip! Du er haard.
Tuk.
Vilde Du gærne bo hos mig derovre
i Fars Gaard?
Ruth.
Aa ja, ja, Tuk! Saa forfærdelig gærne!
Tuk.
Vilde Du ogsaa bo hos mig i Jorden?
Ruth.
Nej, men jeg tror, Du er gal! I Fald —
Tuk.
Sig, at Du vilde! Du skal! Du skal!
Uden det er jeg lige glad med det andet.
Ruth (grædefærdig.)
Tuk — Hvorfor gaar Du?
Tuk.
Jeg vil ha’ Følge
over og under Jorden, forstaar Du!
Ruth.
Du er styg — Du ved ikke selv, hvad Du gør.
Lille Gerd (som staar og ser op paa ham, tager pludselig hans Haand i sin.)
Gerd tør.
Tuk (ler sagte.)
Den lille Gerd er af Haugeblod —
hende vil det aldrig mangle paa Mod.
Ruth.
Fy Tuk!
Fin (som stadig staar og ser ned i Kisten.)
Hør her!
Hvorfor tror I, hun vilde ha’ Puder i Bunden?
Ruth.
For det er saa blødt — Hvis jeg var død,
vilde jeg ligge i Silkepuder
med mange Blomster gemt i mit Skød.
Fin.
Hvis jeg var død,
vilde jeg ligge i Finlands Flag —
ikke i andet. (Til Tuk.)
Og Du? Hvad vil Du?
Tuk.
Jeg har hverken Behag
til Silkeflag eller Silkelin —
Men under min Nakke
vil jeg have den gamle Cremoneserviolin.
Fin.
Den er jo i Stykker. — Hvad duer den til!
Tuk.
Den synger, naar jeg lægger mit Øre til!
Aa, I skulde vide, hvilket underligt Spil
der endnu kan tone fra dens bristede Bund!
Fin (til Ruth.)
Nu har Tuk Syner —
Tuk (heftig.)
Ja, le I kun!
Jeg bytter ikke Farmors søndrede Arv
bort for alle Farfars hvervede Penge.
Ruth.
Hun var vist mærkelig — hun, din Farmor —
»Gamle-Fruen«, som de kaldte hende her —?
Tuk.
Aa, hun var dejlig! — Naar jeg kom hende nær,
syntes jeg, hun lignede en Hedninggudinde,
med det snehvide, brusende Haar om sin Tinding
og det storladne Blik!
Aldrig har jeg hørt hende spille en Tone,
men altid saa hun ud, som hun hørte Musik!
Naar jeg sad derovre og Historier fik,
hørte jeg det spille i Luften omkring os — —
alle Stuer spillede — og tav, naar hun gik.
Ruth (sagte.)
Tuk!
Tuk (paa samme Maade.)
Ja, hvad er der?
Ruth.
Hun, »Gamle-Fruen«,
skulde have haft Cremoneseren med —
maaske hun dér nede kunde høre den spille.
Tuk (nikker.)
Jeg tænkte det samme, men saa kom jeg for silde.
Fin (fløjter.)
Skal vi lege videre?
Tuk.
Nej — jeg vil sove —
Hej! Lad staa til.
(Springer op i den nærmeststaaende Kiste og lægger sig udstrakt paa Bunden.)
Ruth (som staar raadvild, med en Finger i Munden — bævende.)
Tag mig op til dig, Tuk! —
Tuk.
Tør Du?
Ruth (lukker Øjnene.)
Jeg vil.
Men gem mig hos dig, Tuk, naar jeg kommer derned,
for jeg tror, jeg er bange — — (Springer.)
en lille bitte Smule — Du maa ikke være vred — —
(Putter sig ind til ham.)
Gamle-Fin (i Døren.)
Ruth! Og Tuk Hauge! — Begge to!
Vil I se, I kan skrubbe op af den Kiste —
dér kommer I tidsnok, kan I tro —!
(Tolv Aar senere. Havestuen i Ingeniør Hauges Gaard i Byen. Jack Hauge — mellem treds og halvfjerds — graahaaret, noget krogrygget, sidder ved Vinduet og ser ud. Det er Midnat. Sneen ligger over Haven. Maanen skinner stærkt ind i Stuen. Ingen Lys er tændt, men Ilden lyser ud fra Kaminen.)
Jack.
Ruth!
Ruth (som staar ved det andet Vindue.)
Ja, Far —
Jack.
Nu er Klokken tolv.
Han er endnu ikke kommen!
— Og Du bad ham vel om det,
da han sagde Farvel?
Ruth.
Ja — jeg bad ham om det.
Jack.
Hvor kan han nænne at slaa Farven ihjel
i Kinder som dine!
Han, som dog elsker dig over al Maade!
Ruth (vender sig bort.)
Tror Du, han gør det?
Jack.
Hvor det gør ondt
at se dine glade Øjne vaade —!
Jeg tror det ikke — jeg ved det, Ruth!
Tænk paa for syv Aar siden!
Ruth.
Ja, den Gang!
Siden — har han maaske fortrudt.
Jack.
Det mener Du ikke. Jeg husker endnu,
hvor han kom farende ind i Stuen
med Øjne, som lignede Gamle-Fruen,
spillende stærke, sorte af Minder
og raabte med blussende hede Kinder:
»Gamle-Fin derovre er død!
Skifteretten har været i Boet —
— jeg tror, der er Nød.
Fin har vistnok en gammel Tante,
som gærne vil tage ham hjem til sit,
men Ruth — Ruths Hjem er det samme som mit.«
Saa lukked han Døren paa vid Gab op
og trak dig demonstrativt ind i Stuen
paa samme heftig bestemte Vis
som Gamle-Fruen.
(lytter)
Hys! Hvad var det? Gik der ikke en Dør?
Ruth.
Nej, det var Vinden —
Jack.
Jeg syntes dog før — —
Ruth.
Hvorfor er Du saa angst i Nat?
Jack.
Døden har høstet tæt i mit Liv,
tæt i min Vaar og tæt i min Sommer
— Tuk var den eneste Søn, jeg beholdt —
jeg blir altid beklemt, naar han ikke kommer.
Ruth.
Du er træt — gaa i Seng. Jeg skal lukke ham ind. —
Jack.
Du er selv træt, Barn — og saa hvid om din Kind
Ruth.
Det er kun Maanens blege Skin! —
Jack.
Du banker vel paa ved min Dør, naar han kommer
og siger mig — hvordan alt staar til?
Det sneede saa stærkt en Gang i Aften — —
(hæst.) Hvis han for vild!
Ruth.
Han har skarpe Øjne og snare Fødder —
han finder nok Vej.
Jack (i Døren.)
Du lover at sige mig til, naar han kommer.
Ruth (uden at se paa ham.)
Det lover jeg dig.
Jack (nikker Godnat og gaar.)
Ruth (bliver staaende i Maanelyset med Hovedet lænet til Vinduessprossen. — Aabner Vinduet.)
Der farer imod mig en klinger Sang
af blinkende Iskrystaller!
Jeg hader — aa, hvor jeg hader alt
det døde Liv, som for Solen falder! — —
Jeg bygged min første Dukkestue
i Hulingen af et Kistelaag
uden at grue —
Men fra jeg begyndte at tænke,
gik Rædsel for Døden ind i mit Blod —
for Livet synger i min Aare,
og Livet danser i min Fod!
Jeg er aldrig angst, for at Tuk skal dø
— den Mulighed synes mig ikke givet —
jeg tror slet ikke paa Døden mer,
jeg tror kun paa Livet.
Men et er jeg jagende dødsangst for —
den Rædsel kendte jeg aldrig før —
for, at der er noget omkring mig, som dør — — —
(bøjer sig ud.)
Hvor underlig hult min Stemme lyder
i dette døde Eventyrslot,
hvor ikke et levende Liv sig sænker —!
(smiler.)
Jeg tror, jeg har lært af »Gamle-Fin«
at sige højt, hvad jeg tænker.
(lytter spændt.)
Nu var der nogen, som rørte ved Laagen.
(kalder.)
Er det dig?
Tuks Stemme.
Ja Ruth!
Ruth (løber til Havedøren og aabner den.)
Nej, hvor Du dog er tilsneet, Tuk!
Den ligger paa din Frakke i store, hvide Flager!
Tuk (i Døren.)
Skynd dig og luk!
Det fryser, saa det knager.
(stamper Sneen af Fødderne, kommer ind — drivvaad og med hede, urolige Øjne.)
Ruth (farer ham om Halsen.)
Aa, Gud være lovet, at jeg har dig igen!
Tuk.
Saa saa, lille Ven!
Kære lille Pige, Du blir drivende vaad.
Ruth.
Men Du da — Hvorfor blev Du saa længe ude?
Vi har siddet og ventet fra Klokken blev ni
— og nu er snart Midnatstimen forbi — —
Tuk (kysser hende hurtig.)
Min Jomfru skulde sovet forlængst paa sin Pude.
Ruth.
Jeg kunde ikke, Tuk — naar Du ikke var hjemme.
— Hvor var Du?
Tuk.
I Ulvedalene.
Ruth.
Igen!
Tuk.
Du skulde have hørt, hvordan Granerne suste!
De bøjed sig for Bygerne som Siv i en Sø
— de vaandede sig, ligesom en Sjæl, der skal dø!
Haglen drev fra Toppene som trillende Sved,
den pisked mellem Grenene og slog, saa det sved —
Ruth (hjælper ham Frakken af.)
Mærkede Du ikke, at et Uvejr trak op?
Tuk.
Jo.
Ruth.
Hvorfor kom Du da ikke hjem i Tide?
Tuk.
For saa maatte jeg netop blive, kan Du vide.
(da Ruth ryster paa Hovedet). Men tænk nu ikke mere.
Gaa i Seng, lille Pige — og luk Vinduet! luk!
Ruth (om hans Hals — angst.)
Du gaar da ikke fra mig? Du gør da ikke, Tuk!
Tuk (ser paa hende.)
Jeg elsker at køle min hede Haand
mod din hvide Pande
med Haarets krusede Silkebaand!
Jeg elsker at føle, som jeg gjorde saa tit,
dit varme unge Legeme tæt ind til mit
— og jeg elsker, jeg elsker at kysse dine Hænder
saa smalle og fine —
jeg elsker at knuge dem fast ind i mine!
Dine Øjne er varme —
de lokker mig som Solen den bristende Knop —
men for Urgrunden i mig kan de ikke lukke op.
Der er Segl for Graven.
Ruth.
— Jo én Gang, Tuk,
naar vi to flytter sammen —
Tuk.
Nej, hvor Du er smuk!
Og saa ung og saa fin!
Een Gang! Er Du saa helt og holdent min?
Ruth.
Ja — helt og holdent din.
Tuk.
Og saa flytter Du ind for at bygge hos mig
alle dine Dage!
Tænk dog en Gang!
Ruth.
Ja — saa flytter jeg ind
i Huset bag Haven
og fylder dig Hjemmet med Latter og Sang
og glade Suk — —
Men — husk det, Tuk:
saa Seglet fra Graven!
(smutter forbi ham — ud.)
Tuk (ser efter hende.)
Seglet fra Graven! — Nej det faar nok ligge,
hvor det én Gang blev lagt —
at bryde det staar ikke i Menneskers Magt.
(trækker en Stol frem foran Kaminen.)
Desuden — hun vilde jo aldrig forstaa.
Hvor skulde hun vel kunne fatte Vægten
af det store Skyldbrev, som staar skrevet i Slægten!
(synker træt sammen i Stolen.)
(Gerd, barbenet — frysende — i lang hvid Natkjole kommer sagte ind fra Døren ligeoverfor.)
Gerd (uden at se op — med rystende Stemme.)
Ruth! Er Tuk kommen?
Tuk (farer op.)
Men Gerd er det dig!
Hvad tænker Du paa?
Ved Du, det er langt over Midnat? Hvad tror Du,
Far vilde sige, hvis han dig saa?
Gerd (farer imod ham.)
Aa, Gud ske Lov!
Jeg lod jo bare, som om jeg sov.
Jeg sover aldrig, før jeg ved, Du er hjemme.
(sætter sig paa hans Skød og lægger Armene om hans Hals.)
Sig mig, hvorfor Du var ude i Nat?
Tuk.
Lad være med at spørge — Gerd, lille Pige —
jeg vil ikke svare — hører Du — Godnat!
Gaa! Gaa din Vej!
(sætter hende haardt ned paa Gulvet — Pludselig blødt, da han ser Taarer i hendes Øjne.)
Gerd — lille Gerd — græd ikke for mig.
Kom, lad mig varme dine kolde smaa Fødder —
jeg mente jo ikke at gøre dig Fortræd.
(løfter hende op til sig og begynder ivrig at gnide hendes Fødder mellem sine Hænder.)
Gerd (stryger med sine tynde Fingre igennem hans Haar.)
Tuk, tag mig med
ind i dine Tanker — Du ved, jeg forstaar —
Tuk.
Den lille Gerd er kun femten Aar.
Gerd.
Ja — men hun tænker meget —
Tuk.
En Arv,
hun helst maatte sluppet. — Den er lykkeligst født,
som slet ikke tænker, før Arven er forødt.
Men det, at vi to er saa nøje i Slægt,
gør dig just farlig — saa jeg fristes til at dele
med dit glade Ungsind Tungsindets Vægt.
Gerd.
Del! Jeg vil være saa lykkelig og stolt
som en Konge!
Tuk.
Der ligned Du »Gamle-Fruen«!
Gerd.
Fortæl mig om hende, som hun sad her i Stuen!
Aa, hvor Du er lykkelig, som kendte hende, Tuk!
De siger nok, Gamle-Fruen er død —
men jeg tror, hun lever alligevel herinde.
Tuk (nikker tungt.)
Ja, det er netop det —
Vi handler ikke uden i Samraad med hende.
Gerd.
Men det er jo bare godt — er det ikke?
Tuk.
Nej, Gerd! Vi skulde kunne handle alene,
hver med sit Menneskeansvar inde —
men her er det ligesom den enkeltes Liv,
hele Slægtens Liv, hænger sammen med hende.
Gerd.
Ved Du, hvad jeg tror:
Al Ting hænger sammen med den gamle Cremoneser,
som hænger derinde paa Væggen ved dit Bord,
og ligger om Natten ’under din Pude —
Tuk (farer op.)
Gerd! Hvoraf ved Du —?
Gerd.
Jeg har hørt det af Mor.
Tuk (sætter sig.)
Det er sandt — — Jeg ligger i vaagne Nætter
med Øret tæt til dens aabne Mund,
da hører jeg selsomme Toner
hulke op fra dens knuste Bund,
— da brister en Sang i mit Indre,
da falder der Lænker, da sprænges der Baand!
og da maa jeg op og knuge
det vaade Ler i min Haand.
Gerd (folder Hænderne.)
Og da blir det dejligt, dejligt,
det, Du da former!
Tuk.
Ikke dejligt nok — der er langt igen!
Violinen, den har jeg arvet fra hende,
men den knækkede Bue —
Gerd (ivrig.)
Ja, ja — hvad den?
Tuk.
Den har jeg, fra hun døde, aldrig kunnet finde.
Gerd.
Jeg tror — at jeg ved, hvor den er —
Tuk (holder Haanden for hendes Mund.)
Ti stille!
Jeg vil ingen Ting vide.
Om hun tog den med sig eller gemte den et Sted,
sikkert har hun haft
sine egne forunderlige Tanker dermed. —
Vi Hauger er fattige paa Lykke —
vi er som den Krone, hvor der mangler en Sten
— ingen af os ejer det manglende Stykke.
Gerd (trækker frysende Natkjolen nedover sine Ben.)
Tuk — fortæl mere om »Gamle-Fruen«!
Tuk.
Nej, Gerd — her bliver saa koldt i Stuen —
Du fryser. Kom, lad mig pakke dig ind.
— Ilden er ude. Skal jeg tænde en Lampe?
Gerd.
Nej, nej! Her er dejligst i Maaneskin.
Tuk (staar en Stund stille med Ryggen til hende — vender sig saa pludselig.)
Sig mig, Gerd — hvad drømte Du mest
om i din Barndom —?
Var dine Drømme de samme som mine?
Gerd.
Jeg ved ikke, om de lignede dine.
Jeg véd kun det ene —
at Frispillersagnet var i dem alle.
Tuk.
Gerd! Ogsaa i dine!
Gerd (ivrig.)
Men hver Gang jeg syntes, det blev stærkere end jeg,
drev jeg det fra mig. — Det skal Du ogsaa gøre,
— hører Du Tuk! — for ellers kvæler det dig.
Tuk.
Du siger det saa underlig: »Saa drev jeg det fra mig —«
Kan Du det da virkelig?
Gerd.
Jeg kan, hvad jeg vil.
Tuk.
Det trode jeg ogsaa én Gang — — men siden — — —!
Aa, man faar tammere Tanker med Tiden.
Gerd.
Du aldrig, Tuk! Du har voldsomme Tanker.
Du er en Hauge i ondt som i godt —
Du kan tænke forkert, men aldrig smaat.
Tuk.
Der er to Slags Hauger — dem, der tog Arv
i Kunst som i Liv fra Farmors Side —
dem, som for Slægtens Synder maa lide,
og dem, som slægtede Farfar paa. —
Jeg husker endnu, naar som lille Purk
jeg sad hos Mor, og hun hviskede: »Tuk!
Du skal ligne Far —
for Far er saa god — og Far er saa smuk.« —
Stakkels Mor! Hun var bange for Arven,
angst for det skjulte Forbandelsens Mærke.
for den store Fryd og den store Smærte,
som bag Cremoneserens Bue laa!
Gerd.
Kære lille Mor med den dejlige Røst!
Jeg har hendes Billede her ved mit Bryst.
Hun gav mig det selv en Gang i Tiden
— jeg gemte det, da hun var død, som en Skat —
Aldrig glemte jeg siden
at kysse det til Godnat.
Tuk.
Nej, Troskab var altid Haugernes Skik.
Gerd.
Der hænger et Billede inde i Salen
af »Gamle-Fruen« med det mægtige Blik.
I Maaneskin
er det, som hun lever — som rørte hun sig —
Og jeg lister mig ind —
Tuk (imod hende.)
Du ogsaa! — Voldtog hun ogsaa dig!
Gerd (ryster paa Hovedet.)
Jeg bli’r kun, saa længe mig selv jeg kan mærke —
Jeg gaar, naar jeg føler, at hun bliver den stærke.
Tuk.
Du kendte hende ikke.
Men den, som har følt hendes brændende Øjne
lyne i sine
og hørt hendes Stemme og mærket i sin Haand
begge hendes Hænder saa faste og fine,
han glemmer hende aldrig, fra han først hende saa —
saa hende rigtig, forstaar Du!
Gerd.
Hvordan?
Tuk.
Som en Kæmpeskikkelse, rynket og graa,
men rank til det sidste trods Længsel og Møde —!
Jeg elskede hende bestandig,
men jeg saa hende først et Aar før hun døde.
Gerd (kryber ind til ham.)
Fortæl om det, Tuk!
Tuk (nikker.)
— Jeg saa hende først, da hun begyndte at tale
om den gamle Violin.
Det var en Aften, jeg kom ind i hendes Stue —
Maanelyset strejfed hendes Brystlinnings Lin
og Haaret, der faldt over Tindingens Bue.
Hun lukked sine Øjne — hendes Pande var hed.
I Kurvestolen sad hun og lænede sit Hoved
ind til Violinen, som fra Væggen hang ned.
Underlig betagen krøb jeg hen bag hendes Stol.
Da saa jeg en Taare, som listende gled
bag Øjenlaagets Skygger.
Og jeg hviskede tyst —
bange for at høre min egen Drengerøst:
Farmor! Hvorfor er Violinen i Stykker?
Hvem knuste den for dig? — Da vendte hun sig om —
det gamle hede Lynglimt i Øjnene kom —
»Dreng!« sa’ hun — »Dreng!
Jeg knuste den selv — for Forbandelsens Skyld —
for at sone Cremoneserens Synder i Slægten.
Men nu synes jeg stundom ved Enden af min Vej,
at Hævnen og Forbandelsen var stærkere end jeg. —
Tuk! kom herhen!« — Hun tog mig ind til sit Bryst
og lagde den gamle Cremoneser til mit Øre.
Da hørte jeg som Sangen af en bristende Røst —
Og jeg brast i en hulkende Graad ved hendes Bryst.
Hun strøg mig over Haaret med et vemodigt Smil:
»Du ogsaa — Du ogsaa! Jeg tænkte det længe —
Kunstnerblodet rinder bestandig i Slægten,
trods alle bristede Strænge —
det bløder sig ned fra Sjæl til Sjæl —
Dybest set er det maaske Forbandelsen selv — —«
Gerd (gispende.)
Nej, nej! Det mente hun ikke —
Tuk.
Skøndt Dreng
anede jeg Sammenhængen mellem hendes Tanker
og Frispillersagnet. — Jeg kredsede omkring
det med alle mine Drengedrømme i én Ring.
Der var tusende Ting, jeg vilde spurgt hende om,
men det var, som noget helligt bandt for min Tunge.
»Tuk«, sa’ hun blot, da jeg siden kom
for at sige Godnat — »Husk, naar jeg skal dø,
at lægge Violinen tæt til mit Øre,
saa farer min Sjæl med Sang herfra
ind, hvor der er evige Toner at høre!« —
— »Farmor — Farmor! Fortæl om Violinen!« —
Jeg husker, at jeg ikke turde møde hendes Øjne,
da jeg hvisked det — men laa
med min Kind tæt til hendes — Da var det, at jeg saa,
eller følte hende smile — jeg kan aldrig beskrive
rigtig hvordan,
men der var noget aandelig fribaarent i Smilet,
noget kongelig stolt, som kun træffes hos en Mand.
Langsomt, som talte hun for sig selv,
begyndte hun stykkevis at fortælle,
hvad den Gang stykkevis jeg forstod:
— om Slægtens brændende Kunstnerblod,
som vaagnede sent, eller brusede straks,
— om sig selv — og om Max —
om Slægtens Stamfar, som døde sindssyg,
om lille Bror Svend, som fødtes blind —
og om Mor, som derfor blev tung af Sind — —
om stakkels Bror Knud, som først kunde se,
men siden blev langsomt blindet, saa Døden
kom som en Livsbefrier i Nøden.
Og hun føjede til med et bittert Suk:
»Ak, Tuk!
hvad nytted det mig, at jeg knækkede Buen
og slog hver dirrende Stræng ihjel —
Forbandelsen lever alligevel!«
Gerd.
Mere! Mere om Gamle-Fruen!
Tuk.
Jeg husker saa klart, hvordan hun stod
en Gang ved min Seng med Far og Mor
og sa’ med sin dybe Stemme de Ord:
»Gud ved, hvad Byrde der nu skal lægges
paa den Drengs Bryst —?
Om han skal naa frem, eller ikke faa Lov — —?«
Og jeg hørte, Mor græd — men jeg lod, som jeg sov.
— Kort efter saa hun mit første Forsøg
paa at skabe i Ler —
— hun smilte, da hun saa det, men sagde ikke mer.
Hun nikked kun saa underlig —
Gerd.
Hvad tror Du, hun tænkte?
Tuk.
— Hun tænkte Musik!
Den sang om hendes Mund, og den sang i hendes Blik —
hun var straalende smuk i det Øjeblik.
— — Jeg ved ogsaa godt, hvad hun tænkte mer —:
Det synger, selv bag de tavse Stene,
det spiller, selv bag det vaade Ler —!
Slægtsviolinen spiller bag det hele — — —
Gerd.
Den gamle Violin —
Hvor jeg elsker den, Tuk! — Og nu er den din.
Tuk.
Ja — nu er den min
med Forbandelsen, den gemte.
Gerd.
Hvorfor glemte Du Løftet til Gamle-Fruen?
Tuk.
Tror Du, jeg glemte!
Nej, aldrig har jeg glemt.
Men dette — det var ligesom forud bestemt.
Jeg var borte, da hun døde — det kom pludseligt paa —
man mente et Hjærteslag, for Siden var blaa.
Jeg legede i Ligkisteværkstedet, sammen
med dig, Ruth og Fin.
I drengekaadt Sind
red jeg paa den Kiste, hvor hun snart skulde ligge
— jeg sprang mod dens Bund, leged Skjul i en Krog
af dens hule Laag.
Endnu kan jeg høre, naar jeg tænker paa Springene,
hvor gjaldrende de lød —!
Aldrig, før jeg den Dag kom ind i hendes Stue,
havde jeg haft Tanke for, hvad Døden betød.
Mor tog min Haand — men hun rystede i Stemmen
og var hvid — hvid som Sne.
»Gamlefruen«, sa’ hun, »er død. Kom og se!
Hun sendte dig en Hilsen — før alt var forbi.
Jeg lovede, at Du skulde faa den — fordi
— fordi det var den sidste.
»Sig til ham,« sa’ hun, »at den Tro, som flytter Bjærge
evnede det ikke — —
Den Kærlighed, som ofrer alt, kan evne det endnu.
Sig ham, at Ens Arv tør En aldrig lade ligge
— og velsign ham saa, Du!« — — —
Sagte gik vi ind — og dér laa hun paa Sengen
med sin skinnende hvide Natdragt paa —
kun de sorte Øjenbryn
lyste, hvor de gnistrende Ørneøjne saa.
Jeg stirrede paa hende, som jeg stirred, da jeg saa
Michel Angelos Mesterværker i Marmor —
hun lignede et Mesterværk i Marmor, som hun laa!
Jeg kastede mig over hendes dejlige Lig
med et skærende Skrig —
Jeg kyssed hendes Hænder, og min Mund blev som Is —
jeg kyssed hendes Læber, og det var, som om noget
frøs sammen i mit Hjærte paa underlig Vis.
Gerd (pludselig angst.)
Tuk! Hvad var det? — Aa kære, min Ven,
prøv, om det ikke kunde smelte igen!
Tuk.
Jeg husker, at jeg knyttede min Haand imod Mor
og slyngede hende i voldsomme Ord
Bebrejdelsen imøde:
»Hvorfor gav I hende ikke Cremoneseren med?
Saa har hun ikke hørt Sang, da hun døde!«
Mor tog om mine Skuldre og rystede mig —
»Dreng! Dreng! Hvad angaar det dig?«
Men jeg hørte hende ikke, jeg hulkede kun:
Hvor kunde hun dø, før hun havde Violinen
tæt til sin Mund —!
Mor svarede ikke — hendes angstfulde Blik,
mere end alle Ord,
røbede den Rædsel, som igennem hende for — —
Jeg ved, at hun tænkte paa min stakkels lille Bror,
og paa Max, som var Krøbling, før han blev stor —
og paa Farmor, som aldrig fik naat det, hun kunde — —
Jeg tænkte ogsaa paa det, da jeg saa hende ligge
saa trygt dér og blunde,
helstøbt i Døden, som hun var det i Livet.
Og da det blev Nat —
Gerd.
Ja, ja! Hvad saa?
Tuk.
Saa tog jeg den gamle Violin, som var glemt
under Dødens Smærte,
og sneg mig ind i Stuen, hvor Kisten var sat,
for at lægge den tæt til hendes Hjærte.
Langsomt og saa underlig højtidelig stemt
gik jeg hen, hvor hun stod.
Maanelyset skinnede om Ligkistens Fod —
Jeg vilde lette Laaget — men det var skruet sammen,
Zinkkisten lukket og loddet til med Bly!
Da overfaldtes jeg af en forunderlig sky
og skælvende Rædsel,
som gik mig lige til Ben og Marv!
Jeg syntes, at den Døde rejste sig i Kisten
og gav mig sin knuste Cremoneser i Arv
— jeg syntes, at jeg mødte de bristende Blikke —:
Sig ham, at Ens Arv tør En aldrig lade ligge — —
Det var, ligesom jeg saa hende smile
og hørte hende sige: Saalænge der er
en Draabe af Kunstnerblod i Slægten,
kan den gamle Cremoneser ikke hvile. —
Men jeg siger dig, Gerd,
at ikke for en Krone af kongelig Værd
kunde mit Hjærte have banket saa stærkt,
i vildtstormende Takt,
som da jeg den Gang stod Æresvagt
foran hendes Kiste i den dødsstille Nat
og knugede den gamle Cremoneser i Favnen
og arvede Haugeslægtens ældgamle Skat —!
Gerd (farer ham om Halsen.)
Aa, hvor Du er dejlig, naar Du taler som nu!
saa stolt og saa smuk! —
Og Gamle-Fruen — hvor jeg elsker hende, Tuk!
Tuk.
Ruth gør det ikke — hun gaar udenom hende,
som Mor gjorde én Gang — som Far gør endnu.
Men det er jo slet ikke deri, det ligger —
aa nej, nej, Du!
I det, som fra først af er spillet ind i Slægten,
ligger Faren endnu:
Lidenskaben, Kunstnertrodsen, alt hvad Du vil,
den store, vilde Vilje paa Bunden af vort Spil!
Gerd (lukker uvilkaarlig Øjnene.)
Jeg er glad ved, at jeg ikke
fik Forstand paa Musik.
Tuk.
Det fik jeg heller ikke — men den Gang jeg fik
noget Ler i min Haand og begyndte at forme,
da var det, som Jordskorpen under mig sang,
da var det, som Harpeslæt brusede og klang
fra Luften og fra Havet! — — Siden den Gang
ved jeg, Violinen er stærkere end jeg.
Gerd (efter et Ophold.)
Hvis det var mig,
saa vilde jeg være den stærkeste selv —
eller ogsaa vilde jeg slet ikke spille.
Tuk.
Du maatte ville.
Mor sang sig frem gennem Livet — hun var fri!
— Om hun var Kunstner,
saa var det paa en helt anden Maade end vi.
Hun var Kunstner med sin Sjæl, men ikke med sit Blod —
vi er det baade med Sjælen og Blodet —
Det var det, som hun frygtede og forstod.
Hos hende var Kunsten bare Lykke,
hos os er den Lidenskab, Vilje og Trods,
stærk Sol og Skygge —
derfor kunde hun aldrig forstaa den hos os.
Gerd.
Mor skulde ikke være død den Gang!
Tuk.
Husker Du hende?
Gerd.
Jeg husker en Gang,
jeg sad paa en Skammel og hørte, at hun sang,
og stopped mine Ører og vilde ikke høre det —
Tuk.
Aa, hvor hun var henrykt, den Gang, hun saa dig gøre det!
Hun dansed over Gulvet og slog Takt med sin Hæl,
standsede, hvor Far over Bordet sad bøjet.
»Det Barn har en Vilje som Gamle-Fruen selv,
men ikke en Gnist af Kunstnerild i Øjet!
Det Barn skal træde jævnt, Jack — og lige og frit,
ikke være Haugeslægtens — bare være mit!«
(Ser paa hende — smiler.)
Du blev nu lidt af Haugeslægten ogsaa, kan jeg tro.
Men Mor —! hvor hun lo,
naar hun saa dig saa lykkelig, dumdristig og modig,
saa ligetil og tryg,
saa kraftig, stærk og frodig
med dine faste Ankler og din lille ranke Ryg,
med dine røde Kinder
og dine stærke Øjne,
som skælmske ler og skinner
og skifter Farve brat! —
Maaske dog, hvis hun saa dig,
som Du sad her i Nat
og slugte hvert Ord
af din gamle, gale Bror,
maaske hendes Frygt saa vilde vaagne igen — —
Nej, nej! Den svandt hen,
naar hun mødte dine Øjne. — De er stærke som en Ild,
og der staar skrevet i dem: Jeg vil, hvad jeg vil.
Gerd (rusker ham i Ørene.)
Du dejlige, taabelige, gamle Tuk-Tuk! —
Hvorfor drager Du nu saa dybt et Suk? — (Da han tier.)
Sig mig, hvorfor Du kom hjem saa silde?
Tuk (lægger Haanden paa hendes Mund.)
Hys! Ti stille!
(Gaar hen til Vinduet, hvor han bliver staaende længe og ser ud.)
Tungt føler min Sjæl Forbandelsens Tryk —
det Tungsind, som ligger paa Lur i Slægten,
og pludselig er i et Spring paa min Ryg —!
Det er som den evige Skygge for Solen,
den evige Vinter over en Vaar —
Alle de andre har følt det samme,
hver med sin egen Lidelses Kaar:
Farmor — og Farbror, som elskede Mor,
— og Farmors Bror,
den lille Dreng, som var stum fra Fødslen —
og min egen lille blindfødte Bror!
Alle har de bøjet sig tungt under Vægten
af en altid levende Skyld i Slægten. — —
Og jeg selv! Naar jeg selv en lykkelig Dag
fører en Hustru ind under mit Tag,
skal jeg da bære med mig Angstens Kvide,
skal den ligge som en Hugorm i Hjærtet og bide,
hviske om min Hustrus Fod, hvor hun gaar,
være i hvert Favntag, jeg giver eller faar — —?
Den Tro, som flytter Bjærge, evnede det ikke —
den Kærlighed, som ofrer alt, kan evne det endnu —!
Den Gaade kan jeg aldrig lade ligge —
Hvad er det, som skal ofres? Og hvem skal være Ofret?
Hvem siger mig, at Offeret er gyldigt, naar det kommer?
Hvem borger for, det ikke er som Offere er flest —?
Ofre alt kan ingen — men hvem kan ofre mest?
Den, som elsker højest — Altsaa Ruth! — Nej, nej, nej!
Hun har givet mig alt, hvad hun evnede at give.
men det var intet Offer, for hun elskede mig,
og hun fik, da hun gav —
Hjærte for Hjærte — Nej, Ruth er det ikke,
og Gerd er for ung til saa stort et Krav — — —
Kvinder —! Hvorfor tænker vi altid paa Kvinder,
naar vi taler om at ofre? —
Alle mine Spørgsmaal raaber i Stuen!
Kun én kunde svare mig — Gamle-Fruen —
men hun er de tavse Skyggers Gæst.
(Vender sig uden at mærke, at Gerd ikke svarer.)
Kan Du forstaa, at jeg har det bedst,
naar jeg mejsler og hugger min Tanke Vej?
Violinen lægger jeg foran mig —
den spiller, naar jeg ser paa den — spiller, spiller
med Hælvten af en Stol og en Stræng uden Bund!
Naar jeg hviler mig, lægger jeg mit Øre til dens Mund — —
(Gaar nærmere.)
Ja, luk Du kun Øjnene — — — Lille Skind!
hun er falden i Søvn med Graad paa sin Kind.
Og her har jeg ladet hende ligge og fryse,
mens hun glemte sig selv
for at holde Vagt hos en kæmpende Sjæl —!
— Godnat, lille Gerd! Din Hjærtebund
har sin egen friske, frodige Grund,
som aldrig blev rørt af en svidende Flamme,
— dig skal Forbandelsen ikke ramme.
(Løfter hende forsigtig op paa sine Arme.)
Kære lille Gerd! Stærke lille Gerd!
Husker Du endnu, da jeg tog dig som Dreng
og red dig med Leg og Spøg i Seng?
Gerd (farer op med et Skrig — gnider Øjnene.)
Er det — Gamle-Fruen!
Tuk.
Nej nej! det er mig — din gamle Dreng,
som bærer dig varsomt ud af Stuen
og ind i din lille varme Seng.
(Ruths Værelse i Hauges Hus. Ruth ligger paa Knæ foran en stor Koffert og gemmer fint nyt Lintøj ned. — Paa Bordet, i Sofaen og over alle Stole ligger Duge, Servietter og haandsyet Linned spredt.)
Gerd (staar ved Siden af hende og ser beundrende til.)
Naa! hvor Du har været flittig!
Hele Stuen er jo fuld!
Ruth.
Aa, jeg elsker snehvidt Linned!
(Gnider det mod sin Kind.)
Dette fine, bløde Damask,
det er mere værd en Guld.
Gerd.
Ja, det maa jeg tro — for dig!
Du har syt langt ud paa Natten.
Ruth.
Jeg har syt for Tuk og mig —
mest for Tuk.
Gerd.
Lad os sidde her paa Hug,
mens vi tæller — — —
Ti Par Lagner, uden Folder
eller Pletter —
tolv Chemiser — tyve Duge —
tresindstyve Servietter —!
(Slaar Hænderne sammen.)
Nej, hvor denne Dug er smuk!
Ruth.
Det er ogsaa den, som aller-
først skal dække Bord for Tuk.
Gerd.
Ja, han bli’r nok godt forkælet,
førend Aaret halvt er omme,
faar det som en Æggeblomme —
bliver Konge i et Slot — — —
Ruth.
Aldrig faar han det for godt.
Gerd.
Kan dog være, —
Alt er gaat saa let for Tuk:
Han kom hjem med dig ved Haanden —
han var ung, og Du var smuk —
han fik Hustru med det samme —
Ruth.
Ti!
Gerd.
Jeg siger ej et Muk.
Ruth.
Har Du nogen Ting at sige —
Du! en lille femtenaarig
Skolepige!
Gerd.
Bare det, at jeg ham kender —
Ruth.
— bedre, tænker Du, end jeg!
Gerd.
Ja — Er Du en Hauge?
Ruth.
Nej. —
Det er sandt —
Gerd.
Men det er jeg.
Ruth.
Du har Ret. Der er vel Grunde
i hans Sjæl, hvor Slægtens Blod
bedre end jeg selv kan bunde.
Gerd.
Men vi har jo glemt at tælle!
Ruth.
Haster ikke.
Gerd.
Femogtyve Viskestykker —
tolv Haandklæder —
Ruth.
Lad dem ligge.
Gerd.
Aa, vær ikke vred paa mig!
Ruth, Du kære Ruth! Jeg vilde
sidst af alt bedrøve dig.
Ruth (brister i Graad.)
Tror Du ikke, jeg har set,
hvor tungsindig han har været,
aldrig smilet, aldrig let!
Hele Dage,
halve Nætter gaar han ude,
vender tung og tavs tilbage.
Aldrig har han Ro herhjemme,
aldrig ude — der er Graad
bagved Klangen af hans Stemme.
Gerd.
Spørg ham, Ruth!
Ruth.
Han svarer ikke.
Gerd.
Sig, at Du forlanger Svar!
Tving ham!
Ruth.
Hys! Dér kommer Far!
Jack Hauge (i Døren.)
Jeg — jeg vilde bare spørge,
om Tuk muligvis var kommen?
Ruth.
Ikke her.
Gerd.
Jeg saa ham før.
Jeg var nylig ved hans Dør,
havde Æbler med i Lommen,
kasted dem ad Ruden ind —
den Gang stod han i sin Bluse,
hug i Marmor, hed om Kind,
mærked næppe, at jeg var der — —
Jack.
Jeg forstaar ham ikke mer —
altid former han i Ler,
eller hugger til i Marmor,
ødslende med Arbejdskraften
— men paa Gulvet
ligger Værket knust før Aften —!
Dette sidste
ligner mest en Hedningkvinde —
halvt en Nonne, halvt Gudinde.
Ruth.
Snarere er det Symbol
paa en Tanke, han har inde,
noget, som hans Sjæl vil højne — —
Gerd.
Hvor I begge to er blinde —!
Ser I ikke:
hun har Gamle-Fruens Øjne.
Ruth (med et hastigt Blik paa Jack Hauge.)
Hys! Ti stille!
Jack (tungt.)
Altsaa hende —! altsaa hende —!
(Staar et Øjeblik med Hænderne for Øjnene — gaar saa mod Døren.)
Undskyld, at jeg har forstyrret — (Ud.)
Gerd (med vaade Øjne.)
Saa Du det?
Ruth.
Jeg saa det godt.
Far er gammel nu og ensom —
Gerd (springer efter ham.)
Ensom maa Du ikke sige —
Han har mig — sin lille Pige!
Ruth (ene.)
Underligt, hvordan vi gaa
allesammen og er skræmte,
aner noget ondt, der truer,
ved, at hver for sig vi gruer — —
(Sysler med Linnedet.)
Fine, bløde, rene Linned,
af hvis Skød jeg mange Gange
kunde gyldne Solglimt fange,
naar jeg sad ved Nat og Dag,
syde Fingren rød og blodig,
syde frejdig mig og modig,
spærred Tvivlens Tanker inde —!
Næste Foraar vil han komme,
saa er Ventetiden omme,
saa er Jubelaaret inde —!
Sidste Sommer
bad han mig at sy det færdigt —
— »for at vi kan holde Bryllup,«
sagde han, »naar Vaaren kommer.« —
Nu er vi i Foraarstiden —
han har aldrig nævnt det siden —!
Døde ligger mine Drømme,
bundne ligger mine Tanker — —
Tuks Stemme (udenfor.)
Lille Dør!
luk dig op for en, som banker!
Ruth (svarer med et Jubelskrig.)
Tuk (i Døren.)
Blev Du bange? — Gør jeg Støj?
Nej, staa stille! — Du er dejlig
mellem alt det hvide Tøj.
Ruth.
Kom og se!
Jeg har ikke ødet Tiden
fra i Sommer.
Tuk.
Lille travle Arbejdsbi,
Du har trolig holdt dit Løfte,
Du har ærlig opfyldt Bønnen —
nu fortjener
Du tilfulde Arbejdslønnen.
Ruth (om hans Hals.)
Aa, saa har Du ikke glemt —
Tuk.
Glemt! Hvor tror Du, man kan glemme,
naar Ens Bryllup var bestemt!
Ruth.
Hvorfor tav Du da saa længe?
Hvad var det, som kom imellem
os — og saa vor unge Lykke?
Tuk.
Noget som en iskold Skygge
og en dump og knuget Rædsel —
eller Vægten
af en Tungsindsarv i Slægten.
Ruth.
Er det tungt, saa maa vi dele —
Aldrig faar Du
Lov at bære mer det hele.
Tuk.
Det, jeg mener, kan alene
selv jeg bære.
Ruth.
Vi er to for halvt at dele.
Giv mig dine tunge Tanker —
gærne vil jeg paa dem kalde —
kære, giv mig alle, alle!
Tuk.
Du vil ræddes ved den Fangst —
Husk, jeg kaster med det samme
i din Sjæl min egen Angst.
Ruth.
Om Du kaster den i min,
vil jeg svare med at kaste
tusend Solglimt ind i din.
Tuk (favner hende.)
Aa Du dejlige! Du ene,
som jeg gav mit Hjærte helt!
Ruth (ryster paa Hovedet.)
Dine Tanker har Du delt.
Tuk.
Ja, for de er altfor tunge.
Ruth.
Mine Tanker er saa unge
og saa sunde,
de kan bære —
Tuk.
Gid de kunde!
Ruth.
Dér var det igen at se,
dette vilde Glimt i Øjet —
Tuk (ironisk.)
— Efterslæt af Slægtens Ve,
som sporadisk — gennem Dage
vender potensert tilbage — — —
Ruth (tager hans Hoved mellem sine Hænder og ser ham fast ind i Øjnene.)
Kunde jeg dog rive dig fra Øjnene et Bind
og vise dig, hvor Livet er dejligt at leve,
elskede Du!
Tuk.
Ja vis mig det! Maaske Du kan frelse mig endnu.
Ruth.
Hvorfor spilder Du alle dine solfyldte Dage
og lever ikke Livet?
Siden faar Du aldrig din Ungdom tilbage.
Tuk.
Du har Ret,
varme unge Kvinde med det syngende Blod!
Lær mig det, jeg lytter jo saa gærne ved din Fod.
Ruth.
Hør! hvor Livet synger for dig og for mig!
Tuk.
— synger i din Røst —
Ruth.
— og i dine Arme — —
Tuk.
Og ved dit Bryst! — —
Ruth! Nu skal Du lade din Brudekjole sy,
for nu vil vi lyse til Bryllup —
Ruth (jublende.)
Tuk!
Tuk.
Luk dine Øjne, mens jeg kysser dig — luk!
Der er Tider, hvor Du næsten er altfor smuk.
Ruth.
Se, hvor det skinner omkring dig, Tuk,
fra Gulvet og Bordet, fra Sofaen, Stolene
rundt omkring —!
Der er Tanker paa dig, i hvert eneste Sting!
Naar jeg sad her og sy’de, tænkte jeg paa,
hvor det alt skulde ligge —
hver eneste lille færdig-syt Ting!
Det kniplede Mellemværk til Gardinerne —
jeg ser dem i Tankerne, hvor de skal hænge —
og de fine, broderede Pudebetræk
over vore Senge —
Løberen der
paa Divanbordet i Dagligstuen,
naar Lampen er tændt, og Kakkelovnsluen
lystig sladrer — — Og Dugene her!
hvor tit har jeg bredet dem ud i Tankerne
hver en for sig
og drømt, at jeg dækkede Bord for dig —
at vi sad ved vor eget, Du og jeg,
og klinked med Glas og bytted med Fade,
saa forfærdelig stolte, saa forfærdelig glade!
Tuk (stirrer ufravendt paa hende.)
Er det som Du siger? Har Du været i dette
med hele din Sjæl —
med hver Draabe af dit Blod, med hver Tomme af din Sjæl?
Ruth.
Ja, ja! det har jeg!
Tuk.
Var alle dine Ønsker og alle dine Tanker,
alle dine Evner og Kræfter deri?
Ruth.
Ja — hvorfor spørger Du saa underligt?
Tuk.
Fordi,
jeg vil vide, om intet Livets Offer
kunde være dig større
end det at give slip paa den straalende Drøm,
Du syde ind med tusende Sting i hver Søm —
gemme al denne hvide Herlighed hen
og vide, at Du aldrig skulde eje den igen —
aldrig rede Sengen med snehvide Lin,
aldrig lune Stuen og kalde den for din,
aldrig dække Bordet med Disk og med Fad,
aldrig blive glad —
bare eje Haabet, men aldrig se det øges — —
Ruth (bleg.)
Tuk, hold op! — hold op dog!
For grusomt kan der spøges.
Tuk.
For grumt kan der tænkes — Ruth! Tænk ikke mer,
ikke nu i Aften — men vis mig endnu fler
af dine dyre Skatte, som Du i Smug har samlet,
mens jeg har gaat derude i Mørket og famlet.
Ruth.
Nu kan jeg ikke mere — Du tog Solglansen bort.
Tuk.
Solglansen —?
Ruth.
Den, som laa over det hele.
Din Stemme blev saa fremmed, og dit Blik blev saa haardt —
Tuk.
Hvad var det, som holdt dine Tanker og Drømme
sammen i en eneste straalende Ring?
Ruth.
Det var dig, Tuk, bag alle de livløse Ting —
dig, som skulde komme og byde tilhuse,
dig, som skulde lægge dit Hoved til Ro
og række mig Haanden —
Tuk (gør det.)
Dem begge to!
Men fri mig for at tænke — fri mig for at tænke!
Ruth.
Jeg frir dig saa gærne for alt det onde.
Tuk.
Kan Du ofre mig al Ting?
Ruth.
Gid jeg kunde!
Der findes ikke det, som jeg ikke vilde give
for at sikre dig Livets Lykke paa Jord.
Tuk.
Alt —! (Ser paa hende.) — — Ruth! — jeg tror,
det var dig, hun mente — — —
Ruth.
Hvem?
Tuk.
Gamle-Fruen —
Der var noget, hun tænkte paa, da hun døde,
en Hilsen, hun sendte mig gennem Mor —
Ruth.
Hun talte saa mange sære Ord,
som ingen forstod.
Glem hende, Tuk!
Tuk (ryster paa Hovedet.)
Violinen forpligter —
der er noget i den endnu af en Digter,
selv om den er tavs —
den evner endnu at spille ind
i Slægten sit flammende Kunstnersind —
Ruth (angst.)
Aa, nej, nej, Tuk!
Tuk.
Det er svært at være blandt dem, som skal naa
den store Kunst.
Vældige, hærgende Storme maa gaa
igennem et stakkels Menneskehjærte,
før den store Kunst kan skrive derpaa,
Sorg uden Trøst — og Tørst uden Vand —
Ensomhed indtil den yderste Rand,
saa der ikke mere er det, som kan tabes —
— for det er af Ensomhed, Storhed skabes.
Ruth (bleg.)
Er det dig selv, Du taler om?
Tuk (med et Omslag.)
Nej!
Fremtidig taler jeg kun om dig.
(ser paa hende.)
Hvor dejlig Du vil se ud som Brud
i alt det lysende, skinnende Hvide,
med Kransen over dit sorte Haar!
Tænk, naar Sløret det sammenholder
som en Offerklædning, der falder blødt
i store, vigende Folder,
højt fra din Isse og ned til din Fod —!
Du maa love mig, at Du vil intet spare —
den skønneste Dragt er ikke for god.
Ruth (med Armen om hans Nakke.)
Min Herre skal se mig saa skøn den Dag,
som han aldrig har set, hverken før eller siden.
Tuk.
Ruth! Kan Du ikke skynde paa Tiden!
Ruth.
Alle mine Sorger dem lægger jeg bort
som syde Sømme —
men alle mine Ønsker og alle mine Drømme,
binder jeg som straalende Vinger til Tiden,
saa bruser den imod os i jublende Strømme!
Tuk (knuger hende ind til sig.)
Fager skal Du være uden Rynke eller Plet,
som den snehvide Dug paa vor Kærligheds Alter — —
(Slipper hende — Sagte.)
Abraham byggede jo ogsaa et Alter,
da han ofrede Isak — husker jeg ret. (Ud.)
Ruth (ser efter ham med tindrende Øjne.)
Med dig er der Fryd i hver en Vaande! —
Aa, hvor er det dog dejligt at leve,
dejligt at aande! —
(Hun gaar nynnende til og fra imellem alt det hvide Linned og gemmer Stykke for Stykke hen. — Medens hun gør det, synes hun, at det faar Liv imellem hendes Hænder, og at de døde Ting taler:)
Kniplingerne.
Trin over Trin
i Traadedans,
Sting over Sting,
foruden Stands
knipler vi sammen
dit Liv med hans!
Spindelvævsfint
som Sol af Dug
knipler vi ud
hvert Glædesfnug,
lukker i Løkke
hvert angstfuldt Suk.
Sommerfuglslet
og silkeblødt,
som Brudelin hvidt,
som Hjærteblod rødt
knytter vi Traadene,
én Gang mødt —!
Mens Tiden mon gaa
saa øger vi let,
i fint Filligran,
i Net over Net
dens tusendtraadede
Kniplebræt — — —
Mellemværkerne.
I Folder vi hænger —
i Sommergardiner lyse og lette,
hvor ingen Naal kan Traadene flette,
og ingen Haand forstyrre os længer.
I Sol vi skinner,
med Søndagsfred over Hverdagstanker —
og grønne Planter sig om os ranker
med Fest over Bryllupsdagens Minder.
Hvor bedst vi passer
vi øger Stuernes lune Hygge,
i Lysedugene — og til Smykke
af silkeforede Antimarcasser.
Vi vinker bag Rude,
skinner med Sengehimmel over,
ligger i hvide Senge og sover,
favnes i Sne af en Vuggepude — —
Hjemmevævninger.
Der rinder over en Væverlad
Lin saa fine som Rosens Blad
til en, som er glad!
Der løber over en Væverskytte
Dug til to, som skal sammen flytte
for aldrig mere at skilles ad.
Den Dug skal bredes med Sang for Bord
og over den byttes saa mangt et Ord,
som Elskov betror —
det Lin skal redes med brede Sømme
og skærme for alle onde Drømme,
som op af tvivlende Tanker gror.
Hvor to, som elsker, tilsammen kom,
gaar støt som Spolen i Vævens Bom
de Verden om —
hvad haardt dem rammer, hvad ondt dem møder,
om Haanden ogsaa for Spolen bløder,
de finder dog aldrig Væven tom —!
Kunstsyninger.
Silkepuder,
lune og bløde,
i Farver røde
Fest bebuder —
lægger sig kælende
ind under Nakken
strygende Frakken
ømt og dvælende —
Silkeskærme,
fine og gule
som store Fugle
vingede sværme,
varmende skinne
for Herren og Fruen,
farvende Stuen
som Ild derinde — —
Følende dryssende,
Guld over Sindene
sidder de kyssende —
undres i Sindene
over den Lykke,
de ser at bygge
sig Hus herinde —:
En lille Rede
udenfor Stimlen,
borte fra Vrimlen,
dybt dernede —
og inderst inde
Samlivsfærden —
en Mand og en Kvinde —
den store Verden!
(Tre Maaneder senere. — Havestuen hos Hauges. Havedørene staa aabne ud til Verandaen. Gerd kommer springende ind fra Haven med Favnen fuld af Bøgegrene, som hun fløjtende sætter i Vand. Jack Hauge kommer idet samme fra Sideværelset med Hat og Stok i Haanden.)
Gerd (danser imod ham.)
Far! har Du hørt det? Fin kommer!
Jack.
Hvad!
Gerd.
Er Du saa ikke glad?
Vi skrev jo og bad ham til Bryllup — — Ruth
har faat Telegram, at idag kan vi vente ham —
hun er allerede ved Havnen for at hente ham.
Jack (gaar ud paa Verandaen.)
Herligt! Saa har vi jo Hædersgæsten —
den eneste, vi har manglet til Festen!
Gerd.
Ja, her er rigtignok Fest! Aa hej!
Ruth ser ud, som hun bare danser.
Det er ligesom Foden slet ikke rører
ved Jorden, naar hun standser!
Hun ser ud, som hun ingen Ting hører og sanser,
uden sine Tanker, som synger om Bryllup
langt, langt ind i den lyse Kvæld.
I Køkkenet braser de fra Morgen til Aften,
og der steges og bages — bevare mig vel!
Jack.
Og Du, Frøken Tidsfordriv?
Gerd.
Jeg bare fløjter
for at faa Luft for min glade Sjæl.
Men Far — Du selv!
Du skinner som Solen, der gaar En imøde!
Jeg tror, jeg har aldrig set dig saa glad,
siden Mor døde.
(pludselig) Du holdt vist knusende meget af Mor —
Jack.
Der var ingen som hun.
Gerd.
Ruth er dog smuk —
Jack.
Aa, ingen Ting mod hende!
Gerd.
Naa! Det skulde Du sige til Tuk!
Jack.
Tuk ved godt:
Der er ingen saa smuk paa den vide Jord
som den, vi elsker —
Gerd (sagte.)
Sig mig — Holdt Mor
ikke mere af dig, end hun holdt af Kunsten?
Jack.
Uendelig meget mere, Gerd!
For hende var Sangen: Sangen om Lykken —
Og først, da Barnet blev blindt, kom Skyggen.
Gerd.
Det kan jeg lide! — Jeg vil ogsaa en Gang
holde mere af en levende Mand end af alle
Violiner og Mejsler og Pensler og Penne!
Jack.
Du har Tiden for dig endnu —
Gerd.
Den faar Ende.
Dér lo Du! Jeg elsker at se dig le!
saa ved jeg, Du er glad —
Jack.
Vi blir alle glade nu, skal Du se.
Gerd.
Naar Tuk blot var det! —
jeg mener, saadan rigtig — saa det forslaar.
Hans Øjne følger med Ruth, hvor hun gaar,
han slipper hende ikke et Øjeblik af Syne —
han klapper hendes Haar
og kysser hendes Hænder i Smug under Bordet —
jo, Far, jeg har set det —
Jack.
Du har Øjne som en Maar!
Gerd.
Stundom er han lystig, stundom tungsindt som før —
men Sorgen i hans Øjne gør, at Jubelen dør.
Jack.
Tungsind trives ikke i to Nygiftes Stue —
hun er frejdig og frodig
og ung og modig, —
Gerd.
Tænk, naar vi besøger den nygifte Frue!
Jack (nikker.)
Saa sidder jeg i Mørkningen og lever dem om,
alle de sollyse Dage med hende.
Gerd.
Med Mor?
Jack.
Ja, med Mor — hun er med derinde —
Gerd (farer mod Døren.)
Dér kommer de, Far! — Tuk er med! De er tre!
(kigger over hans Skuldre.)
Fin er bleven firskaaren — bredskuldret — før —
men kæk ser han ud — Og kan Du høre ham le?
Jack (skyder hende tilside.)
Maaske jeg saa ogsaa maa faa Lov til at se —!
(til Fin, som tager Trappen i to Spring.)
Velkommen! Velkommen, raske unge Ven!
Fin (knuger hans Hænder.)
Den kære gamle Have og den kære gamle Stue!
Hvor er det dog herligt at se dem igen!
(slaar Hænderne sammen.)
Nej! Der er jo Dammen, hvor jeg plumpede i Vandet!
Jack.
Prægtigt, at Du kom!
Fin.
Hvor kunde jeg andet!
Jeg maatte jo se hende, før hun blev Frue.
Jack.
Naturligvis maatte Du —
Fin.
Vi standsede lidt
ved Porten derude — jeg maatte jo vide,
om den gamle Kasse laa der endnu
paa den anden Side,
men den er nok nedrevet, siger Tuk.
Naa — den var rigtignok ikke smuk,
men jeg vilde dog gærne set den igen. —
Hvad! Er det Gerd! min Barndomsven!
Den lille Tyksak, som krøb over Gulvet,
naar vi sprang mellem Kisterne hjemme hos Far!
Nej, Gerd, nu ler jeg —!
Gerd.
Ja, nu er det dig, som er tykkest, ser jeg.
Jack.
Men Gerd!
Fin.
Det er sandt. — Du er smækker og fin —
Du har lange Fletninger, hvide Hænder — —
Er vi Venner saa?
Gerd (giver ham Haandslag.)
Ja, vel er vi Venner.
Jack.
Nu bliver Du her vel helst, om Du kan?
Fin.
Her! Nej aldrig — Jeg bliver i Finland.
Der er i min Sjæl en luende Brand
for »de tusan sjöars« søndrede Land.
Jack.
Du vil altsaa tilbage?
Fin.
For hver en Pris!
Slipper Pengene op, gaar jeg frem paa min Fod —
dér oppe banker mit Hjærteblod.
Jack.
Hos et undertrykt Folk!
Hvad stort har Du egentlig der at vinde?
Fin (stolt.)
Landet er fattigt — men jeg er Finne.
Gerd (lister sin Haand ind i hans.)
Det var ret tænkt, Fin!
Jack.
Hvad er det, Du arbejder med deroppe?
Fin.
Jeg anlægger Veje —
jeg rejser Dæmninger, bygger Broer
langs Flodeleje,
men først og sidst gaar jeg frem paa min Fod
til fattige Folk og til Mænd og Fruer.
holder hemmelig Møde i deres Stuer,
ildner op til en Kamp, som sent faar Ende!
Jeg sørger for Ved, at Baalet kan brænde —
det Baal, der som en flammende Bavn
skal fænge fra Floden til Jordens Ende,
og alle Tyranner til Aske brænde
i Fredens og Frihedens hellige Navn!
Gerd (sagte.)
Amen!
Fin.
Der tør ikke findes en ærlig Finne,
som blot en eneste Dag af sit Liv
opgiver Haabet — Ret maa vi vinde —
vi skal, og vi kan! —
Jeg saa paa Rejsen hertil en Mand,
som jeg sent vil glemme.
Han havde et underlig indadvendt Blik
og en dyb, lidt syngende Stemme.
Alvor, parret med Viljekraft,
laa over Panden.
Han talte, som jeg, kun daarlig Tysk,
men dog forstod vi saa godt hinanden.
Hans Navn — det spurgte jeg aldrig om,
og endnu mindre hans Stand og Stilling.
Men den Gang Skibet til Havnen kom,
og vi skiltes ad,
spurgte jeg om, hvor han havde hjemme —
jeg tænkte, han svared mig vel, om han gad.
Straks saa det ud, som han ikke vilde,
men saa vendte han sig,
og jeg saa hans Øjne af Stolthed skinne —:
»A æ Sønderjyde«, sagde han stille.
Og jeg nikkede til ham og svarede blot:
»Jeg er Finne.«
(Samme Sted, henunder Aften. — Ruth og Fin sidder sammen paa Havetrappen.)
Ruth.
Naa, Fin, hvad siger Du saa om Tuk?
Fin.
Jo — han er smuk.
Men jeg var ved at fortælle dig om
det dejlige Land, hvorfra vi kom,
hvor Far har bot, og hvor Mor har redet
vor første Seng.
Første Gang, da jeg saa det som Dreng,
var det, som alle min Barndoms Minder
i Lys brød frem —
og som — ja, jeg kan ikke sige dig andet
end, at jeg følte som, nu kom jeg hjem.
Ruth (aandsfraværende.)
Ja, det gjorde Du vel — —
Fin (breder et Lommekort ud foran hende.)
Se her mit Kort —
Dernede ved Skoven vesten for Søen
var det, Far bode, før han drog bort.
Og dér omtrent ligger Mosters Gaard,
hvor de unge Finner lærer at skyde —
fra Aar til Aar.
Det gælder for os en Gang at staa rede.
Men samtidig lærer vi Land at frede —
Fredstanken er som den yderste Pol,
hvorfra vi drager
Haab om Sejre og Tro paa Sol.
Ruth.
Ja ja, det gør I vel, Fin — men Tuk — —
Fin.
Har Du aldrig følt, naar Du sad herhjemme
ved den fremmede Strand,
en Længsel efter dit fattige, fjærne,
dejlige Fædreland?
Har Du aldrig sendt et sitrende Suk
mod Nordlysets Blaa?
Ruth.
At længes tænkte jeg aldrig paa,
naar jeg havde Tuk. — Fin, kan Du forstaa:
Snart er han fuld af spillende Liv,
der bruser imod mig som en flommende Elv,
og snart er han tavs som Graven selv!
Fin.
Du skulde blot se de store, dybe,
blaanende Sø’r i Maaneskinsnætter,
naar Stjærner Guld dem om Panden fletter
og sænker sig tungt som Perlesnore — —
Ruth.
Du svarer i Vest, naar jeg spørger i Øst!
Jeg taler om al min Angst og Trøst,
den dirrende Nervestræng i mit Bryst,
og Du — taler om Finland!
Fin.
Men Ruth —
Ruth.
Har I Mænd da altid et Maal
større end dette, Brud at fæste?
Er der altid udenfor Hjemmet en Sag,
som I vier Jer til
med Tilsidesættelse af det bedste?
Fin.
Kære —
Ruth (farer sammen.)
Ti stille! Der kommer Tuk!
Tuk (fra Havestuen.)
Der sidder to Søskend og drikker Dug
og hvisker fortroligt i Maaneskin — — —
(Ler.)
Naa Fin!
Nu maa Du fortælle om Finland — vi hører!
Her er Far — her er Gerd — hun er lutter Ører.
Fin (springer op.)
Jeg taler ikke til dem, som kun hører.
Suomis Sang
elskes af brændende Hjærter, som røres —
den høres
ikke af koldsindige Hjærner en Gang!
Hver Tone har livsfornyende Klang —
den er som de klingende Hammerslag
i et Grubeværk,
den gør Haanden kraftig og Sjælen stærk.
Tuk (stirrer paa ham — Pludselig alvorlig.)
Fin! Vil Du staa Model for mig?
Fin.
Nu!
Tuk.
Ja — endnu i Dag.
Jeg vil hugge dit brændende Livsmaal i Marmor
— det skal gavne din Sag —
— jeg vil skabe et Værk, som vidne kan
om Sejr for »de tusan sjöars« Land —
Billedet af en kraftig Mand
med hastigt Ørneblik, trodsig Gang —
men med Øjet vaadt
og Hjærtet blødt af Suomis Sang.
Gerd.
Ja Tuk, Du kan!
— — for saadan — saadan er netop han!
Tuk.
Vil Du saa staa Model?
Fin.
Baade Dag og Nat, om det gavner Finland —
fra Gry og til Kvæld.
Aldrig vil jeg hvile, før Du er færdig.
Tuk.
Din Hvile skal Du ikke ofre for mig.
Fin.
Jeg ofrer for Finland — ikke for dig.
Tuk.
Lige meget om Midlerne skiller,
naar Maalet er ens. — Du lever for Finland,
jeg lever for Slægtens tunge Arv,
slig som den sidder os i Ben og i Marv,
som Lyn af et tveægget Sværd i Mørke,
forbandet med Tungsind og velsignet med Styrke.
Ruth (lægger Haanden paa hans Arm.)
Tuk, vent!
Tuk.
Til Inspirationen er væk!
Ruth.
Du har ikke sovet tre Nætter i Træk.
Tuk.
Fremtidig tror jeg, at jeg aldrig vil sove,
for Drømmen er værre end alt, hvad der sker!
Jeg drømte i Nat —
Ruth.
Ti stille!
Tuk.
Gerd ler!
Gerd har den Egenskab, at hun ser
sin Fjende i Øjnene —
Ruth.
Det kan jeg ikke mer.
Tuk.
Er Du bange for Drømme?
Ruth.
Jeg er kun bange
for det, der sker.
Tuk.
Hvad sker?
Ruth.
Du kaster dig over din Kunst,
sanser og samler ikke andet paa din Vej —
og det i de Dage, da jeg trode, at Du vilde
leve alene for mig!
Tuk.
Trode Du det virkelig?
Ruth.
Hvad mener Du, Tuk?
Tuk.
Ikke noget videre. — — Er Brudedragten smuk?
Naar kommer den?
Ruth.
I Morgen.
Tuk.
Aftenen før Festen! —
Maa jeg se den, naar den kommer?
Ruth.
Nej, ikke før vi mødes i Kirken for Præsten.
Tuk.
Kære, giv mig Lov!
Jeg vil se dig, naar Du prøver — jeg har set dig, naar jeg sov —
og jeg syntes, Du var skærere og finere at se
end Kirsebærblomsternes lysende Sne
mod den grønne Skov!
Jeg vil ikke se dig mellem nyfigne Blikke,
jeg vil se dig alene, ellers ser jeg dig ikke —
kære, giv mig Lov!
Ruth.
Naar gamle Skikke brydes, da gaar det En ilde —
Tuk.
Hys! Ti stille!
Den Aftens fine Rødme skal være for mig.
— Naar Brudedragten prøves,
det skal ingen i Verden have set uden jeg — —
Faar jeg saa Lov?
Ruth.
Aa, Tuk! Du ved,
jeg maa sige ja, naar Du beder længe —
Tuk.
Kys mig!
Ruth (gør det.)
Din Mund er saa brændende hed.
Tuk (lægger hendes Hænder mod sine Øjne.)
Ræk mig dine Hænder — de plejer at køle.
Ruth.
Dine Øjne brænder — det er, som jeg kan føle
Hjærteslaget under dem —
Tuk (presser sit Hoved mod hendes Bryst.)
Ruth, lad mig føle Hjærteslaget — dit!
Det slaar saa højt og kraftigt, velsignet støt og roligt,
som Stemplet imod Aksen — jeg ønsker, det var mit!
Ruth (stryger ham over Panden.)
Hvornaar vil dog den Pande høre op med at brænde?
Tuk (drager hende ned paa sit Skød.)
Sid stille — ganske stille. — Jeg elsker at kende
Slaget af dit Hjærte, naar jeg har dig paa mit Skød.
Ruth! Du er den eneste, jeg aldrig kan se død.
Alle de andre, som gaa rundt her og lever,
jeg ser dem saa tydeligt, naar de er døde,
og Lyset brænder ud — —
jeg ser dem alle sammen som Ormenes Føde —
Kraniet bagved de glade Øjne,
Skelettet bag ved den bløde Hud —
Ruth.
Fy, Tuk!
Tuk.
Som Dreng gik jeg ofte ud
med din Far og tog Maal af de Døde.
Jeg husker den første Dag, jeg var med.
En helt ung Pige var pludselig død,
sprungen i Floden — hun laa der stivnet —
det lange Haar over Skuldrene flød —
de brustne Øjne var vidt opspærret,
og Munden stod aaben som til et Skrig! —
Netop fordi det saa nylig var varmt
og stærkt og levende, grebes min Tanke
af Rædsel overfor dette Lig.
Jeg strakte de stive Fødder ud,
og din Far tog Maal —
men da blev det sort for Øjnene om mig.
Din Far tog en lille Lærke frem:
Drik, Dreng! drik Livets og Dødens Skaal!
Og jeg drak og kom mig.
Siden har jeg aldrig kunnet sidde ved Bord
mellem støjende glade Mænd og Kvinder
uden at se bag de røde Kinder
Benpibers Hvidhed og mulden Jord.
Var det en ægte Gourmand, der sad
og fyldte sin Bug fra Grunden,
jeg saa en Maddike tyk og fed
vælte ham ud af Munden.
Var det en gerrig Satan
en gammel, glædesyg Kvinde,
jeg saa ud af deres Øjne
en gusten Regnorm rinde —
Ruth (stopper Fingrene i Ørene.)
Hold op! Jeg er angst! Aa, frels mig
fra alt det stygge, som æder,
fra alt det hæslige, hvori det ender!
Tuk.
Der er kun En, som har frelsende Hænder,
der er kun En, som overklæder — — — —
Paa Knæ for ham!
ikke for alle de Tankeremme
svære at løse, en Skriftklog binder,
og Slægt efter Slægt skriver op for at glemme.
(Med en Overgang.)
— Ruth! Hvor din Kind er silkeblød!
dig kan jeg aldrig tænke mig død
— jeg synes, at alt maa leve i dig!
Du er som Personliggørelsen af
alt Liv for mig!
Lev, Ruth, i Forventningen om i Morgen,
som gemmer al Livets Fryd paa Jord —
og glem, at paa Tærsklen til Lykken staar Sorgen!
Spørg ikke om kort eller længe!
Stem op Forventningens brusende Væld,
spændt til det yderste — Vi kender saa vel
i Haugeslægten Lyden af bristende Strænge.
Fin (ind fra Haven.)
Kaldte Du?
Tuk (springer op.)
Nej!
(Bleg.) Men maaske var der En, som kaldte for mig.
Fin.
Skal jeg komme?
Tuk.
Ja kom!
Under saadan et Højtryk af Skæbnens Haand,
ubøjelig haard,
med saadan et Pres over alle Tanker
maa der kunne skabes et Værk, som bestaar!
Et Skrig uden Ord —
et Raab om Retfærdighed i Himlen og paa Jord —
et døende Menneskes Livsenskrav!
en Sjæl, som kæmper sig frem af sin Grav
med et Skrig om Sol —
Gerd.
Finland!
Tuk.
Finland — er et Symbol.
(Tuk Hauges Atelier. Han arbejder i Gibs. Fin staar Model. Stumper af halvfærdige Værker i Gibs og Marmor ligger strøt over Gulvet.)
Fin (ser sig forundret om.)
Hvorfor ligger al Ting kvaset
her og knuset?
Tuk.
For jeg syntes, det var ikke
bedre værd end Hug i Gruset.
Fin.
Spildte Evner er som Solskin,
kvalt i Skygger.
Tuk.
Rev Du aldrig selv en Bygnings-
plan i Stykker?
Fin.
Nej — for jeg ved altid forud,
hvad jeg vil.
Tuk.
— kender, hvad de slagne Veje
fører til.
Tænk hvor roligt! Ingensinde
være udsat for at handle
som i Blinde —
aldrig faa som Lyn en Tanke
ny og fremmed! —
Hvor bekvemt at kende forud
Levnedsløbets Gang fra Hjemmet!
Fin.
Du gør Nar —
Tuk.
Paa ingen Maade.
Tror Du ikke, at jeg skønner —
Hverdagsfolk er lykkelige
imod Kunstens gale Sønner —
Vi, som drypper Hjærteblod,
varmt og rødt i Persekarret,
med et Sind, som aldrig arret,
bløder for en Barnefod!
Men jeg bytter ikke med Jer,
I, som aldrig fejl kan træde,
I, som forud kender Grænsen
for at le og for at græde.
Jeg maa have Lov at være
vild i Glæden, vild i Sorgen!
Jeg maa føle, at jeg skaber
af det Vingestøv, jeg taber.
(Stryger med Haanden over det vaade Ler.)
Dette Udkast maa staa færdigt
inden Aften. (Utaalmodig.)
Mand! Sig noget! — Tal om Finland!
Du er stor, fordi Du føler
varmt og ægte for dit Land —
Finland er din Storhed, Mand!
Fin (vender ham Ryggen.)
Altfor god er Finlands Sag
til en Tidsfordriv om Dagen —
Lad mig gaa.
Tuk.
Nej, Fin! Forstaa:
Jeg maa ildnes op af Sagen,
skal der rinde Hjærteblod
i den Form, som her jeg skaber —
Alt er tabt,
hvis jeg Hjærteslaget taber!
Fin.
Jeg fortryder, at jeg kom.
Tuk (hæst.)
Leret størkner
under mine hede Hænder,
og det mørkner — —
Tal om Finland!
Fin.
Nej, jeg kan det ikke længer.
Tuk.
Hvorfor ikke?
Fin.
For jeg mangler
den Begejstringsglød, som fænger.
Gerd (i Døren.)
Tuk! — Aa Tuk, vær ikke vred!
Jeg skal gaa paa Musefødder,
listende ad Trappen ned,
sætte mig i Krogen fjærnest
ganske stille og paa Hug,
intet se — blot høre, høre! —
Finlands dyre Saga, Tuk!
Tuk.
Ved mit Arbejd
véd Du, at jeg helst er ene.
Fin.
Hun kan tænde Ild af Stene!
Hun er barnlig, ung og smuk
og begejstret!
Aa, Lad hende komme, Tuk!
Tuk (nøler.)
Lille Gerd? — Hvorfor just hende?
Fin.
Lytter hun,
kommer hvert et lønligt Minde,
springende fra Hjærtets Grund!
Ja, jeg kender:
sidder hun i fjærnest Krog —
selv med Ryggen til og Øjet
skjult af de smaa brune Hænder —
jeg maa tale Hjærtets Sprog,
blot fordi — fordi hun hører —!
Tuk.
Kom da, Gerd,
naar din Sag saa godt Du fører!
Ja, den var nok vunden, førend
Hovedet herind Du stak
gennem Døren —
Gerd (hopper glædestraalende ind.)
Maa, jeg Tuk!
Tuk (nikker til hende.)
Komme indenfor er Tingen —
Gerd (sætter sig paa Hug i den mørkeste Krog af Værelset og samler Hænderne over sine Knæ.)
Jeg vil sidde her og lytte.
Som han taler, taler ingen — —
Fin.
Bund har Floden, saa langt den gaar
og Bund har Elven i Fjæld —
dyb, saa ingen dens Udspring naar
er ene Urettens Væld!
Evner Du blot at græde mildt,
da er Du lykkelig fød,
først naar Du græder bittert, er
din hele Glæde død.
Evner Du ærligt kun at le,
er Lykken stundom din Gæst,
først naar Du ler for at skuffe, er
forødet den sidste Rest — (Efter et Ophold.)
I jævne Træk, ud af Livet selv,
vil jeg tale om det, som svider min Sjæl,
som isner mit Blod og gør Glæden løjet — —
Jeg talte en Dag med en gammel Præst
hvidhaaret, bøjet —
han havde en underlig sorgfuld Røst
og et bittert Tungsind i Øjet.
Han viste mig Haven,
en Blanding imellem en Park og et Krat.
Vi kom til en Bæk — dér standsed han brat.
»Her sprang jeg over som lille Dreng
og mødtes med Naboens Søn derovre —
nu er den Bæk bleven dyb som en Flod,
for han derovre er Russer — god,
nu er den Bæk som den strideste Tragt,
der aldrig kan brydes af nogen Magt,
hverken Mands eller Kvindes,
for den Jord er min, men den anden er Fjendens.«
Jeg gik i Helsinki en Formiddag —
Gaden var fuld af Folk, som stod stille
og Gruppevis drøftede samme Sag —
Det sang omkring mig i Talens Sus:
»Det er den fine gamle Hofraad,
der gaar som Agent fra Hus til Hus!«
Tasken, han bærer, er tung som hans Sorger —
alt tog de fra ham, hans Stilling, hans Hjem —!
Men der, hvor den gamle Hofraad gik frem —
Tak være Finnerne!
dér blottedes Ho’derne — æredes Minderne.
Det, som er Jydernes Grænsevagt,
Livet hos Manden, Sjælen hos Kvinden,
at de vil ikke prisgive Landet til Fjenden,
det er nu ogsaa Finlands Magt.
Mod Russens hele brutale Styrke,
mod Volds og Urets jerntunge Aag
sætter vi op vort skønne,
elskede finske Sprog!
Den Pæl blev ej skaaret, som rammer det ned,
det Sværd blev ej slebet, som naar til dets Indre!
Hug dig igennem en Myggesværm —
at én bliver dræbt, gør ej Sværmen mindre.
Som tusend surrende slanke Myg,
der dansende synger sig Sange,
summer sig Ordene ind i vor Sjæl
med Sprogets fineste Klange —
træd dem med Sporer, hug dem med Hæl,
tving dem til Tavshed, bryd ind og stjæl!
ej lader Sværmen sig fange —!
Gerd (ivrig.)
Suomis Sang!
Mere! Mere!
Fin.
Suomis Sang
er i Bølgernes Leg — —
Sagtelig klukkende
smaaler og sukker de —
Kølen omvuggende
springer de, dukker de!
Blinkende, trillende,
skinnende, spættede,
farvespillende,
farvemættede —
i gulhvid Mimosa
og carmoisin,
i fineste rosa
og rødeste Vin —
guldgylden farvet,
lysviolet,
i vældende Farver
af Solens Palet,
med tusendstemmig
skiftende Klang
sukker i Luften,
vugger fra Havet
Suomis Sang —!
Favnende i
et uendeligt Rum
sydende, brydende
Dønningers Skum —
bristende Brændingens
brydende Klang
suser fra Strømmen,
bruser fra Havet
Suomis Sang —!
Gerd (aandeløs.)
Videre! Videre!
Fin.
Altid — hvorsomhelst vi samles
trindt paa Marker og i Huse
i de unges, som de gamles —
er der En, der sidder stille
og fortæller
gamle finske Sagn, som varmer
Hjærteroden — —
helst med nogle Børn paa Skødet
og en Kreds i Flok om Foden.
Men naar Aftenklokken tier,
standser hver en Suomi Søn,
tager lydløst af sin Hue —
Kvinden standser i sin Stue,
beder i den samme Stund,
tyst, med sammenpresset Mund
og i Løn
for sit Fosterland en Bøn —!
Bønnen er som Sol og Dug
over hele Finnefolket — —
Gerd (sagte.)
Før var det bestandig Tuk,
som stod først i mine Bønner — —
Fin.
Landets Døtre, Landets Sønner,
har hver Dag paa samme Time
kun én Tanke —!
Den er som et Hav af Kræfter —
Gerd (folder Hænderne.)
Gud! Jeg lover dig — herefter
skal staa intet uden Finland!
Tuk (som nogle Øjeblikke har staat og set paa Modellen, slaar den haardt i Gulvet.)
Fin (farer op.)
Hvad er dette!
Tuk (begynder rolig forfra igen.)
Ser Du, Fin!
Jeg vil hæve hele Skatten
op med Renter —
jeg vil ikke øge Tallet
paa de tusend smaa Talenter —
derfor slaar jeg ned for Fode
hvert et Kunstværk, som jeg gjorde,
der var ikke af de store.
Fin.
Rig, den som fik Raad dertil!
Tuk.
Jeg er fattig, om Du vil —
men vi Mænd af Haugeslægten
kræver meget,
sætter gærne alt paa Spil
til det sidste fra det første —
— nøjes ikke
selv med mindre end det største.
Fin.
Storhedsvanvid!
Tuk.
Kan saa være.
Endnu venter Violinen,
Skatten i dens knuste Skød,
paa sin Ejermand i Slægten —
endnu er den ikke død — —
Mesterskabet maa vi vinde,
før Forbandelsen kan svinde. —
(arbejder videre.)
Gamle-Fruen — hun var stor —
hun var den, som skulde hævet
Skatten af den sorte Jord.
Hun var forud som bestemt
til det Maal, der gemmer Lønnen —
men blev standset
i en haabløs Kamp for Sønnen.
(lader Haanden synke.)
Max var Krøbling og Talent,
havde Kunstnerevnen inde,
men blev knækket,
vingestækket,
før han naade Kunstens Tinde.
(langsomt.)
Kunstens Tinde
det er den, som jeg vil vinde —
ligemeget om den over
varme Hjærters Lig skal gaa!
Tinden ser jeg foran staa —
lige til jeg den kan naa,
slaar jeg alt det smaa i Gruset —
kun det store skal bestaa! —
(modellerer videre i Tavshed — Pludselig.)
Fin, hvad siger Du?
Fin.
Jeg tier.
Tuk.
Men hvad tænker Du?
Fin
Jeg tænker:
Stakkels Kvinde, som dig vier!
Hun vil fryse
mellem alt dit kolde Marmor.
Tuk.
Jeg har Marmor — Du har Finland.
Fin.
Finland er et Væv af røde,
levende og varme Hjærter,
aabne Arme —
blot fra Navnet strømmer Varme.
Tuk.
Kunsten, Fin — den store Kunst,
som saa faa faar Lov at møde,
den er som en Tempelgaard,
hvor de store Aander gaar,
levende, skøndt de er døde —
lagt i Mulde — — —
Fin.
Mænd, som Du og jeg, vi skulde
aldrig binde Kvinder til os.
Tuk.
Førend Aar og Dag er omme
vil Du selv ha’ Gaard og Hus,
Barn og Kvinde —
Fin.
Ingensinde!
Jeg vil aldrig gifte mig —
Alle Kvinder,
Tuk, de binder.
De, som har de store Maal,
maa gaa ene,
spænde hver en Viljens Sene,
give alt, hvad Troskab véd,
Liv og Kraft og Kærlighed
for det ene!
Der er ingen Religion
til paa Jorden uden Troskab —
der er ingen Elskov givet
uden Troskab!
Der er intet Maal for Livet
uden Troskab!
Og min Troskab, det er Finland.
Tuk (lytter.)
Hvad var det? — Det lød som Graad.
Er her nogen — —?
Fin (farer sammen.)
Aa, vi glemte — Gerd i Krogen!
Tuk (gaar hen til hende.)
Lille Gerd! Din Kind er vaad —
Hvad er hændt dig?
Gerd (holder Armen for Ansigtet.)
Ikke noget.
Jeg blev træt,
faldt isøvn — — hvis jeg har grædt,
var det blot isøvne — —
Tuk.
Kære!
Sad Du ikke gemt i Krogen
for at lære?
Gerd (forvirret, da Tuk bøjer hendes Arm tilside og ser hende ind i Ansigtet.)
Jo — jeg gjorde.
Tuk (vender sig brat og slaar Modellen i Gulvet igen.)
Hug ihjel!
Gerd (brister i Graad.)
Aa nej, Tuk! Den var saa herlig!
Og den ligned ham saa vel!
Fin.
Du er stadig lig dig selv:
Alt som Dreng slog Du i Stykker,
helst, naar Glæden var som størst —
siden angred Du det først.
Tuk (tager Ler i Haanden.)
Siden — ja! — — Nu tredje Gang!
Fin (vred.)
Nej — nu vil jeg ikke mere.
Gerd (bønfaldende.)
Bare denne ene Gang!
(Tuk modellerer igen. Gerd indtager sin forrige Plads. Fin staar tavs med Ryggen til hende.)
Tuk (ser op — smiler.)
Fin! Du talte Finlands Sag
slet — det skal Du altid mindes,
naar en Sjæl af Ild som hendes
ikke kunde holdes vaagen —
Gerd.
Tuk!
Tuk.
— Gerds Tanker dukker kækt,
hastigt som i Havet Maagen —
Gerd.
Nej, men Tuk — —
Fin.
Jeg skammer mig.
Gerd (springer frem.)
Skam dig ikke!
for jeg var — jeg var jo vaagen —!
(Aftenen før Brylluppet. Ruths Værelse. Ruth staar foran Spejlet ifærd med at prøve Brudekjolen. Paa Bordet ved Siden af ligger Sløret. Paa Gulvet staar et Par smaa hvide Silkesko.)
Ruth (løfter Sløret.)
Hvor saadan en Brudedragt dog er fin
og let og skær!
Bare det brusende hvide Slør,
som ligger her —
bare den Silkesyning der
paa Strømperne to
og de ganske bitte, elfenbenshvide
smaa Silkesko —
Bare det tindrende hvide Slæb
med Silkesøm
i fløjelsbløde Folder! — Jeg synes, det er
som en fager Drøm —!
(fæster Valmuer i Haaret.)
Han sendte mig nylig Valmuer ned — —
»Til det sorteste sorte Haar, jeg kender«,
stod der i Kortet, som fulgte med —
og nedenunder:
»Jeg venter derude, indtil Du kalder — —«
(Valmuerne drysser.)
Hvorfor sendte han mig Valmuer —? Valmuer falder.
Nede i Haven
dér gror Valmuer, skinnende røde —
hans Far har fredet om dem,
siden hans Mor døde. — —
(langsomt.)
Han ridsed en Dag med en Pennekniv
i et Valmueblad og stirred paa Riften —
saa lo han til mig og sagde:
»Først elsker man Blomsten — saa elsker man Giften —«
Der var noget i hans Øjne, jeg ikke forstod,
som gør, at jeg faar Lyst til at tage hans Blomster
og træde paa dem alle — træde haardt med min Fod!
(kaster Blomsterne, men tager dem hurtig op.)
Aa nej! aa nej! Jeg mente det ikke!
Jeg kysser den hellere med min Mund,
— den dejlige, dybe Farvebund,
som rødmer saa fort og brister saa brat!
Den er ligesom en Tanke, han har sendt mig i Nat — —
Tuks (Stemme udenfor):
Maa jeg komme?
Ruth.
Ja, straks!
(stikker i Skoene.)
I søde, bitte smaa Silkesko!
Jer elsker jeg mest — i Jer vil jeg danse!
(danser.)
Vent bare et Øjeblik, saa skal jeg standse.
Tuk (aabner Døren udefra, men standser blændet.)
Det rødeste Blod mod det sorteste Haar!
Det skæreste hvide mod det dybeste røde!
Hvor de Farver dog staar!
Ruth (danser imod ham.)
Er jeg smuk nu, Tuk?
Tuk.
Du er mere end smuk —
Du er fuldendt dejlig — — hvide Vestalinde,
Ypperstepræstinde — —!
Hvor er Sløret?
Ruth (rækker ham det.)
Her!
Tuk.
Jeg fæster det blødt — —
Se, mellem mine Fingre græder de faldende
Valmuer rødt —!
Ruth.
Tag dem hellere bort —
Tuk.
Nej, nej! lad dem sidde —
Jeg elsker den hastige Farveskiften —
Ruth.
Og Giften?
Tuk.
Ja, Giften ogsaa — — men den kommer sidst.
Dans ud igen. Lad os unde os Frist —
Hvor dejlig Du er i din unge Pragt!
Ingen har Magt
til at gøre saa festlig skøn som Lykken.
(slynger Armene om hende.)
Du dejlige Ungdom — jeg knuger dig fast
til mit fattige Bryst!
Ruth.
Naar Du kysser som nu,
er Livet en eneste jublende Lyst!
Tuk (slipper hende.)
Stol aldrig paa Lykken.
Ruth.
Jeg stoler paa dig!
Dér, hvor Du er, er Lykken for mig.
Tuk (nikker.)
Slipper Du mig, saa slipper Du alt.
Ruth (vender sig.)
Hvad var det?
Tuk.
— Kun et Valmueblad, som faldt.
(drager hende ind til sig.)
Ræk mig din Mund —
Kys mig, som Du alene kan kysse!
(slipper hende.)
Og lad dem saa drysse — lad dem saa drysse — — —
Ruth (angst.)
Tuk! Hvad er det? — Du bliver saa bleg —
Hvad staar Du og tænker?
Tuk.
Lad dem saa drysse, de gyldne Drømme,
de bløde Lænker
og alle de lysende Tanker, Du tænker — — —
Ruth.
Tuk! Du er syg —
Tuk.
Nej, kold og haard,
som den, der ikke kender til Medynk
med den, han slaar.
Ruth.
Slaa til da, Tuk! og pin ikke længer.
Har Du noget at skrifte, saa sig mig det frit —
alt, hvad Du har lidt,
og alt, hvad Du har syndet — Jeg tilgiver gærne!
Selv har jeg jo villet,
Du skal vælte den Sten, som har skræmt mig saa tit.
Tuk.
Tænkte Du aldrig, den Sten var saa tung,
at den kunde dig knuse?
Ruth.
Jeg er modig og ung —
Jeg har Tro for os begge — men Stenen maa bort.
Tuk.
Den Tro, som flytter Bjærge, evnede det ikke —
din kommer tilkort.
Ruth.
Maaske der har været
en, Du maatte svige, for at give dig til mig —?
Tuk.
Aldrig har jeg elsket andre end dig.
Ruth.
Maaske Du gik om med en hemmelig Angst:
at det knugende Tungsind, hvoraf Du har lidt,
skulde arves i Slægten —?
Tuk.
Det tænkte jeg tit.
Ruth.
Frygt ikke for det! Jeg skal blæse det bort
som Huse af Kort —
Hele mit unge Liv vil jeg give — —
Friskere og gladere end Lærken mod Sky
skal Du blive!
Tuk.
Hele dit unge Liv vil Du give — — —!
Den Tanke er ligesom Opstandelsens Frø — —
Den Kærlighed, som ofrede alt, kunde frelse
Slægten fra Forbandelse og Kunsten fra at dø —!
Ruth.
Kunsten er mig intet. Det er dig, jeg vil frelse,
dig, jeg vil berede et lykkeligt Liv.
Tuk.
Du siger, Du kan ofre — saa giv da nu, — giv!
Samlivet synes dig den højeste Lykke —
Du staar ved dets Dør —
kast det nu bag ved din Ryg som en Skygge,
saa vil jeg tro dig — men heller ikke før.
Ruth (bleg.)
Det er Vanvid, Du taler. — Mener Du det?
Tuk.
Ja.
Ruth (bleg.)
— Som Livsfangens Dør
lukker sig bag ham, saa lukker dine Ord
for alt, hvad jeg har elsket og stridt for paa Jord.
(Bittert.) Men tro saa blot aldrig, i hvad siden der sker,
at den, som kan kræve det Offer af sin Hustru,
kan elske hende mer.
Tuk.
Aldrig har jeg elsket dig højere end nu!
Ruth.
De Ord er en knyttet Haand i mit Ansigt.
Tuk.
Ingen kunde elske mig saadan som Du —
Ruth.
— Og saa var jeg god
til Offerdyr for dig! — Mit varme Blod,
det levende unge, som rinder i Aarerne,
kan vel blive lunkent ved at saltes af Taarerne —
og alle de dejlige Drømme, jeg drømte,
dem naar Du jo nok at se dødsensdømte!
Tuk.
Der gaar Sagn om en Synd, som forbandede Slægten —
der maa Offere til, skal Forbandelsen fly.
Ruth.
Der maa nye Slægter — jeg er den ny.
Tuk.
Der maa Offere først — baade store og dyre
og tunge af Vægt.
Der har altid været Styrke i Haugernes Slægt,
der har altid været Trods,
og én Gang har der været den Tro, der flytter Bjærge
— men Offervilligheden manglede os.
Ruth.
Og nu ofrer Du mig!
Tuk (nikker.)
— det dyreste, jeg har —
dig, Ypperstepræstinde —
hvide Vestalinde —!
Ruth.
Tuk! Slaa til! Træd haardt med din Fod!
Gør noget ondt! eller græd — græd Blod!
Men se ikke paa mig, Du, med de Øjne!
Sig, Du er syg, og at det, Du har sagt,
er dit syge Hjærnespinds Løgne!
Tuk.
Forbandelsen fulgte mig, fra jeg var Dreng —
Gamle-Fruen vidste det — fra hende har jeg arvet
en knækket Violin og en sønderbrudt Stræng.
Den store Kunst gik os alle forbi — —
naar den én Gang har naat sit Maal i Slægten,
saa har vi endelig spillet os fri!
Men førend det sker, slaar vi meget ihjel.
Ruth.
Ja, Du slaar ihjel, saa Du aldrig vil evne
at hele det igen —
For sent vil Du finde, hvor Ondet har sin Rod
— for sent vil Du huske:
Slægtens Frelse ligger i det fremmede Blod.
Tuk.
Ti stille! Det har stridt i min Sjæl til det sidste,
og det strider der endnu —
for den Vej var den lyseste, jeg vidste.
Den kræved intet Offer for dig eller mig,
den bar os ind i Hjemmet med de lunede Stuer,
hvor Lyset allevegne sig samlede om dig.
I Drømme gik jeg Vejen saa lykkelig fri —
men naar jeg var vaagen,
følte jeg altid det umulige deri —
Det er ikke Vejen at gaa Offeret forbi.
Jeg ved, at Du er Lykken — den eneste for mig.
Fra jeg tog din Haand i din døde Fars Hus,
og Du listed mig ved Siden saa stille som en Mus,
øgedes Lykken med hver Dag, jeg dig kendte —
Men aldrig har den evnet at gøre mig fri
eller større som Kunstner — aldrig faat Talentet
skabt om til Geni!
Sorgen er større — den har rigere Rente —
den har vildere Evne — —
Ruth.
Og Du kan ikke vente,
til Sorgen bliver sendt? Du maa selv gaa og hente
en Sorg saa stor,
at den helt sønderriver to Menneskers Indre —!
Kan Offerguden ikke nøjes med mindre?
Tuk (leger med Sløret om hendes Nakke.)
Husker Du en Aften for mange Aar siden
i din Fars gamle Sted —
da jeg midt under Legen sprang op i en Kiste
og bad dig følge med —?
Ruth.
Jeg trode — at det, Du da krævede af mig,
var først at leve Livet —
siden at dele ogsaa Døden med dig.
Aa, da var det let at byde Lykken Farvel!
Men nu staar Du her paa min Bryllupskvæld
og kræver af mig, at jeg skal dø, før jeg har levet!
Det Bud er forfærdeligt — — hvor staar det skrevet?
Tuk.
Ved ikke — Men tro paa min Kærlighed, selv
om den synes dig mindre end det ringeste Fnug!
Ruth.
Jeg vil tro paa den, Tuk!
fordi den Tro er min Viljes Under —
slipper jeg ogsaa den, gaar jeg under.
Tuk.
Mine Breve — vil Du læse dem?
Ruth.
Hvert eneste, Du skrev.
Tuk.
Ogsaa naar jeg skriver det haardeste, Du kender
— naar jeg truer og lokker dig i selvsamme Brev?
Ruth.
Din Offergud, Tuk, har blodige Læber —
han piner og martrer, førend han dræber.
Tuk.
Haardt kan man spænde en Stræng, før den brister —
Ruth.
I sprænger den helst —
Tuk (nikker.)
Det er derfor, vi mister
Aa, da jeg saa, hvad Du her havde samlet!
Det var ligesom tusende fine Ringe —
som Haab af dit Haab og Liv af dit Liv — —
Ruth.
Og dog saa lod Du mig drømme mig Viv
og byde til Bryllup saa mange, jeg vilde —
dog saa talte Du tidlig og silde
om Brudedragten! — Husker Du, Tuk!
den kunde aldrig blive for smuk —!
Du talte paa Skrømt med Degnen og Præsten —
Ha! ha! ha!
Og saa fik Du mig klædt ud til Festen!
Tuk.
Le ikke, Ruth!
Det er, som lo Du mit Hjærte itu —
Det skærer min Hu, som den rustne Kniv
skærer Ens Kød i smaa bitte Trevler,
at se dig gaa her og drømme dig Viv!
Men indtil det yderste maatte jeg gaa —
Jeg maatte se
dit Brudeslørs blændende hvide Sne —
Jeg maatte sende dig Valmuer røde
med dryssende Blade
og se deres glødende Kronerade
dryppe som Blod fra dit sorte Haar
mod det hvide Lin —
jeg maatte føle din Mund mod min
og brændende brændende hedt den kysse —!
(Lægger Haanden over Øjnene.)
Og lad dem saa drysse — lad dem saa drysse — — —
Ruth (staar et Øjeblik raadvild — springer saa hen til ham og tager Haanden fra hans Øjne.)
Lad mig se dine Øjne! — Tuk, i de Øjne
er hele din stakkels saarede Sjæl —!
Hvorfor slaar Du altid ihjel for dig selv?
Tuk.
Ja, sig mig det, Du!
Ruth.
Bliv hos mig endnu!
Du er syg, jeg er sund — saa glem alt det stygge.
Hvad er Menneskestorhed imod Menneskelykke!
Tuk.
Den er ingen til Trøst.
Men der er noget sønderrevet dybt i mit Bryst —
min Sjæl er som ristet over brændende Gløder —
aldrig blir der Fryd af et Samliv som vort,
saa længe den bløder.
Spørg Fin —
Ruth.
Staar Modellen af Fin endnu?
Tuk.
Den staar — men jeg ved, det er ikke den rette,
Ruth (heftig.)
Lov mig, hvis Du hugger et Værk efter dette,
et, som bestaar,
at Du aldrig lader mig se det og aldrig
nævner det for mig, naar Brev jeg faar!
Tuk.
Hvorfor —?
Ruth.
Fordi — saa vilde det være,
hver Gang jeg stod og saa paa det, Tuk,
eller bare jeg tænkte paa det, som følte
jeg over min Nakke et Øksehug,
som stod jeg og saa paa Liv af mit Liv,
Kraft af mit Legeme lige til Benet
og stirred mig kold paa den Aareflod,
hvori mit eget levende Blod
var bleven forstenet.
Tuk.
Du faar tungt ved at glemme.
Ruth.
Jeg glemmer aldrig.
For saa vidt, Tuk, er jeg ogsaa Finne —
at jeg kan holde ud, kan jeg ikke vinde.
Tuk (med en pludselig Tanke.)
Aa, om jeg vidste!
Kan Du holde ud til den yderste Frist —?
Jeg synes, at saa maatte Du vinde tilsidst.
Ruth.
Tuk! Lad det Ord ogsaa blive dit sidste.
Tuk (griber hende i sine Arme — kysser heftig hendes Mund, Kind og Øjne — springer saa mod Døren, holder begge Hænder for Øjnene som for at tvinge sig selv til ikke at se, men standser paa Tærskelen og tager dem pludselig bort.)
Ruth, hvor Du er dejlig!
Slørets hvide Folder din Silkefod kysser — —
Det drypper af Blod i den dybe Sne —
Og de røde Valmueblade — se,
hvor de dog drysser — hvor de dog drysser — —!
(Nogle Timer senere. Havestuen. Jack Hauge, Fin og Gerd sidde tavse og trykkede hver i sin Krog af Stuen.)
Jack.
Hvad slog Klokken, Gerd?
Gerd (farer op.)
Far, elve!
Jack.
Gerd maa ikke saadan skælve.
Fin.
Vidste nogen, naar ved Arbejd
bedst han stod og fløjted Sange,
om i næste Øjeblik
han gik bort for Tider lange.
Gerd (lytter anspændt.)
Hys! Gik Porten ikke nu?
Fin, se efter!
Fin (gaar til Døren — ser ud — kommer tilbage.)
Du er altfor lydhør, Du!
Hvor er Ruth? Spørg heller hende.
Jack.
Ruth har haft saa travlt derinde,
siden Brudekjolen kom.
Gerd (springer op.)
Er den kommen! Aa — det skulde
bare jeg vidst noget om!
Jack.
Gaar Du, saa kom snart tilbage.
Gerd.
Trapperne i fire Spring
skal jeg tage. (Ud.)
Fin.
Om i hele Finland — nej!
jeg har set en liden Kvinde
let som hende,
kæk og veg i samme Stund!
Hun har Barnets bløde Mund,
hun har Kvindens varme Øjne,
straalerige og forfløjne.
Jack.
Ikke sandt? Hun er som Solskin,
Varme over frossen Jord —
lille Gerd — som ligner Mor — — —
(De sidder begge tause i nogle Minutter.)
Gerd (river hurtig Døren op udefra.)
Tuk er — (standser.) Far!
Jack (farer op.)
Hvad er han, Gerd!
Gerd (aandeløs.)
Rejst — for lange Tider! — Far!
(Klynger sig til hans Arm.)
Aa, jeg er saa angst! Han gør da
ikke noget ondt paa sig?
(Med et Skrig.) Gør han, tror Du?
Jack.
Nej, nej, nej!
Aa, men Ruth? — Hvad, hun?
Gerd.
Ja, jeg —
I forstaar — jeg vilde liste —
jeg stod udenfor paa Taa,
hviskede: Er Kjolen kommen?
Men hun svared — (brister i Graad.) »Baade kommen,
prøvet, set og lagt i Kiste — —!«
Fin (lægger uvilkaarlig Armen om hendes Hals.)
Lille kære —
Gerd (hulkende.)
Aa, jeg kunde næppe spørge:
Ved Du, hvor — hvor Tuk kan være? —
(tørrer Øjnene.)
Først saa hviskede hun nej —
men saa lo hun højt og sagde:
Tuk — han er nok rejst sin Vej.
Jeg til Døren i et Spring —
vilde ind — hun holdt i Laasen.
Jeg stod ude,
hørte noget som en Ring
falde klirrende derinde,
hørte hende
bukke sig og tage den,
gaa og gaa igen derinde —
Tog saa Mod til mig igen:
Kære, giv mig Lov at komme —
Slip mig ind,
blot en lille bitte Tomme!
Men hun stængte haardt med Foden,
sagde bare: Kald paa Fin.
(Fin gaar stille ud. Gerd vender sig og ser paa Jack, som staar ved Vinduet med Ryggen bøjet og stirrer ud. Han ligner en gammel Mand.)
Gerd (imod ham.)
Far — Du siger ingen Ting.
Tal dog til mig — Dine Hænder
er saa kolde —
Og hvor dine Kinder brænder!
Jack.
Gerd — vi Folk at Haugeslægten,
vi har dybt i vor Natur
noget, som vi ikke kender,
som behersker vore Kræfter —
Vi gør alle
i en given Stund af Livet
noget, som vi siden efter
bittert angrer — men for silde.
Far har gjort det, da han vilde
tvinge Mor
til at holde op at spille —
Mor har gjort det, da i Bønnen,
med sin Viljes stærke Under,
hun tvang Kunsten frem i Sønnen,
men forkrøbled ham for Livet —
Max har gjort det, da han tog
helt den Haand, som halvt blev givet —
Jeg har gjort det, da jeg vilde
egenmægtig Døden kalde —
Tuk har gjort det som vi alle —
Angrer han, er det for silde
— aldrig vil han mere vinde
det, han har forspildt i hende.
Gerd.
Far! Jo, naar hun har tilgivet —
Jack.
Lille Pige,
ved du ikke —: ingen Kvinde
tilgir den, der vrager hende.
En Pige (i Døren.)
Brev til Herren —
(Gerd springer mod Døren — snapper Brevet.)
Jack.
Skynd dig — luk!
(Famler med Convolutten — ryster paa Haanden og kan ikke faa den op.)
Gerd (bedende.)
Far, maa jeg? Det er fra Tuk!
(Aabner Brevet — læser langsomt.)
»Til Far og til Gerd! Til Fin — og til hende,
Keruben foran det Paradis,
hvorfra jeg har lukket mig ude,
men hvor Lykken evigt er inde! —
Jeg rejser til Udlandet — lægger mig ind
til Observation paa et Hospital
for syge Sind.
Jeg vil dog vide, om alle de Tanker,
der jager mig op i Angst og Skræk,
skyldes en Disposition i Slægten,
som ingen evner at rydde væk,
eller om det staar fast, de Dele,
at der er noget i Stykker i Slægten,
noget, som det blir min Sag at hele —!
Naar jeg er udskreven, gaar jeg igen
som Pilgrimmen til Canossa
videre, videre hen — —
Hjem vil jeg aldrig Vejen finde,
før jeg har staat i den Tempelhal,
hvor den store Kunst sidder inde.«
Gerd (sænker Brevet.)
Dette har han gjort for hende —
at hun aldrig skulde staa
som forsmaat i andres Øjne,
ingen Medynkstanker faa — —
Aa, han har saa saar en Sjæl,
— var han ogsaa haard mod hende,
han var haardest mod sig selv.
Jack.
Han er helt fra Vid og Sans —
Gerd.
Ikke saadan, som Du mener.
Men —
Jack.
Du tænker?
Gerd (med brændende Kinder.)
Gamle-Fruens Arv er hans.
Far! Jeg tror, han er den rette — —
Jack (imod hende.)
Ti, for Guds Skyld!
Hvem har talt til dig om dette?
Du, som var din Mors Barn,
bare slægtede paa hende!
Gerd (smiler.)
Far, en Smule Haugeblod
maa vel ogsaa i mig rinde —
noget af den stærke Vilje,
noget af den vilde Kraft —
den har Mor vist aldrig haft —
Husk, at den gør rankt af krøget
— den er god til mer end Strøget
af en gammel Violin —
jeg har ogsaa Brug for min.
Jack.
Du —! Javel — — (ser paa hende.)
Hvor lidt vi kender
vore egne Børn, naar først
de har sluppet vore Hænder —!
(falder i Tanker — vender sig pludselig.)
Gerd! hvor er Du?
Gerd (som er smuttet bort et Øjeblik, kommer tilbage.)
Jeg fløj op til Ruth med Brevet.
Jack.
Naa, hvad gav saa Ruth til Svar?
Gerd (da Fin kommer til.)
Ved det ikke — spørg ham, Far!
Fin.
Hun? Hun lo blot — — »Tuk er klar —
han blir snart igen udskrevet.«
Gerd.
Jamen Fin, hun misforstaar —
Eller saa hun ikke Tanken
da — den bløde Tanke bagved
og paa hende?
Fin.
Der, hvor dybest Saar man slaar,
nytter ikke at forbinde.
Gerd.
Men han elsker — elsker hende!
Fin.
Ingen, som fik kær en Kvinde,
kaster hende haanlig fra sig
som et Blomster fra igaar.
Gerd.
Hvis i Sjælekamp han staar,
ved ikke, om han kan vinde,
er han modigst, om han gaar.
Fin.
Du er god til Forsvar, Kvinde!
Jack.
Naa, men Ruth?
Fin.
Jeg spurgte hende,
om hun vilde med til Finland,
men hun sagde —
Jack (spændt.)
Naa?
Fin (bortvendt.)
Hun sagde:
»Fin — her bor jeg —
Jeg har ikke Hjem paa Jorden
uden der, hvor han har hjemme.
Meget kan jeg lære, tror jeg,
bare ikke det, at glemme.«
(Jack skjuler Ansigtet i sine Hænder. De vender begge Ryggen til Gerd.)
Gerd (staar et Øjeblik tavs — slaar saa Hænderne sammen.)
Nej, hvor Trofasthed er Glæde!
(Ser fra den ene til den anden.)
Græd I kun! — Der findes ogsaa
det, hvorover Mænd tør græde.
Fin (vender sig — ser paa hende — Pludselig stærkt:)
Jeg maa rejse!
Jack (rækker ham Haanden.)
Jeg er gammel —
jeg behøver unge Kræfter,
savner en, som følger efter —
her er Arbejd nok for to.
Bliv her, Fin — slaa dig til Ro!
Gode Vilkaar kan jeg byde —
Fin.
Altfor gode
for det Arbejd, jeg kan yde —
og dog ikke gode nok,
aldrig — nej!
for Alverdens Guld er intet
mod Suomis Land for mig!
Jack (nikker.)
Vel — saa rejs! (ser sig om.)
Hvor blev hun?
Fin.
Gerd!
Aa, hun smutted bort som Solen,
bedst den skinner —
Jack.
Dér er hun igen — med hede,
røde Kinder!
Gerd.
Jeg sprang ned i Atelieret
for at se, om Finland stod der —
om den ej som alt det andet
var i sidste Øjeblik
slaat i Stykker, før han gik —
(triumferende.)
Men den stod der, Fin — den stod der!
Jack (sagte.)
Savnede Du ellers noget?
Gerd (om hans Hals — hviskende.)
Cremoneseren var borte,
hængte ikke paa sit Sted —
Jack (tungt.)
Jeg har tænkt, han tog den med —
at den fulgte som hans Skygge — —
Den vil altid være der,
hvor vi handler
tvers imod vor egen Lykke.
Gerd.
Nej men Far!
Jack (som før.)
Jeg har nok Ret.
(højt.) Børn, Godnat! — Jeg er saa træt.
(gaar mod Døren — Gerd følger.)
Fin.
Gerd! Giv Haanden før Du gaar!
Gerd (springer tilbage — tager hans Haand mellem begge sine.)
Gud ske Lov, at Finland staar!
Jeg vil dele mine Bønner —
en for Tuk og en for Finland.
Fin.
Faar jeg ingen?
Gerd.
Finland faar dem —
Du er Finland.
Fin.
Send mig Brev —
Gerd.
Naar Du vil svare.
(smiler) Kære, skriv om Finland bare!
Fin (ivrig.)
Alt, hvad Du har Lyst at kende —
Sagn og Sange,
Folkeviser skal jeg sende —
Bud paa Bud og Brev paa Brev! —
Gerd.
Aa ja, gør det!
Fin (bortvendt.)
Du maa ikke —
ikke glemme — den, der skrev.
Gerd (i Døren.)
Jo, naar Solen Jorden brænder
aarevis, men ej den tør —
naar ved Vinter Kornet modnes,
og ved Sommertid det dør,
har jeg glemt dig — ikke før!
Fin.
Du er lystig —
Gerd.
— som Du selv.
Fin (bliver staaende og ser paa hende.)
Gerd — Farvel! —
Naar jeg i de lange, lyse
finske Nætter
i den aabne Dør mig sætter,
nynner sagte mangen Gang,
vil din Barnestemmes Klang
altid jeg ved Siden høre — — —
Gerd (nikker til ham.)
Fin — det er Suomis Sang.
