Puk stod i Roserne —
sprøjtede Dug
ind i Øjnene
paa Mimoserne!
Dug drev nedover
Rosensømmene —
Puk stjal Hælvten
af Rosendrømmene!
Dug laa vuggende
under hans Hæl —
Alfesukkene
sang i hans Sjæl!
Bag Vildvinstammer
stod han paa Lur,
kigede ind i
det røde Kammer!
Fra Vinduet, kranset
af gylden Vin,
klang selsomme Toner —
Violin! Violin!
Underlig bævende
angstfuldt de klang —
Puk stod og græd
mellem Spindelvævene!
Fra Have-Roserne
stjal han en Torn,
skrev Tekst til Tonerne
paa Mimoserne —
Duggen drev
nedad hans fine
Skulderblade,
medens han skrev — —
Hans Sjæl hang fast
ved det røde Gardin —
og bag ham i Natten
klang selsomme Toner —
Violin! Violin — —:
Gud naade dig, hvis dit Hjærte en Gang
var lyst og ungt
og lo og sang,
men haarde Hænder greb fat deri,
saa Strengene sprang —
ak! Strengene sprang!
Gud naade dig, hvis Du har følt for tungt,
at de sang en Gang —!
Der rinder saa skinnende blank en Flod
alt under mit Vindus Side —
den er saa dyb, den er saa bred —
O, Flod! kan Du drukne min Kvide!
Den stiger en purpurfarvet Sol
bag Bjærgene skinnende hvide,
den maaler det hele Himmelrum —
O, Sol! kan Du maale min Kvide!
Livet maa leves saa trangt, det er,
skøndt Sjælen stander i Vaade,
Livet maa leves saa langt, det er,
for det er der ingen Naade —
det gælder kun om: paa hvad Maade —!
Vidste jeg ikke, at bag dette Liv
bagved dets Lidelser, bagved dets Sukken
var der en Festdag med straalende Lys,
saa drak jeg mig drukken!
Vidste jeg ikke, at bag dette Liv,
bagved dets Skuffelser, bagved dets Døen,
var der en Jubel, som aldrig fik Slut,
saa sprang jeg i Søen!
Vidste jeg ikke, der kommer den Dag,
da de skal flyve, de stækkede Fugle,
en Højtid, da Vingerne bærer mod Lys,
saa tog jeg en Kugle —!
Hun ligner det klare Solskin,
som varmer store og smaa,
ak! men det klare Solskin
det kan jeg aldrig faa —
kan aldrig frydes i Dagen!
Hun ligner den glade Lærke,
som jubler i Luften fri, —
ak! men den glade Lærke
den flyver min Dør forbi!
Hun ligner de lyse Klokker,
som ringer paa Kirkevej, —
ak! men de lyse Klokker
har intet Bud til mig!
Jeg kender en Dag — en stille,
i Høst eller tidlig Vaar,
da sortklædte Mænd og Kvinder
langsomt efter mig gaar —
O! da skal Solen skinne,
og Lærker synge for mig,
og alle de lyse Klokker
skal ringe over min Vej,
imens jeg frydes i Dagen — —!
Unge Kvinder! glade Kvinder!
Giv mig ikke et af disse
medynksfulde, vege Blikke,
som man kaster til en Tigger,
naar ved Vejens Kant med Krykke
under Armene han ligger!
Jeg er Konge, ikke Tigger!
Naar jeg løfter Violinen,
spænder Buen med Sordinen,
fængsler ved et Greb i Strengen
Hobens Blik — saa er jeg Konge!
Ved I, at de faa Sekunder,
da jeg føler, at jeg er det,
kan jeg gribes af en mægtig
Lyst til at se hele Verden
som en Tiggerhob for Foden!
se dem krybe for mig saaret,
eller danse rundt i Glæde,
og saa træde paa dem — træde!
mest paa Jer, I unge Kvinder,
som fortryller og forhaaner!
Aa, jeg ønsker, at jeg kunde
lokke Jer med bløde Sange,
fange Jer med fine Toner,
for med jernsko’t Hæl at træde
haardt paa Eders røde Hjærter,
saa det varme Blod maa rinde! —
Træde Blod? Nej, ikke dette!
bare græde — bare græde — — —!
Der tales saa meget om Martyrdom
i længst forsvundne Dage —
Aa, der er nok af Martyrdom
endnu paa Jord tilbage!
Der tales saa meget om spildte Liv
derude i Folkebærmen —
Aa, der er nok af spildte Liv
ogsaa udenfor Sværmen!
End gaar Martyriet tungt sin Vej
over Livets talløse Løgne,
gemmer sig bort bag blege Smil
og tavse, graadtrætte Øjne.
End krydses vor Vej af forspildte Liv,
hvorfor der ynkelig strides, —
og end er Forargelsen lige stor:
at al den Vaande maa lides —!
Saa underligt er det i Verden fordelt —:
En fanger Sorgen, en anden Lykken,
én varmer sin Sjæl i Solens Lys,
en anden fryser i Skyggen,
en tredje har Pukkel paa Ryggen!
Jeg kræver ej Gud, som skabte os slig,
thi Gud er sin egen Dommer,
jeg kræver kun for hver frysende Sjæl
en evig Lyksaligheds Sommer —
og jeg skriger, indtil den kommer!
Jeg kræver et Kys af den højestes Mund,
som gør os ranke i Ryggen!
Jeg tænker endnu, naar jeg møder én Sjæl
i Sol og en anden i Skyggen:
Vi var lige nære til Lykken —!
Glæden har ikke været
min Gæst i en flygtig Stund,
Smilet kom ej i mit Øje
og Latteren ej paa min Mund,
siden hun gik bort —!
Solen er ikke Solen,
naar mig den skinner imod,
Vaaren er ikke Vaaren:
dens Blomster frøs for min Fod,
siden hun gik bort —!
Men Trang har jeg faat til Toner,
fra Hjærtestrengene sprang,
til stærke, hulkende Toner
med dyb og skærende Klang —
siden hun gik bort —!
Jeg stænger min Dør for de glade,
som jager mod Lykkens Top,
men for hver lidende Stakkel
lukker jeg vidt, vidt op —
siden hun gik bort —!