Og det var en Søndag Aften
i den gode, gamle Stad Wien,
der var Concert i den store Sal
af en eneste Violin!
Det var i de første Dage
af Nytaaret, som var inde —
Folk saa med kritiske Øjne
paa den fremmede Kunstnerinde.
Vel vilde Bladene vide,
at hun en Gang i Tiden
havde henrevet Folk til Beundring,
men det var saa længe siden.
Lidt havde man hørt, men Ens Viden
var dog kun grumme fin, —
og paa Programmerne stod blot:
»Concert af en Violin —
Composition af Max Hauge —«
— hver med sit Mottos Ord —
»Solospil — udført for første
og eneste Gang af hans Mo’r!«
Man studsede lidt, da man saa det
og trode, man havde læst galt —
de fleste trak lidt paa Skuldrene
og fandt det en Smule banalt. —
Saa traadte hun ind i Salen
med faste, langsomme Skridt —
en kraftig, junonisk Skikkelse,
som førte sig værdigt og frit —
af dem, som man ikke glemmer,
har man dem én Gang mødt!
Om Panden faldt Haaret sølvgraat,
glinsende svært og blødt.
Der stod i de kraftige, smukke,
ejendommelig mejslede Træk
en hel lang Livstrid skrevet
i Furer, ingen strøg væk.
Det var ikke en ærekær Kvinde,
men vel et Kunstnerblod
og først og sidst — det føltes —
var det en Mo’r, her stod!
En Mo’r, som selv vilde løfte
den Arv, hun tog fra sin Søn,
en Mo’r, som stod for at holde
sit ja til en Døendes Bøn! —
Hun løftede Violinen
og stemte den mod sit Bryst —
da var det, som hendes Øjne
fik Ild fra en fremmed Kyst.
Hun saa paa de dirrende Strenge,
hun krystede i sin Favn,
som man ser paa sin første Kærlighed
efter et livslangt Savn.
Saa tog hun et Strøg med Buen —
et til —! og i samme Stund
sad der en Sjæl og hulked
og lo bag Strengenes Bund!
Det var paa en egen levende
Maade, hun Buen førte —
et Livs Digt var det, hun spillede,
forstaat med en Finhed, som rørte —
fortalt paa en egen personlig
og fuldt ud troværdig Maade.
Da skete det underlige,
at alle Øjne blev vaade!
Der var ikke en Haand, som rørte
sig, da hun holdt op med at spille:
I første Øjeblik gjorde
Graaden dem alle stille.
Men faa Sekunder efter
brød Bifaldet løs derinde
saa stormende, som det ikke
var hørt i Aaringers Minde! —
Hun hørte dem ikke tie,
hun hørte dem ikke klappe —
det var som, hun havde svøbt sig
ind i en Tonekappe.
Det var som, hun stod og lyttede
efter en fjærn, fjærn Røst,
medens hun holdt Violinen
knuget ind til sit Bryst.
Men pludselig slog hun den voldsomt
i Gulvet ned for sin Fod!
Buen tog hun og brød den
over sit Knæ, hvor hun stod!
Og Violinkassen knuste
hun selv — satte Foden paa!
Saa tavse blev de, der saa det —
saa tavs stod hun selv og saa — — —
Der var Vikingeblod i Fru Hauge,
som en sydlandsk Sjæl kan fornemme det.
Ingen, af dem, der saa det,
evnede siden at glemme det —!
