Natten red over Engen ud,
saa Dampen drev af dens Hove,
Varmetaage i Dalen stod
og over de fjærne Skove.
Vaagen gik Jenten i Haven om,
og hende drev Graad over Kinder,
hende drev Graad af Øjnene frem,
som springende Kilder rinder!
Natten red over Engen ud,
saa Graad over Græsset sprængte —
og det var liden Fru Gaaseurt
hun hørte, hvad Jenten tænkte.
Og det var liden Fru Gaaseurt,
hun skilte sin Krone ad,
hun talte paa sine Blade smaa —
en Vise for hvert et Blad —:
De dybe Valmuer røde!
Jeg lægger dem for hans Fod —
Hvert Blad er som hede Draaber
af rindende Hjærteblod!
Jeg samler de røde Blade, —
dem, jeg har kysset saa tit —
og lægger dem til hans Hjærte,
da slaar det i Takt med mit!
Jeg samler de røde Blade
og holder dem til hans Mund,
at de kan høre hans Skrifte —
men helst i en ensom Stund.
Og naar de har hørt hans Skrifte,
og naar hans røde Blod
sammen med mit er rundet,
da strør jeg dem for hans Fod!
Sammen saa vil vi føle,
hvor Blodet i Draaber sprang —
sammen saa vil vi træde
Lidelsens Persegang!
Ræddelig jager det unge Blod
ind gennem Aarernes Gange!
Aa, jeg kunde tage hans varme Haand
og kysse den tusende Gange!
Aa, jeg kunde tage hans varme Haand
og lægge den til min Kind,
og jeg kunde lukke den drivende Sol
med et eneste Frydeskrig ind!
Vildsomme fare de Tanker i Flok —
saa mange, jeg aldrig forstod —
Aa, jeg kunde gladelig lægge min Sjæl
som en aaben Bog for hans Fod!
Drivende Guld fra en Grubegang
er Elskov i Menneskers Liv —
Aa, jeg kunde hade mig selv, om jeg blev
af Feighed en andens Viv!
Lige ud for mit Vindu staar
der et Rosentræ;
paa Solsiden staar det, saa lunt og godt
for Vinden i Læ;
men Roden er spaltet fra Midten af,
og derfor, ak!
paa den ene Side skød Roser op,
paa den anden var der kun Torne, som stak!
Jeg tænker saa tit, naar jeg staar og ser
paa det Rosentræ:
Ak, hvorfor spaltes saa mangen Rod
i Ny og Næ?
Ak, hvorfor river vi os tilblods?
Og hvorfor har
saa faa faat Lov at leve det Liv,
som Roser til begge Sider bar —?
Du Natsværmerdronning fine,
hvis bløde Vinger flagre saa tyst!
Kom, sæt dig her paa mit hvide Bryst!
dér gemmer jeg Drømmene mine — — —
Du unge Natsværmerfrue!
Sig, ved Du af, som Du gynger der,
at under dig bruser en Bølgehær,
dér brænder en Kraterlue —?
Som Støv af Natsværmervinger
er Drømmene — dem som over mig laa —
de taaler ikke at tages paa
af nogen haardhændet Finger.
Om dem skal Tavsheden falde
som tætte Slør! — Men Natsværmerbrud,
som sidder og køler min hede Hud!
til dig vil jeg hviske dem alle — —!
Og det var den mørke Blaaregn,
som grode om Muren tæt,
hun tog hans tavseste Tanker,
og samled til en Buket.
Hun dryssed dem ned fra Muren
i Bedenes Bægerrad —
dér stak den blomstende Rose
dem fast ved sit Kroneblad —
dér fanged Convallen dem siden
i Duften bag Rosenslaa
og ringed dem ud i Natten
med tusende Klokker smaa —:
De røde Valmuer fine,
som blomstred paa hendes Vej,
fordi jeg ligner ham kom hun
og gav dem alle til mig! —
De røde Valmuer fine,
de talte saa varmt et Sprog —
brændende, blændende, tændende
som hede Syners Tog!
De talte om dybe Gaader,
hvis Løsning ingen kan se,
om Kærlighed som kan vare,
igennem et helt Livs Ve!
De gav mig saa mange Tanker,
saa hede som dér de stod
med Farver af hendes røde
rindende Hjærteblod — —
Det var vel ikke tilfældigt,
hun skrev med den røde Skrift:
Valmuens glødende Farve
og Valmuens døvende Gift!
Valmuens glødende Farve —
den evige Elskovs Lyst!
Valmuens døvende Gifte —
Glemselens eneste Trøst!
Du røde Valmue fine!
Jeg gemmer dig ved mit Bryst
med Bøn for de tusend Tanker,
som aldrig fik Ord og Røst!
Du røde Valmue fine!
Jeg kysser dit røde Blad
med Bøn for de røde Hjerter,
som aldrig kan skilles ad — —!
Den store Bro’r gav gerne sit Liv
og alt sit Gods
til sin lille Bro’r,
men da de kaared sig samme Viv,
som Skæbnen vilde,
blev Vaaden stor,
for Hjærter kan ikke deles som Guld
og Glans paa Jord.
Stakkels troskyldige lille Bro’r,
som aldrig en Tankes
Tvivl har kendt!
Stakkels fortvivlede store Bro’r,
som ikke tør se
hans Glæde endt! — —
Nu sviger jeg den, som bedst mig tror,
for ondt er mig hændt — — —!
Aa, kjære min Vildand! Tag Basketag
med Sol og Vind!
Byd frejdig dit bløde Bryst til Slag
for Stormens Kast paa en Uvejrsdag —
stryg aldrig Flag!
Aa, kjære min Vildand! Stig højt, stig frit!
stig vovende vidt!
Ryst under Flugten alt Støv af din Vinge!
Stig og lad Hærskriget jublende klinge
sammen med mit!
Aa, kjære min Vildand, saa væn og skær!
Sid ikke dér
med Øjne saa dybe og sorte som Natten —
Hej! Lad det ud over Sivene staa!
Bløder Du ogsaa ved det, Du nu vover,
aa, kjære min Vildand, gaa lige paa,
saa vinder Du over!