Der flyver mod mit Vindu en Gulspurv liden,
med silkebløde, dunede Vinger:
„Hvorfor sidder Du derinde og forbitrer Dig Tiden?
Kom ud, hvor jeg jublende mig svinger!
Skoven er saa smuk i sin nye Vinterdragt
med Isdrypsdiamanter i sin skinnende Krone. —
I Luften de klingende Kanebjælder tone,
og Luften er saa frisk!
Herude har jeg redet Seng
og dækket Dug paa Disk.
Skal vi følges bort fra Verdenslivets støjende Vrimmel
til en Æventyrfest?“
„Hurra! Ja, jeg er med! Der er alle Tider bedst
i det fri, under aaben Himmel.“ —
Ude i Skoven
er det hele som et tryllende Æventyrslot
med straalende Reflexer
af Farver, som spille i smaragdgrønt og blaat.
Paa de vuggende Grene, hvor Snefnug sig flokker,
hænger brogede Isblomster, frynset ved Randen,
og støder med klingrende Lyd mod hinanden
som tusende smaabitte Kaneklokker.
Og løsner man en af de prægtige Former,
der slutter sig som Ædelstensæsker
om det visnede Løv; — ja, da ligger
de En i Haanden
som blanke, krystalklare Arabesker! —
Imorges, da jeg vaagnede, hvad var saa sket?
Regnen var falden i stride Strømme
og havde brutalt rusket Bøgeskoven op
af dens tryllende Æventyrdrømme!
Alt var forsvunden:
Æventyrslotte og Ispaladser,
Glansen — og Stemningen med,
som til Glansen var bunden. —
Ikke et eneste Spor var tilbage
af de brogede Isblomsters mange Former;
i den opblødte Jord faldt Resterne ned
som tunge Taarers stiltiende Klage.
Jeg syntes, hvert eneste Skovens Træ
stirrede paa mig med vaade Blikke; —
hvor mange straalende Livsæventyr
røver dog Livet os ikke! —
Alle de glimrende Klokker smaa,
som kimed med festlig Klang mod oven,
har Luftens Aande fortæret,
saa de aldrig mere vil ringe i Skoven.
Vel ser jeg en enkelt, som endnu er hel,
men glidende Draaber langs Siderne røber,
at den snart vil dø bort. Her er Redning omsonst;
thi ikke den snildeste Mesters Kunst
saadanne glimrende Klokker støber!