Giv mig dine Tanker,
Du som, jeg véd,
har givet mig dit Hjærte,
skjønt det aldrig blev sagt;
givet det, hver Gang
dine straalende Øjne
sænked sig i mine
med dragende Magt —
Giv mig dine Tanker!
Giv mig først de glade,
de jublende og unge,
friske som Morgenens
tindrende Dug!
Naar de leger om din Mund
og i Smilene kommer,
synes Du mig altid
saa vidunderlig smuk —
Giv mig først de glade!
Giv mig saa de tunge,
som har stemplet din Pande
med den sælsomme Alvor,
jeg har mærket saa tit!
Alle vil jeg tage
og bære dem mod Lyset,
give dem tilbage,
naar det værste er stridt —
Giv mig blot de tunge!
Skjul mig ej de bløde,
hvor de røre sig derinde,
drag ej for de lønligste
Tavshedens Flig!
Skjul mig ej de mindste,
jeg vil kjende dem alle;
ved din ringeste Tanke
er jeg lykkelig og rig —
Skjul mig ingen, ingen!
Giv mig dine Tanker,
saa skilles vi aldrig!
Kommer da Døden,
og det hælder mod Nat,
vil jeg lukke mine Øjne
med Bøn for din Lykke
og føle, at jeg følges
af den dyreste Skat:
alle dine Tanker!