Gaa ikke henover den hvide Sne,
den er saa skjær,
den er saa fin, —
ligger og lyser paa Jorden
som et skinnende Brudelin. —
Har Du først sat Spor i den rene Bund,
er Enheden brudt i den samme Stund.
Om Du træder saa blødt,
om Du træder saa let,
der er Støv, som om Foden Dig hefter;
Du kan kjende dit Spor i den hvide Sne
længe, længe derefter! — — —
Sjælelivet har sine snehvide Veje,
sin skinnende Klarhed, hvor ingen tør træde;
den skal Du skjule for alle Blikke,
i den skal din Helligdom have sit Sæde:
Som Sneen, naar den skjuler for det spirende Blad,
der længes i sin Fødsel efter Solstraalens Bad,
skal Du skjule for Tankernes Ungdomsliv,
deres første, vibrerende Begyndelse; —
at lægge dem blot for Alverdens Blikke
vilde være en sjælelig Forsyndelse!
Gaa ikke henover den hvide Sne:
den er saa skjær,
den er saa fin — — —