Det siges om Gustav Adolf,
Sverrigs ædleste Drot,
at tidlig han fandt sin Kjærlighed,
sit Hjærtes kaarede Dronning
paa et ældgammelt Ridderslot:
Saa ædel og skjøn en Jomfru var Ebba Brahe fra Borga.
Livet har skilt saa mange ad,
det skilte de to ad Aare:
Kronen skilte, hvor Hjærter bandt,
Manden tabte, hvad Kongen vandt,
men Jomfruen skjulte sin Taare. —
Sin Haand hun gav til en fremmed Mand,
blev siden en Ridders Frue;
men Hjærtet holdt ved Kong Gustav Stand,
Ridderborgen det vidne kan
med Skrift under Højloftets Bue.
Dér vandred hun tit med sorgtungt Sind
i Maaneskin
og stirred paa Løvet derude, —
standsed og skrev med en Demantring
hans Navn i den blanke Rude. — — —
Nu hviler Fru Ebba forlængst i Grav,
møder bag den sin Konge.
Hun efterlod ej nogen stolt Bedrift,
kun en Mindetavle med Demantskrift,
et Efterkrav!
Jeg bladed i Mindetavlens Bog
en stille Nat, —
Droslerne fløjted en Foraarssang
i det nære Krat, —
Bølgerne risled og hviskede med,
Blad for Blad;
Tankerne listed sig tyst afsted,
fulgtes ad, —
Vindene selv sang med i Kor,
Ord for Ord!
Og som jeg hørte det, skrev jeg det ned
en ensom Dag, en stille Nat, —
skrev det ned
som et Vidne om trofast Kjærlighed,
som en Mindeskat! —
I.
I de unge Hjærters Foraarsjord,
under tavse Tankers Brudevagt,
Kjærlighedens Blomst i Stilhed gror,
øver overalt sin Herskermagt,
faar om Viljens Jern sin Ranke lagt!
Fattig er Du, om Du ej den fandt,
thi da har Du ikke levet helt.
Saaret er Du, om den fast Dig bandt,
og Du finder tit dens Sødme delt,
der, hvor Taarer over Kalken randt.
Heller saaret dog af Rosens Naal,
end dens skjønne Bæger ej at se!
Heller tømme Livets fulde Skaal
med dets hele Lykke, Angst og Ve,
end gaa ensom mod et ensomt Maal! —
Hvem kan løse mig den Gaade her? —
Ingen paa den hele, vide Jord! —
Kjærlighedens Blomst saa favr og skjær
er, skjønt først til rigest Lykke skabt,
brudt til Smerte og til Livskval tabt!
II.
Han sagde, jeg skulde være hans kongelige Brud,
hans højbaarne Frue!
Ak, véd han, der er Falke fra Slottet fløjne ud,
for at saare hans Due! — —
Konge, Herre Konge, se, Skoven staar i Røg!
Vogt din hvide Due for Falk og for Høg! —
Han sagde, jeg skulde gaa ved hans kongelige Arm
med en jublende Skare
til Altret i hans Kirke, — og siden i hans Karm
til hans Kongeslot fare. —
Konge, Herre Konge, se, Skoven staar i Røg!
Vogt din hvide Due for Falk og for Høg! —
Han drog mig til sit Hjærte og nævned mig sin Viv,
sin højbaarne Frue!
Gud naade ham for hans Fjender! Gud naade mit unge Liv,
som Farerne true! —
Konge, Herre Konge, se, Skoven staar i Røg!
Vogt din hvide Due for Falk og for Høg! —
Du sagde, Du vilde være min kongelige Ven,
det svor dine Blikke;
men Angst har grebet mit Hjærte: Jeg gav mig til Dig hen,
ak, Du sveg mig da ikke?
Konge, Herre Konge, se, Skoven staar i Røg!
Vogt din hvide Due for Falk og for Høg!
III.
Han gav mig en Ring, — en Demantring!
Den funkled imod mig med blændende Straaler,
som hans Øjne kan funkle, saa ingen det taaler. —
Han gav mig en Ring — —
Ingen det saa’!
I Højsalen brændte kun en eneste Kjerte —
Jeg ridsed hans Navn i Ruden ind,
jeg skrev det paa Bunden af mit Hjærte.
En Ring, som byttes mellem Mand og Kvinde,
den er i Livets Spil en gylden Tærning;
den har et dobbelt Liv, en dobbelt Gjerning,
thi den skal baade løse op og binde.
Alt det, som ej af Livets Væld vil øse,
men kryber om paa Jord foruden Vinger,
alt det, som Tvivlens Magter undertvinger,
alt tungt og trangt og snevert skal den løse.
Men det, som frigjør Tankens Liv derinde
og lyser gjennem Smil og Graad i Øjet:
alt stærkt, frimodigt, ædelt og ophøjet,
det skal den værne om, det skal den binde.
Og dèr, hvor Hjærtesamfund adler Sindet,
hvor to blev ét i Maal og ét i Stræben, —
hvor Tanker mødes, før de naa til Læben,
hinanden lutrende — ej halv forblindet, —
hvor Kjærlighed fik Magt at overskinne
i Renhedsstræben det, som Synd vil dække,
hvor Haand i Haand tør tillidsfuldt sig lægge,
dèr skal den Sjæl til Sjæl for evig binde!
IV.
O, sig mig med din bløde Stemme,
at Du har altid elsket mig,
og at Du aldrig vil mig glemme, —
saa er jeg fuldt ud lykkelig!
Thi skiller os end Livets Færden,
vi følges evig dog, jeg véd;
og intet er saa skjønt i Verden
som det: at tro paa Kjærlighed.
O, sig mig med din bløde Stemme,
at Du og jeg har fælles Haab,
som lever ungt i Sjælens Gjemme
og stiger frelst af Smertens Daab!
Da er vort Liv en Soldag vorden,
har Skyer end dets Straaler delt,
thi intet er saa skjønt paa Jorden
som det, at elske fuldt og helt!
Hvor to har fundet hinanden,
dèr grundes saa trygt et Hjem:
To glider med Sang fra Stranden,
hvor En maa stage sig frem!
Hvor to har fundet hinanden,
o, dèr er vel Himlen blaa;
dèr spirer saa mange Tanker,
som Vaaren har Blomster smaa.
Dèr skinner det klare Solskin,
hvor Taager sænked sig ned;
thi Livets talløse Gaader
forklares af Kjærlighed!
V.
Tænk paa mig, naar jeg er Dig nær
og maaske fjærnest dog;
fordi de mange Øjnes Ild
staar mellem os og tyde vil
vort tavse Hjærtesprog!
Tænk paa mig i din Gjernings Kraft
og ved dit Arbejdsbord, —
naar Morgenrøden kommer nær,
og naar det første Skumringsskjær
Dig Dagens Savn betror.
Tænk paa mig, naar jeg fjærnest er
og maaske nærmest dog; —
saa flyver mine Sange smaa
til Dig, til Dig for Svar at faa
i tusend Tankesprog! —
VI.
Kom, min Hjærtensven, læg din Kind til min!
Fagrest Sang for mig er din Stemmes Lyd.
Hver min Lykkes Dag er jo ogsaa din,
ene vil jeg ej have mindste Fryd.
Hede Læbers Ord, Bønners Skat mig giv!
Kjærlighedens Kys Du tilbage faar.
Følg mig, Hjærtensven, i mit korte Liv
gjennem Strid til Fred, gjennem Høst til Vaar!
Og naar jeg en Gang bæres bort som Støv,
følg mig da paa Vej med din Taare hed;
stands ved Graven tit, læg en Krans af Løv, —
mine Tankers Skat, al min Kjærlighed!
Knæl paa Jorden ned, bed en Bøn til Gud,
at han høre vil vore Hjærters Raab:
at han samler os ved sit Naadebud —
Du min Lykkes Liv, Du mit Ungdomshaab! —
VII.
Lad Dagen lyse, Du kjære Gud,
og Vestenvinden gaa Foraarsbud:
Han kommer!
Lad Solen kysse hans brune Kind
og flyve ham lystig i Øjet ind, —
lad Fuglene kvidre om Sommer!
Lad Regnens Draaber og Duggens Drik
dugge hans Læber, men ej hans Blik
det klare!
Lad Blæsten krølle hans mørke Haar
og Grene neje sig, hvor han gaar —
Han kommer! — Min Bøn ham bevare! —
Nu har dog saa mangen en fager Vaar
med Solskinsdage og blide Kaar
jeg levet;
og dog — jeg synes først nu jeg forstaar,
hvad frydefuldt Haab over Verden gaar,
naar Kulde og Frost er fordrevet.
Lad Solen skinne, Du kjære Gud,
og hvisk ham i Øret et lønligt Bud
fra „hende“!
Et Hjærte slaar ham med Fryd imod;
ej skjønnere Møde paa Jorden stod
end det, som for Livet tør binde —
O Jubel! — Hvor Solen kan skinne!
VIII.
Der var Liv, — ak, og nu er der Øde! —
Der var lyst, — og nu er der koldt og graat.
Der var stort, ja guddommeligt Møde,
og nu — er der Savnets Stilhed blot! — —
Der var Glæde, — og nu er der Trængsel!
Der var Haab, — ak, og nu er der ingen fler!
Der var Ungdommens sitrende Længsel,
og nu er der intet, intet mer! — — —
Langt borte herfra gaar min kjæreste Ven
og kan ikke høre min Røst.
Det aner ej nogen, som finder ham glad,
hvad Sorger der tynger hans Bryst! —
Ak, kunde vi mødes en Dag af vort Liv,
kom Dagen end aldrig igjen,
var alle de andre som Natten sort,
mit Liv havde Lys nok i den!
Dog — den tør ej klage for Lykkens Savn,
som fordum har ejet den hel; —
og Livets største og rigeste Fryd
har jo én Gang været min Del. — — —
Jeg kjørte en Aften forbi hans Hjem,
saa’ Lampens Lys fra hans Rude
skinne bag Parkens Træer frem
og svinde i Skyggen derude.
Jeg vidste, han sad dèr og tænkte paa mig, —
mit Hjærte fløj ham i Møde;
men endda turde jeg standse ej,
maatte bort — ud i Skilsmissens Øde! —
Ak, hørte Du ikke den samme Kvæld
som Vinger i Luften glide?
Mødte Du ej til et tyst Farvel
Min Kjærlighedsfalk den hvide?
Hørte Du ikke, som tavs Du sad
og knuged dit Sværd i Haanden,
noget, der ligned et Dødens Kvad,
født med et Skrig af Vaanden?
Klang der ej hult gjennem Storm og Slud
et sitrende Suk ved din Rude?
Det var mig, det var mig, — dine Længslers Brud, —
som kjørte forbi derude! — —
Hver Dag, naar Du følger dit Hjærtes Trang
og tænker paa mig, vil Du høre
en Lyd som af bristende Strænges Klang:
det er Sorgen, vi begge maa føre.
Hver Kvæld, naar Du sidder af Længsel mat,
vil det sukke saa tungt ved din Rude —
Det er mig, det er mig, — din tabte Skat, —
som glider forbi derude! — —
IX.
Kom snart! Nej, nej, — kom ikke!
Bedre, vi aldrig ses,
end vexle kvalfulde Blikke
dèr, hvor der synges og les.
Bedre, vi aldrig findes
blandt mange paa fremmed Sted,
naar det, vi begge mindes,
følger til Mødet med;
naar nye Kvaler maa fødes
af hvert et Gjensyns Lyst,
og Haabet aldrig kan dødes,
som lever i vort Bryst. —
Kom ikke! — Jo, kom og mød mig!
Verden er bleven mig tom!
Før vilde jeg, alle forskød mig,
end at Du ikke kom; —
men bed mig ej let og modig
i Livets Malstrøm gaa
og nedsænke dèr koldblodig
hver Drøm, jeg trode paa.
Nu vil jeg ej Glæden fæste,
hvor dybt end Sorgen skar:
Den Sorg er mig jo det bedste,
det eneste, jeg har!
Jeg har ikke mer at miste,
ej mer at frydes ved,
gjemmer kun til det sidste
min stille Kjærlighed. — — —
Der gives Kvinder, som kan alt forsage
i Tro paa deres første Kjærlighed;
der gives dem, som aldrig vilde klage,
om ogsaa deres Lykkes Sol gik ned.
Der gives Kvinder, som et Liv har levet
paa faa, men store Timers Højtidsstund;
i deres Øjne staar der Kvaler skrevet,
og Sorgens Træk har stemplet deres Mund.
Men spørg dem ad, om vel de vilde miste
hin Kval for Sorgløshedens tomme Ro;
og vide skal Du da, at til det sidste
er deres første Kjærlighed de tro:
Den Kjærlighed, som bragte navnløs Lykke
og siden navnløst Savn i lange Aar:
mod den er anden Sorg kun som en Skygge
og anden Graad som Regnvejrsdag i Vaar! —
Der gives Kvinder, som et Liv har levet
paa faa, men store Timers Højtidsstund;
i deres Øjne staar der Kvaler skrevet,
og Sorgens Træk har stemplet deres Mund.
Der gives Kvinder, for hvem ingen Hvile
og ingen Haabets Trøstegrund er til; —
der gives dem, som staa for Sorgens Pile,
men ingen Lægedom for Saaret vil!
X.
Min Konge! Tal ej om Afsked,
hvor Sjæle tilsammen vil,
hvor to gjennem hele Livet
maa høre hinanden til!
Nej, Herre, tal ej om Afsked,
fordi Du mig ikke ser:
Hvor to har som vi holdt Møde,
dèr skilles man aldrig mer;
dèr findes ej Sted, som fjærner,
ej Tid, da Mindet dør ud;
dèr holdes de tavse Løfter,
som var de givne for Gud!
Husk: strax ved det første Møde
vi fyldte hinandens Krav,
og Hjærterne droges sammen,
før selv vi vidste deraf.
Da mødtes Tanke med Tanke
og Smil med Smil mellem to; —
to Sjæle blev ét i det Møde:
én Stræben, ét Liv, én Tro! —
Lad Storm kun mit Livsskib kaste
og lægge det langt fra dit,
vi to vil dog føres sammen
igjennem det, vi har lidt!
Lad Livet os ogsaa skille,
saa kort eller langt det vil, —
I Tankens evige Verden
vi høre hinanden til.
Tak for hvert Minde, fra jeg Dig saa’
den første Gang i min Faders Stue,
for hvert et Tankeglimt fra det Blaa,
som tændte Sjælen i Lue!
Tak for hver Stund, da vi sammen gik
paa Flugt mod Aandernes lyse Rige
og læste dybt i hinandens Blik,
hvad ingen voved at sige.
Ja, Tak for alt i din Kjærlighed,
for Sorgen, sælsomt med Glæden blandet,
for alt, hvad Sjælen af Lykke véd,
og for hvert Haab, som er strandet!
Jeg gaar alene den trange Vej,
men Du har Tusender i dit Følge; —
dog er Du ensom og gaar som jeg
i Kamp mod Længslens vilde Bølge.
Mit Liv er søndret, dog var det helt,
før jeg fik lært det, hvad to kan evne!
Dit Liv er mellem saa mange delt;
dog véd et Navn Du kun at nævne.
Og dette Navn? O, ja det er mit!
Se, det er Jubelen midt i Sorgen.
Én Gang, jeg véd, skal det siges frit —
én Gang i Mødets gyldne Morgen. — —
Hvor kort og lys var min Ungdomsdrøm!
Nu bruser Livet med vilde Voer. —
Jeg drages ind i dets Hvirvelstrøm
og kan dog aldrig vinde over! —
En liden Stund maa vi skilles ad; —
det volder Kvide og bitter Smerte;
men det, som én Gang har gjort mig glad,
det lever endnu i mit Hjærte;
det bærer op over Livets Kamp,
det bærer ud over alle Grave,
igjennem Mindernes Taagedamp
til Paradisets lyse Have!
Dèr tør vi mødes, men aldrig her;
dèr tør vi elske for alle Dage —
Gud signe Dig, til vi mødes dèr!
Han lære mig kun — at forsage! — — —
