Kom med! vi vil vandre den samme Tur,
Du og jeg!
som vi begge vandred i Livet
ad den samme tornede Vej.
Kom med! vi vil sige hinanden,
hvad hver især har lidt,
sige det — ikke med klangløse Ord,
men i Øjnenes Sprog, som er frit.
Mødes da vil vore Tanker,
i samme bævende Savn, —
Droslen bag skovklædte Banker
vil give det Toners Navn,
Dug, som driver paa Ranker,
bli’r Taarer lagt i vor Favn; —
hele Naturen omkring os
vil tolke det stort og frit,
væve vor Saga tilende,
medens — med tøvende Skridt —
langsomt tilbage vi vende
i Morgenens friske Luft
under fine Markblomsters Duft. —
Vinden kommer med lette Drag,
lover os solbelyst Dag;
lidt af den Morgenglans føle vi skinne
over de skyggede, tunge
Steder der inde;
lidt af dens sol gyldne Kræfter,
Spor af dens lyslette Fjed
bære vi med
til den lange Dag, der gaar efter;
falder saa Tusmørket paa,
véd vi, hvor Dag er at finde,
trods det tunge og graa
har vi Morgenens Straalekraft inde.