Der er et Lys, som her i Verden brænder,
Kun Faa det søge — Færre finde det.
Eet Sted det slukkes brat; men atter tænder
Sin Lue paa en anden Jordens Plet.
Snart som en Sol det uomskygget funkler,
Og fryder Jorden med sit klare Skin;
Men snart den skumle Taage det fordunkler
Det for en Tid i Natten iler ind.
Mod Natten og dens Hære maae det kæmpe;
Dets Stridsmænd ere stærke vel, men faa.
Tit seirer Mørket, og dets Skygger dæmpe
Den Ild, som glimter fra det fjerne Blaa.
De Onde juble, og de Svage bæve;
De troe, at Lyset maae for evig flye;
Men seirende det sig igjen skal hæve,
Og tindre fra den gjennembrudte Skye.
Saa mangen Grandsker efter Lyset higer,
Og skimter det tilsidst bag tykke Damp;
Da — som Erobreren for Kongeriger —
For Lyset kæmper han den ædle Kamp.
Blandt dem var ogsaa du, o vise Tænker!
Du elskte Lyset, søgte det og fandt;
Den Mørkets Magt, som Aanden her indskrænker
Med Lysets Magt bekæmped du, og vandt.
Du est opløftet nu fra Jordens Tue,
Og nær det Lys, du fjernt har stirret paa:
Dig som en Sol i evig Dag mon lue,
Hvad som en Gnist i Natten her du saae.