Stolte Laurbærtræ! som byder
Helten dine Løv, og Issen pryder,
Der omstraaledes af Seirens Glands;
Staae kun urørt! dennesinde
Kan jeg uden dine Blade binde
Ærens uforvisnelige Krands.
Men af dig, du Skovens Konge!
Dine grønne Blade evig unge,
Vil jeg plukke, gamle danske Eeg!
Sødt bevæget vil jeg vinde
Dem omkring den ædle danske Tinde,
Som — ak! længe — var i Graven bleeg.
Schielderup! — hør! Harpen klinger
Som bevæget af usete Vinger —
Ædle Schielderup! er det din Aand?
Engel udi Himmerige!
Hører du de Toner, som opstige
Fra en uforklaret Bardes Haand?
Kan Du skue fra det Høie
Taarerne, som af et jordisk Øie
Vælde frem i overjordisk Lyst?
Salige! kan du fornemme
I dit Paradis den Glædesstemme,
Som udbryder af et dødligt Bryst?
Hvor den sorte Mand maae bukke
Under hvide Bødlers Aag, og sukke,
For han Lyset kun til Trældom saae;
Hvor de lænkebundne Hænder
Han forgjæves til Tyrannen vender,
Der ham slæber over Bølgen blaae:
Der i hine Smertens Egne —
Lever end velsignet allevegne,
Mindet om den ædle blanke Mand;
Denne blodbestænkte Slette
Skal i Evigheder ei forgjætte
Navnet af din Søn, o Fødeland!
Som en Guddom fra sin Himmel
Steeg han ned blant arme Slavers Vrimmel,
Sankede dem til sin Faderbarm.
Uden Lænke har han bundet
Ørknens Søn, og uden Sværdslag vundet
Ufordunklet Seierherrenavn.
Seierherre over Hjerter!
Ei af Blod den mindste Draabe sværter
Din Erobrings ætherrene Glands.
Taarerne, din Haand har stilled,
Taarerne, som ved din Baare trilled,
Ere Perler i din Hæderskrands.
Frygter ei, at Skjalden higer
Efter Sølv og Guld for hyklet Smiger;
Schielderup er længe i sin Grav.
Intet Monument sig reiser,
Ingen prægtig Marmorstøtte kneiser
Over hans nedlagte Vandringsstav!
Men en ærlig Bardes Stemme
Skal igjennem mange Slægter gjemme
Mindet om din Søn, mit Fødeland!
Slavekysten har hans Bene;
Disse Runer paa hans Bautastene
Ristes her paa gamle Danmarks Strand.