For din Griffenfeld saa god
Maa du, Danmark! sørge længe,
Før et Skud af fremmed Rod
Plantet bliver i dit Vænge.
Bedre nyttet, bedre fredet
Voxer Træet denne Gang; —
Bernstorff heldig hænger Leddet
For de Danskes skjønne Vang.
Ofte Kampens røde Flod
Vilde Vangen oversvømme;
Vogteren ved Leddet stod,
Standsede de stærke Strømme.
Krigen brændte trindt paa Jorden;
Kun paa Danevangen ej;
Fredens Engel fra mit Norden
Altid viste Luen Vej;
Mødte med urokket Fod
Luen, som foruden brændte;
Dæmpede det blinde Mod,
Som forinden sig antændte.
Kampens Skyer Jorden dække,
Tordnen ruller, Lynet slaaer;
Intet Lyn kan Vangen række,
Hvor den vise Bernstorff staaer.
Prægtig er den Lavrbærkrans,
Som paa Ærens Marker vindes;
Men i vilde Vaabendans
Under Suk og Hyl den bindes.
Dødens Sved maa Lavren nære,
Kun paa blodig Bund den groer;
Dyr er Kjæmpegudens Ære,
Anger i hans Tempel boer.
Men naar Sandheds ædle Tolk
Prises frit af Ven og Fjende, —
Men naar baade Drot og Folk
For sin Yndling Kransen binde:
Denne Krans, skal Verden kjende,
Vindes kun paa Fredens Vej;
Denne Krans før Tidens Ende
Falmer, plettes, ældes ej.
Den er din, du Danmarks Mand!
Den skal grønnes paa din Kiste! —
Sørg ej længer, Fødeland!
Før du Griffenfeld maa miste!
Dæmp dit Suk! aftør din Taare!
Tag for Sorgen denne Trøst!
Ved den store Bernstorffs Baare
Du tilgive Fædres Brøst!