Ubestrideligt indtager Alfred Tennyson en Førsterangsplads mellem den engelsktalende Folkeæts Digtere fra forrige Aarhundrede. Det tør vel endda siges, at han er blandt hele Menneskeslægtens og alle Tiders Storskjalde. Mesterligt forstaar hans Haand at kalde Tonerne frem fra det menneskelige Følelses- og Stemningsliv med dets mangfoldige Strenge. Mest kendt for den dansk-norske Læseverden er han sikkert bleven ved sine »Idyller om Kong Arthur« og »Enoch Arden«, der begge er oversatte. Men hans Digtning bevæger sig ikke bare i Sagnets Verden eller i eventyrlige og fjerntliggende Livsforhold. Skønt han holdt sig tilbage fra Deltagelsen i det offentlige Liv, var hans Sind dog indtil den høje Alderdom levende modtageligt for Tidens Tanker og Opgaver, dens Kampe og Sejre, og han drog det altsammen ind til aandelig Forarbejdelse. Selv — og ikke mindst — af Naturvidenskaben udvinder han Emner til poetisk Brug.
Men igennem hans hele Digtning høres en eneste Grundtone: der er Mening i Tilværelsen, ogsaa i det personlige Menneskeliv, thi der er en Gud og der er en Livsforsættelse hinsides Døden.
Kundskaben til Engelsk herhjemme er stærkt begrænset. Tilmed kræves der større Indlevelse i et fremmed Sprog, naar det gælder dets poetiske Skatte. Følgelig er de fleste da henviste til Oversættelser. En Oversættelse kan kun ufuldkomment erstatte et Digt i dets egen Sprogdragt, men vil dog, naar den fremtræder i en poetisk taktfuld, tækkelig og tro Form, være en Berigelse af det Folks Literatur, hvortil det overføres. Om jeg nogenledes har magtet den Overførelse af Tennysonske Digte, som her bydes den dansk-norske Almenhed, maa Læsere Nord og Syd for Kattegat afgøre.
Om de valgte Digte kun følgende til fornøden Oplysning:
DE TO RØSTER blev til efter at Tennyson i 1833 havde mistet sin Ungdomsven Arthur Hallam, den Ven, hvem han i sit vidunderlige Mindekvad »In Memoriam« har udødeliggjort, som Dante har udødeliggjort Beatrice i »Den guddommelige Komedie«. Hans Tanker kresede da sygeligt om en frivillig Forkortelse af Livet. Men han kunde synge sin Sorg ud, og det blev hans Frelse. Arthur Hallam stededes til Hvile paa Clevedon Kirkegaard, paa en Højde ved Bristolkanalen og tæt ved Bristolbugten. Her skrev han »BRYD, BRYD, BRYD!« en halv Snes Aar senere under et Besøg ved Graven.
»RING UD, KLARE KLOKKER!« er et af mange Digte, hvoraf det ovennævnte store Mindekvad bestaar. Jeg har ønsket, at min Oversættelse — i dette Tilfælde maaske snarere Efterdigtning — kunde blive en dansk Folkesang, for netop en saadan Sang trænger vi nu til herhjemme som aldrig før. Derfor er det, at jeg har omsat Tennysons Versform (= »Det kimer nu til Julefest«, kun at 1ste L. rimer paa 4de og 2den paa 3die) til den her benyttede, der passer til en landskendt Tone. En Overførelse i den engelske Teksts Versmaal er sikkert her umulig.
I »OVER REVLEN«, verdensberømt som det er bleven maaske frem for noget andet af Tennysons Digte, udtaler den gamle Skjald Ønsket om at gaa bort, som her skildret, naar hans Time kom. Og saadan skete det. Uden Smerte og Klage udaandede han en mild Oktobernat i 1892 paa Aldsworth, Sommerhjemmet i Surrey.
Jeg føler, at det er et Vovestykke at give Tennysons formfuldendte skønne Digte danske Klæder paa. Det maa nu vise sig, om Forsøget opfordrer til Fortsættelse.
I August 1909.