84. Det gode Syn
Norsk Folkémelodi.
Norsk Folkémelodi.
Jeg saa’ Ham som Barn med det solrige Øje
i Regnbuens Glans paa de hjemlige Høje,
Han kyssed’ min Kind, og vi legte med Stjærne,
mens Korset stod skjult mellem Løv i det fjærne.
Jeg saa’ Ham som Yngling i Livskraftens Morgen,
da Aanden fløj højt imod Kjærligheds-Borgen,
Han vinked’ min Sjæl, og jeg glemte det lave,
Hans Ild kasted’ Glans paa Forkrænkelsens Grave.
Jeg saa’ Ham som Mand i den modnede Sommer,
da Synderen skjalv for den hellige Dommer,
da Hjærtet slog tungt og min Isse var sænket,
og Dødstanken strængt havde Livsmodet lænket.
Først da fik jeg kjende Hans salige Naade,
først da løstes Korsets, Forsagelsens Gaade,
først da lærte Hjærtet at favne den Byrde,
som Han mig har rakt, den forbarmende Hyrde.
Først da har jeg sagt Ham, hvad før jeg ej vidste,
at Han er den første og bliver den sidste,
først da har jeg sagt Ham, at Ham vil jeg følge
i Liv og paa Dødens den rullende Bølge.
Først da har jeg sagt Ham, til Ham vil jeg ile,
som grædende Barn ved Hans Bryst søge Hvile;
hos Ham vil jeg mig og min Usælhed skjule.
Kun da fri’s jeg ud af Fortabelsens Hule.
Og én Gang jeg ser Ham, naar Lyset nedbrænder,
da strækker jeg mod Ham de segnende Hænder,
naar Hjærtet staar stille og Øjet vil briste,
da hilser jeg Ham med et Smil, med det sidste.