Alt havde Solens Løb sin Middags-Linie maalet,
Og paa den Søndre Kant af Himlens Bue straalet,
Sig atter til sin Seng i Verdens Vester-Hav
Det over Middag var, men endda vore Helte
De snilde, snorke, siider, og sig i Sengen velte,
Saa tryg en Rolighed paa alles Øyne laae,
Som Nattens Teppe end var paa det dunkle Blaae.
Den gyldne Soel sit Løb paa Cirkel-Buen ender,
Til Thetys vaade Mund de heede Læber vender,
Den søde Nattergal, alt Natten toner ud,
Og Aftenbakken blev dens fæle Sendebud-
Da vognede vor Helt Biberius omsider,
Han tog sit Uhr at see hvad der paa Natten lider,
Men til Ulykke Glas og Skive knuset var,
Udi det store Slag man nylig holdet har.
Han op af Sengen stod, han spurgte og fik vide,
At det for andre Folk igien var Senge-Tide,
Thi, Klokken var alt Ti; han vækker derpaa op
I største Hu og Hast den anden Selskabs Trop.
Hey! Brødre, raabte han: her op af jere Senger!
Begynde paa en Frisk! gid Pokker sove længer!
Hvad! lyster jer en Dram? de sagde alle Tak!
Og med Fornøyelse en Taar paa Sengen drak.
I samme Øyeblik enhver af Sengen træder,
Og strax var færdig, thi; de laae i sine Klæder,
Soldaten ofte i sin Rustning sove maae,
Og mangen Drikke-Helt til Sengen iklæd gaae.
Hør! sagde Helten: hør! jeg sværger ved min Ære,
At jeg saa tørstig er, som nogen Siæl kand være,
Det bliver best, at vi en Flaske drikke maae,
Ja! svarte hver for sig, det gaaer mig ligesaa!
De drak, jo meer de drak, jo meer de vilde drikke,
Thi, Tørsten voxede, men slukkedes slet ikke,
Som naar den tørre Jord først lidet Vædske lader,
Dens Dele siden for et Plads-Regn aaben staaer.
Nu kom man da paa Dyd, den Krig de havde lovet,
Men stærke Tapperhed med Ruuset var bortsvovet,
Ey, Mussilmand var Glas, og vrede Fienders Blod,
Sig ikke nær saa let, som Viinen spilde lod.
Nu saae og fandt man først, hvad Krigens Spil medfører,
Og at der lider meer end Død til samme hører,
Thi, den som først i Gaar i Spidsen var i Slag,
Indvendte allermeest, mod denne Krig i Dag.
Een regner meget op om Veyen og dens Farer,
Een anden taler om de raske Janitscharer,
Een svor, at Tyrkerne sit Glas og drikke kand,
Een bander paa, at de drak Brændeviin, som Vand.
Kort: mange Farer nu for alles Øyen svæve,
Og man besluttede sit Feldtog at ophæve,
Man standser Krigen, men beslutter ligevel,
Hvor man fandt en Tyrk, at drikke ham ihiel.
Man i Historien den Fred med Ret bør tegne,
Som mens det stolte Rom sin Seyer-Palme bar,
Og til den falmede, kun tre Gang lukket var.
Men at Sælskabet dog ey ledigt skulde blive,
Men Prøve paa sin Magt og store Manddom give,
Man strax besluttede, at skulde drikke Duus,
Og see, hvo taalte meest, førend han fik et Ruus.
Du Orientens Pryd, du gamle Keyser-Sæde,
Constantinopolis! du straalte nu af Glæde,
At dine Tage ey fik disse Helte see,
Som tordnede med Mord og Ødeleggelse.
Du Hellespontens Muur! indsluttede Casteller!
Saa mangen Fiendes Skræk! I stolte Dardaneller!
Jer Fare er forbie, og disse Heltes Mod,
For denne Gang ey vil bestænke Jer med Blod!
Hos Viin man uden vert sin Regning gierne giører,
Og ved de store Glas, man største Praler hører,
Men saadan Tapperhed som Veyrlys svinder hen,
Naar Viinen dunster ud, Courage blir igien!