Som naar det Speyle-Vand mest roligt er og stille,
Og Solens Straaler i dets Perle-Draaber spille,
Om af en Hvirvel-Vind det hastig blir oprørt,
Saa kom og Sorgen midt i Heltens Glædes-Høst,
Som naar den lette Fugl paa Træets Grene vanker,
Og til et Fryde-Maal de Spire-Knoppe sanker,
Om han ved Skyttens Haand blir fældet, dræbt og skudt,
Just naar hans Niddre-Neb den Lokke-Mad har brugt.
Ja, som naar Solens Pragt den klare Kreds opfylder,
Og med sin Straale-Glands opliver og forgylder,
Saaledes i en Hast blev Heltens Hierte saaret,
Hans Moders leve-Traad uventet blev afskaaret,
Paa eders falske og uvisse Skiæbne-Rok!
En Dag, o! skiælv min Pen ved dette Sørge-Stykke,
Gik Anicete ud, paa vanlig Viis at trykke
Som eene bringes frem ved Pressens Tvang og Kraft.
Den mørke Aften kom, og Dagen var alt omme;
Men Anicete til sit Hiem ey vilde komme,
Man tænkte, maaskee hun betaget af et Ruus
Har slumret; eller ey kand finde op sit Huus.
Omsider gik man ud at søge efter hende,
Men kunde intet Spor af Anicete kiende,
Man skreeg og raabte, men med et forgiæves Haab,
Jeg troer ey Hercules meer ynksomt kunde vraale,
Da Kilde-Nympherne den smukke Dreng bortstial,
End man nu overalt om Anicete skreg.
Men det forgieves var at søge eller raabe,
Hvad Giensvar kunde man af Anicete haabe,
Hvis Legeme man ved Viin-Pressen fundet har,
At ligge følelseløst foruden Liv og Sandse,
Et lidet Stykke fra, laae hendes Hoved-Krandse,
Et Beggere af Sølv med sin forgyldte Fod;
Hun laae som i en Blund, og i en liflig Dvale,
Naar Sielen synes i den tause Søvn at tale,
Og frie fra Kroppens Bylt, i Tankens store Rige,
Fremviser Billeder af Skiæbnens skiulte Ting.
At røve Alt med Eet, skiønt hun var stiv og død,
Hun i sit Ansigt dog var blussende og rød.
Men just den blussende og røde Farve bliver
Een, skiønt ugrundet Grund, hvorfor man tilskriver
Den søde Viinens Must at den en Aarsag var,
Som Anicetis Død saa hastig voldet har.
Saaledes kand man let forhaste sine Domme,
Saa uvis er man dog paa Dødens visse Komme,
Man seer sin Morgen, men ey veed sin Aften-Stund,
Den vaagner ofte syg, som slumrer frisk og sund.
Saaledes gik det og med Heltens dyre Moder,
En uforventet Drik, men saadan en dog ey,
Thi, hun uventet og i beste Ungdoms Dage,
Maae uformodentlig fra Verden Afsked tage,
Hun slumrer i en Hast den allersidste Blund,
Og lukker Øyet til i en uventet Stund.
Saa lidet kand man dog paa Livets Tryghed pukke,
Det allermindste Blæst er mægtig til at slukke
Vor Leve-Lampe, som kand aldrig holde Stik,
Thi, Livet er en Drøm og Tiden er et Blik!