Jacob Christian Bie (1738–98)

5. Sileni Reyse til Pontus

Silenus derpaa hen til Guden Pontus rider;

Og kom derhen omtrent ved Middags varme Tider,

Han fra sit Æsel steeg, og hældende sig paa

Sin Stok; skiønt skiælvende, sit Ord fremførte saa:

Du store Ocean! bekiendt til Verdens Ender,

Til hvilken Titans Vogn sit Løb hver Aften vender,

Hvorfra hver Morgen den opvakt af Zoree, maae

Med sine Heste som kand sprude Ild, opstaae ¹.

Du store Vesta ² Søn, som med din egen Søster,

Den smukke Tethys, dig, som en Gemahl, forlyster,

Du Havets, Flodernes og Vandets mægtig Gud,

Hvis Afkom bredet er til mange Tusend ud!

Den store Jovis Søn, den Viinens Gud og Fader,

Dig paa det kierligste sin Hilsen melde lader,

Og beder, du vil en af Nympherne formaae,

At hun vil tage sig hans Søns Opfostring paa,

Som Anicete ham har fød før tvende Dage,

Men ingen Die-Mælk har endnu vildet smage,

Og færdig er at døe af Sult; thi, hør min Bøn,

Skik ham en Nymphe til og red hans kiære Søn!

Han din Velgierning vil taknemmelig forskylde,

Og til Belønning han vil hele Floder fylde

Med Drue-Saft, ja paa de beste Viine han

Vil giøre dig saa rig, som du er nu paa Vand!

Silenus ey saa snart sin Bøn og Tale endte,

Før strax Oceanus lod sine Nympher hente,

Og gav Sileno en, som derpaa Afsked tog,

Og vel fornøyet hiem til Fader Bacchus drog.

Den Nymphe som han fik, det var just Eorynome ³,

Men da hun skulde til Biberien henkomme,

Hun dannede sig om udi en anden Skik,

Og ikke Mælk, men Viin, i sine Bryste fik.

Strax diede vor Helt, ret som han kunde kiende

Og vide, Bacchus ham en Nymphe vilde sende,

Ret som han kunde ey af nogen anden Kraft

Sin Nærings Føde tage, end Druens ædle Saft.

Ey Nymphen Gudens Søn paa vanlig Viis opklækker,

Men hannem som en Helt fra første Tiid optrækker,

Hun holdte hannem fra al Natte-Søvn med Flid,

Og vænte hannem til at sove Dagens Tid.

Den Helt, som vil sit Mod i Drikke-Felden øve,

Maae aldrig vænne sig om Nattens Tid at sove,

Om Middags heede Tid, naar Solen skinner meest,

Da tiener Ruuset mindst, og Søvnen allerbest.

Men at ey Natte-Vagt formeget skulde svække

Vor Helt, og hannem fra al Roe og Hvile trække,

Hun ved Sirene Sang ⁴ mod lyse Morgenstund,

Ham dysser i en sød og ret fortryllet Blund.

Vulcanus giorde og vor Helt en kunstig Vugge,

Som kunde uden Hielp bevæge sig og rugge,

Paa samme Maade, som en velskienket Mand

Maade rave, naar hans Been ey Kroppen bære kand.

Ja! kunstige Vulcan ⁵ hvad kand du ey arbeyde,

Naar du i Sinde faaer, din Kone at bebreyde,

At hun beviser Mars en utilladet Gunst,

Du fanger dennem med dit Garn og din Kunst.

Titan, Solen, hvis Vogn trækkes af de fire Heste: Pyrois, Phlegon, Eous, Æthon, som sprude Ild af deres Næseboere, siges at hvile i Havet og opvækkes hver Morgen af Timerne (Horæ) som ere tre, nemlig: Evnomia, Dice, Irene; een Deel, hvoriblandt Pausanias, opregne kun tvende, ved Navn Carpo og Thallote, ellers skal Themis være deres Moder og Jupiter deres Fader. Ovidius siger: de bevare Himmelens Porte. Theocritus kalder dem de langsomme.

Oceanus, Havet, siges at være en Søn af Coelus og Vesta, og at have sin Søster Tethys, til Gemahl, ved hvilken han har udbredet sit Afkom til 3000. af hvilke, Callirrhoe, Philyra, Perseis, Xanthe, Daira, Janthe, Electra, Tyche, Doris, Æthra, Ocyrrhoe, Clymene, Pleione ere de fornemste — ellers har Partenope fød ham tvende Døttre, navnlig Europe og Thracie, og Pompholyge 2. navnlig Asia og Lybia.

Eorynome, en Dotter af Oceanus og Thetys, hun holdes fore at være en Moder til de 3 Charites, Evphrosyne, Aglaia og Thalia, eller som andre kalde hende, Pasithea. Hun er en af Syv Nympherne af hvilke fornemlig regnes: Hestiea, Janthe, Polype, Rhodope, Argia, og Eorynome.

Sirenerne vare Døttre af Achelous, Konge i Ætholien; en Søn af Oceanus og Thetys, deres Moder var Terpsichore, nogle sige det var Melpomene, andre Calliope, een Deel Sterope. De vare 6. nemlig: Parthenope, Leocosta, Ligea, Aglaope, Pisinoe, Thelxiepia. — Til Beltestedet lignede de Mennisker, neden til Fiske, eller som een Deel mene Fugle, de dyssede Folk i Søvne med deres behagelige Sang og siden styrtede dem i Vandet. Ved Sirener forstaaes skadelige Vellyster.

Vulcanus, Ildens Gud, blev af sin Moder Juno, formedelst sin Hæsligheds Skyld, nedkastet paa den Øe Lemnos, hvor han blev opfødd af Aberne; ved dette Fald brækkede han sit Been, og derfor altid forestilles hinkende. For at hevne sig paa sin Moder og giøre hende Tort, forærede han hende en Stoel, som var saa kunstig indrettet, at naar hun satte sig deri, sluttede den sig til af sig selv. For at hevne sig paa sin Gemahl Venus, som af Solen blev befundet i Hoererig med Mars, smedede han et kunstigt Garn, med hvilket han overspændte den Seng de laae i, og saaledes til Spot fremstillede dem for Guderne. Han har tillige med sine Smede-Svenne Pyreamon, Brontes og Steropes, smedet Torden til Jupiter. Han er Gud over alle Smede-Kunster, hans Værksted er det Bierg Æthna, hans Arbeyds-Folk vare de eenøyede Cycloper, som Apollo dræbte, for at hevne sin Søns Æsculapii Død.

Jacob Christian Bie: Jacobi Ilias, L. N. Svare, Kiøbenhavn, 1766, s. 29–33.