Det var om Høsten og omtrent ved Jevndøgns Tider,
Da Dagens klare Lys med Nattens Mørke strider,
Naar giennem Vægtens Tegn den gyldne Phoebus gaaer,
Da Dag og Nat udi sin Ligevægt end staaer,
Som i en hæftig Kamp naar tvende prøve Vælde,
Uvist til hvilken Kand at Seyeren vil hælde,
Men ved det Solens Lys forlader Dagens Magt,
Den under Mørkets Aag blir meer og mere lagt,
Da blev vor Helt og født, lidt før end Midnats Komme,
Imod den vanlig Tid at Dagen alt er omme,
Da Solen har sin Vogn til vanlig Nedgang vendt,
Og Natten stiger op paa Himlens Firmament,
Da naar den Stierne-Hær begynder alt at tindre;
Som den til Dagens Hevn vil Nattens Mørk forhindre,
Og funkle hist og her i det omhvælvede Blaae,
Som gyldne Spætter paa den runde Hvelving staae.
Men hør al Verden hør! o! Undringsfulde Stykke,
Uryggeligt Beviis paa Heltens Held og Lykke,
Her hvor Naturen selv et Vidne giver paa,
Og viser strax hvori hans Styrke skal bestaae!
Thi; da han, o! fortæl det Underværk min Muse!
Blev født, befandtes han med tvende Drikke-Kruse,
Een i den høyre-Haand, saa blank som Engelsk Tin,
Og i den venstre een, som Dresdner Porcelain.
Hvor ofte hitter ey Indbildningen Propheter
I Fugle, Fiske, Fæe! Ja! Luften med Cometer
Jo! truer Verden tidt, naar noget stort skal skee:
Mon noget større er end denne Hændelse?
Ja til Beviis han var af Guderne velyndet,
Hans Fødsel forud blev ved mange Tegn forkyndet,
Thi, i den hele Tid hans Moder svanger gik,
Hun plaget var af en umættet Lyst til Drik.
Hvor stærk hun tørstede, man heraf best kand dømme;
Hun kunde i en Drik, tre fire Potter tømme,
Og i den hele Tid hun svanger med ham var,
Hun tvende Ammer Viin hver Maaned tømmet har.
Men mod den Tid vor Helt til Verden skulde komme,
Og trende Dage før hans Fødsels Tid var omme,
I Heltens Fødestæd, paa Landet overalt,
Tre Mile vidt og bredt en hæftig Regn nedfaldt.
Ja, siig du tørre Jord! siig: har du fundet lædske
Dig nogen Tid med en saa rar og kostbart Vædske!
Det lutter Rødviin var, som ned med Regnen flød,
Og i et Øyeblik, var hele Jorden rød.
Nu drak man tidt og tæt, thi en og hver kand tænke,
Naar selv Naturen vil saa overflødig skiænke,
Mand kunde ey forsmaae slig usædvanlig Gunst,
Et Ruus er kostbar tidt, nu fik man det omsonst.
Selv Nectar kunde ey meer sød og herlig smage,
Hver Skabning syntes Deel i denne Glæde tage,
Ja Træerne lod see ved Rysten af sin Top,
De havde Viinens Regn fra Roden suet op.
Hvert Dyr, hver Fugel som sin Tørst er vant at lædske
Med Vand, i Overflod nu drak den røde Vædske,
Og Hovedtumlende sin Fryd tilsyne lod,
Ja Fisken spilled’ i sin Viin-blandet Flod.
Det regner idel Viin, og det saa overflødig,
Man havde ey meer Kunst, ey mere Møye nødig,
End holde Munden op, saa flød frivillig ind,
Den søde Nectar som opliver Sands og Sind.
Det Fader Bacchus var, som denne Regn forvoldte,
Og slig en Fryde-Fæst, for al Naturen holdte,
Hvormed han tydelig tilkiendegivet har,
At ingen uden han vor Heltes Fader var.
I Drukkenskab engang hans Moder Anicere
Faldt i en Slummer ved den klare Flod Bibere,
Der syntes hun at see i en merkværdig Drøm,
At Guden Bacchus sig forvandler til en Strøm.
Hun syntes at hun drak af Strømmen nogle Draaber,
Og derpaa syntes hun at Guden Bacchus raaber:
Hør Anicere, hør! du føde skal en Dreng,
Jeg dig har værdiget min Kierlighed og Seng!
Hun derpaa vogner op og bort fra Floden ganger,
Og strax formærkede, at hun var bleven svanger,
Den Hændelse, vel stor, men ey utrolig var,
Man veed at Guderne sig tidt forvandlet har.
Den Guders Menniskers Regentere og Fader,
Den store Jupiter sin vanlig Skik forlader,
Og hen til Creta med Agenors Datter flyer.
Da Nisserne sin Magt mod Guder vilde øve,
Saa lod han sig og nu tilsyne som en Strøm,
Og Heltens Fader blev i Anicetis Drøm.
O! kunde Mennisker kun Guder efterabe,
Lod mangen Coridon af Glæde sig omskabe,
Og blev fornøyet til en lækker Nissengrød,
Naar kun hans Elskede en Skeefuld deraf nød!