I Daphne Skov en Thyrsus var
Blant Hyrdene meest riig og mægtig,
En Hiord, som hans saa stor og prægtig,
Ey nogen anden Hyrde har,
Men skiønt han alt var velbedaget,
Han endnu var en ugift Mand,
Og i den søde Ægtestand,
Ey havde Livets Nectar smaget.
Omsider ham i Tanker kom,
At søge sig en Ægtemage,
Som kunde Byrden med ham drage,
Og arve al hans Eyendom:
Hvo er den dydige Hyrdinde,
Som Thyrsi Hierte vinde skal!
Fornuft og Dyden giorde Val,
Og strax faldt Loddet paa Dorinde.
Dorinde var i Daphne Skov
Den deyligste blant alle Smukke,
Men hørtes aldrig dermed pukke,
Thi Dyden var den Skiønnes Lov.
En kunstlet Tvang hun ikke kiendte,
Men saadan Munterhed lod see,
Som kunde hos den Frækkeste
Ærbødighed og Frygt indprente.
Vor Thyrsus til Forældre gaaer,
Og om den smukke Pige beyler,
Hans Ønske ikke heller feyler,
Han deres Ja og Villie faaer;
Hvo kunde hannem noget nægte?
Nu blev Dorindes Sorg begyndt,
Forældres Villie blev forkyndt,
Hun skulde Hyrden Thyrsi ægte.
Hun lydig fra Forældre gaaer,
Men Hiertet følte dobbelt Byrde,
En vakker ung elskværdig Hyrde,
Hun havde alt fra Børne-Aar
Uskyldig til en Ven udkaaret,
Det Venskab blev til Kierlighed,
Og begge havde med en Eed
Hinanden ævig Venskab svoret.
Dorinde med nedslaget Mod,
Og med en Taarestrøm paa Kinder,
Gaaer ud, at søge og opfinder
Sin Celadon just ved en Flod,
Der sad han i en kierlig Skygge,
Og tænkte paa sin Kiereste,
Ja vilde alt i Tankerne
Et Tempel for sin Elskov bygge.
Hun talte, og han hørte paa,
Omsider taugde hun af Harme,
Faldt om udi sin Hyrdes Arme;
O! sagde Celadon, vi maa
Mod Skiæbnens Misgunst os bevæbne,
Thi Thyrsus ædelmodig er,
Og sikkert Medynk med os bær,
Om vi fortælle ham vor Skiæbne.
De derpaa hen til Thyrsus gaaer,
Fortalte ham fra først til sidste,
Alt hvad de til sin Fordeel vidste,
Men intet Giensvar af ham faaer,
Han stod henrykt, og som en Stytte,
De to Forelskte gik sin Vey
Bedrøvede, og tænkte ey,
Den giorde Prøve kunde nytte.
En dobbelt Smerte Thyrsus fandt,
Sin egen Glæde at begrave,
Og sin Forelskte at bedrøve,
Hans Ædelmodighed dog vandt,
Thi! gaaer han til Dorindes Fader,
Og siger: Jeg ey røve vil
Den Skat, som hør en anden til,
Jeg elsker vel, men Uret hader.
Hvad skal Dorinde i min Arm,
Naar jeg ey Hiertet kan beholde?
Hvi skal min Kierlighed forvolde
Den, som jeg elsker, Sorg og Harm?
Jeg paa mit Tab med Smerte tænker,
Men med det Vilkor: At hun maa
Strax Celadon til Ægte faae,
Jeg hende al min Rigdom skiænker.
Saa vil jeg i en stille Roe
Tilbringe mine Levedage,
Saa er min Fryd ey andres Plage,
Saa vil jeg hos Dorinde boe,
Og, som min største Fryd betragte,
At jeg det Middel var, hvorved
De to sin reene Kierlighed
Til den forønskte Ende bragte.
Vor unge Par sin Glæde gav,
Tilstiende, og hver Hyrdes Hytte
Opreysede en Ære-Støtte,
For Thyrsi ædle Hiertelav;
Naar man en siden vilde prise,
Og ham en ædel Siel tilskrev,
Han anden Thyrsus kaldet blev,
Meer Ære kunde man ey vise.
* * *
Kom, ædle Thyrsus! kom, og lær enhver at kiende,
At Ædelmodighed kan findes i den Siel,
Som ikke ene har sin egen Lyst, sit Vel,
Men andres Nytte, til sin Giernings Maal og Ende,
Naar Billighed og Dyd for Celadon kan fægte,
En ædel Thyrsus strax bør egen Lyst fornægte!
Kom, lær af Thyrsus, du Ubillige! som tænker,
At Ægteskab kan skee foruden eget Val,
Du Friheds-Mordere! som siger: Børn skal!
Og Hiertets Villie paa en slavisk Maade lænker,
Lær hver en Elsker! Lær dit Valg at overgive,
Naar ey den Valgtes Siel dit Val kan underskrive.