En Hund, som nogle Aar i Lænke
Har staaet ved et Porte-Rum,
Og følgelig, som hver kan tænke,
Var arrig, bidsk og grum,
Slap engang løs og traf et Faar
Strax uden for sin Herres Gaard.
Men Hunden, som nu havde vundet
Sin Frihed, han saa lang en Tid
Har savnet, medens han stod bundet,
Var munter, glad og blid,
Løb op og ned, og legte strax,
Men Faaret sagde: Faifax!
Sig kiere, hvoraf kommer dette,
Du nu so mild og venlig er!
O! svarte Hunden: kiere Mætte!
Min Frihed er mig kiær,
I Fald du bunden blev, som jeg,
Var du maaskee og ond? ney! ney!
Var Faarets Svar: thi, seer du ikke,
I hvad man endog giør med mig,
Jeg altid kan mig taalig skikke,
Er from og fredelig.
Jeg sagde: Hunden var jo god
Heel Dagen, skiønt jeg bunden stod.
Ja sagde Faaret: jeg fornemmed’
Det skeede dog med megen Tvang,
Thi du var vred mod hver en Fremmed,
Og murret mangen gang,
Kort, du er af Naturen grum,
Jeg derimod sagtmodig, from.
Hør, sagde Hunden: du maa vide,
Du uforskyldt bær Navn af god,
Just fordi du kan ikke bide,
Og mangler Styrke, Mod!
Men jeg, mig tvinger med Forstand,
Er god, endskiønt jeg skade kan.
* * *
Min Ven, kom, see dig her i Speyl,
Hvis Dom saa ofte sig forhaster,
Og mangen en uskyldig laster
For det, som er Naturens Feyl!
Sagtmodighed er ey for Faaret nogen Ære,
Thi det er skabt til Faar, og kan ey andet være,
Men, den fortiener først at roses ved min Dom,
Som af Naturen ond, dog ved Fornuft er from,
At fødes god, det er en blot naturlig Lykke,
Men tvinge sin Natur, det er et Mesterstykke.