Gunstige Læser!
Det er en Mode blant de fleste Scribentere, at kalde sine Læsere gunstige, men det er en uafgiort Sag, om alle ere det. Hvad mig angaaer, da vil jeg ikke tilbette mig nogen Gunst hos nogen Læser, fortiener mit Skrift at yndes, saa er jeg forsikret, enhver Fornuftig bifalder det, og saa glæder jeg mig ved Deres Bifald, for saavidt jeg deraf kan slutte, mit Skrift maa indeholde noget, som er Bifald værd, da jeg i øvrigt anseer fornuftige Folkes Samtykke, som en Følge af det, man er enhver Ting efter sit Værdieskyldig. De Ufornuftiges Roes og Last ere Ting, jeg med een og den samme ligegyldige Koldsindighed betragter. Det er ikke min Sag som Autor, selv enten at rose eller laste mine Fabler; thi, begge Deele vise en Taabelighed. Jeg veed nok, det er en Mode blant endeel Scribentere, at giøre en lang Harangue over, og Undskyldning for sin Udygtighed. Men denne Maade forekommer mig meget ugrundet; thi, var jeg forsikret om, at mit Skrift var aldeles udueligt, skulde jeg smukt blive hiemme dermed, og ey med et udueligt Skrift legge for hele Verdens Øyne min Taabelighed, som kunde have blevet skiult, i Fald jeg ey derved selv havde udraabet den. Jeg troer nok, de Scribentere, som bruge denne Maade, giøre det meest for Moden Skyld; thi, man tænker dog gemeenlig vel om sit eget, og Egenkierlighed findes meest hos de Taabelige.
Kort, den eneste Gunst jeg forlanger af dig, min Læser! er denne: At du efter Billighed og Fortieneste vil rose og laste mit Skrift, samt troe, at det kun er grundet paa en uskyldig Tænkemaade, naar du giør det, vil jeg med største Fornøyelse kalde mig den gunstige Læseres
ærbødige Tiener.
Kiøbenhavn,
den 22 Julii 1765.