Møens Klint
(Junius 1814.)
(Junius 1814.)
Hæver du fra Fiernet dine Blikke,
Fødeland! til Monas Rosenknop?
Vredes ei, at urørt kan jeg ikke
Skue, hvor de hvide Bierge nikke
Halv beklædte til Klippens Top!
Kneiser end Granitens faste Trone
Svimmelhøi og stolt ved vilde Sø;
Hersker end Naturens Rædselskrone
Uindskrænket over kolde Zone:
Skiøn du er dog, Danas hulde Mø!
Haabets Farve, Vaarens friske Grønne,
Mildt forhøies af den hvide Grund,
Bølger dybt i Strandens Stene stønne,
Brændinger af sortblaa Afgrund drønne,
Vandet skyller over sandgraa Bund.
Snekker dukke paa de høie Vande,
Og Neptunus rider over Sø.
Mellem Vindens Brusen vildt sig blande
Gudens Hingsters Vrinsken mod de Strande,
Der omslutte dig, Naturens Mø.
Hvide Fiedre spiles ud af Vinden,
Skibet løfter sig i stærke Hop;
Skoven kneiser rank paa Biergetinden,
Høit paa Klinten skielver, svimler Linden,
Ved at skue fra den stolte Top.
Stor Natur og livlige Contraster
Trylle i det kiære Sveitserland,
Og med Længsel Mø og Yngling haster
Did, hvor Skov og Field sin Skygge kaster
I Geneves sølverklare Vand.
Mona rækker dig en Mindelillie,
Sukker stille kun: forgiet mig ei,
Vandrer! naar du staaer paa fremmed Tillie,
Glem ei, at din Mø har ædel Villie,
Skiøndt til Skyen gaaer ei hendes Vei!
Tiber glider langs ad grønne Kyster,
Og bedugger dig med Sølverskum;
Konstens Søn dens Egn til Indsigt lyster,
Og Naturens Ven i Favnen kryster
Hine Heltes Jordelysium.
Mona, bly og huld som Vaarviolen,
Giemmer sig i grønne Sletters Favn.
Staaer du undrende paa Dronningstolen,
Rødmer Møen, mild som Morgensolen,
At du skal hos hende finde Savn.
Ebro dandser med forgyldte Bølger
Hist i Vesterlandets lune Skiød,
Og i Roser sine Perler dølger,
Medens henrykt dine Blikke følger
Hesperiders Haves Blomsterglød.
Mona viser dig kun Balterhavet,
Skummende om hendes hvide Fod.
Mellem Grønt og Hvidt du er begravet;
Men her er din Aand med Ro begavet,
Medens hist du skuer Krig og Blod.
Derfor bær jeg dig i stille Minde,
Du, min hulde, evigelskte Mø;
Og jeg veed, jeg kan din Yndest vinde,
At jeg dig ei nogentid skal finde
Skinsyg stirrende i oprørt Sø.
Evig kun I ere hulde tvende,
Begge har Naturens Moderhaand
Dannet, til min Kiærlighed at vende
Bort fra Steder, hvor kun Flammer brænde,
Som fortære Ro og Liv og Aand.
H. L. Bernhoft.