Naar Nattergalen med sin hulde Klage
Opfylder Himmel, Mark og Skovens Kroner,
Og sukker længselfuld for Børn og Mage
I sine kunstrige og ømme Toner:
Naar disse hele Natten mig ledsage,
Da føler jeg, hvor haardt jeg nu udsoner
Den Tro, at Døden kunde ej borttage
Et Væsen fra de øvre Regioner.
Hvor let kan hvo som haaber sig forregne;
To Øjne, tænkte jeg, som Solen klare
Kan ej i Gravens mørke Nat henblegne.
Nu seer jeg, mig min haarde Skjæbne byder,
Mit hele Liv med Sukke at erfare,
At flygtigt er alt hvad herneden fryder.