Allene, tankefuld, i øde Egne
Med tungt og langsomt Fjed jeg mig omsniger,
Og hver en Sti at skye jeg stedse higer,
Hvor Spor af Folk i Sandet sig betegne.
Og andet Raad jeg finder ingenvegne
Mod Folkes Blik, som overalt henkiger;
Thi naar af hver en Handling Fryd bortviger
Man skuer alt udenfra, for taus at blegne.
Saaledes troer jeg, Skov og Bjergetinder,
Og Flod og Mark nu veed mit Livs Smerte,
Som jeg omhyggelig hvert Væsen dølger.
Dog aldrig saa ubanet Vej jeg fin’er,
At ikke Elskovsguden i mit Hjerte,
Mig ved min Tale med mig selv forfølger.