Som store, rolige Dyr,
rede til at rejse Ryg,
laa Fjeldene om Vaisaluokta,
blaadisede i den bestandige Sommerdag,
men Akka-Fjeldet
var som en vældig, sortgraa Blomst
med en hvid Kalk mod Himlen.
For Foden af Fjeldet
laa Laplejrens sølvgraa Kaater,
og Lapfolkets røde Farver
gled ud og ind af det sølvgraa.
Om Aftnen stod Solens
højtsvungne Guldspyd
op fra nordvestlige Fjelde,
de hvidspættede norske,
og de store, rolige Dyr
omkring Bugten
var stadig blaadisede,
men Akka som en lyslilla Rose.
Og en af Lapfolkets Sønner
havde en rank Ryg
og en hvid Hund i Hælene
og gik med værdig og blød Gang
mod Baaden
for at sætte Net for Fiskene,
der leged sølvglinsende
i de lune Vande,
og hans Aarer var røde
og løfted Vanddraaberne
op i det sidste Solguld,
saa de funkled.
Saadan var Vaisaluokta.