Jeg længes mod det umaadelige —
efter at beherske et Orkester,
staa foran en Hær
af kjoleklædte Musikere
og her og der Violinkvinder
med en Rose i Haaret.
Jeg skulde være taalmodig mod dem,
jeg skulde lade mit Væsen durre
og knurre som et stort Dyr,
der aver sit Sind.
Men om Aftenen
under hvide Glødelamper
skulde jeg forvandles for dem,
skulde jeg blive som en Tigerinde paa Spring,
skulde jeg blive som en Flammebusk,
der slog i Vejret
og forfærdede Mennesker,
skulde jeg vokse mod Himlen,
skulde jeg løfte alle
og overgive dem i Guds Hænder,
skulde jeg bære dem, bære dem,
bestandigt højere
i et svimlende Crescendo,
op i livsalig Intethed,
op i blaahvide Lufte.
Som gule Lyn skulde Violinerne
gnistre i Himlen,
som gule Hvedestraa,
som Solens Guldstraaler,
som Engles Guldhaar —
Opad, bestandigt opad
i Lys og Lysen
skulde jeg løfte mig selv
og dem alle —
Salighedens Himmel
skulde lukke sig over os —
i et gyldent Intet
skulde vi forsvinde.