Sorte hænger Skyer
nedover Jorden
som Bugen af Udyr —
vildt knitrer Lyn,
forfølges af Lyn
og flænser Skyer.
Min Latter lyder
i Tordenens Latter —
vil du rense Jorden,
Tordengud, Forløser?
vil du holde Dom
over formastelige?
Bleg sidder jeg stille
og hører dit Værk
gaa henover Jorden,
og hvide Vinger
flagrer som Hænder
i sodtungt Mørke,
i truende Dag.
Tordengud, Majestæt!
Højt taarnet paa Himlen
rumler du vældigt
henover Jorden
og svider Hjerterne
med din Ild —
Stilheden er meget stor,
nu din Rumlen er forstummet —
og Smaafugle er de første,
der uskyldige tør vove sig
af deres Skjul
og tvirper i den rensede Verden.
